Det er årene fra besættelsens ophør til i dag, Mogens Fog skildrer i dette andet bind af sine erindringer, og få har vel været så aktiv og dybt engageret i såvel politik som universitetsforhold som netop han.
Det er derfor kun naturligt, at hans Efterskrift falder i flere afsnit, for hans bevægede liv har i højere grad end de flestes været inddelt i skiftende perioder.
Den første var knyttet til politik. Det er folketingsårene fra 45 til 50, hvor Fog sad som minister for særlige anliggender. Det er retsopgøret og øst-vest-konflikterne og optakten til den kolde krig, der bragte splittelse mellem de tidligere modstandskammerater, det er den bevægede polemik om »Fredens Tilhængere« og hans eget forhold til DKP, som han gør nøje rede for.
De senere år er viet universitetet og hans tid som rektor. Han lægger ikke skjul på vanskelighederne grundet den store tilgang og beskæftiger sig indgående med studenteroprøret og de demonstrationer og episoder, som dengang var et særsyn og som krævede den ro og det kølige overlæg, som vel kun han var i besiddelse af.
Det sidste kapitel er viet otiets år. Det er en klog mand, der ser tilbage på et begivenhedsrigt liv, og som nøgternt videregiver sine førstehåndsoplevelser til læseren.
