Min kamp II, Karl Ove Knausgård
Bøger
Karl Ove Knausgård

Min kamp II

Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 5 måneder siden
Alle ved hvilken vej modernismen går, man skaber en form ved at bryde en form ned, i en uendelig regres, det skal bare fortsætte, og så længe det ser sådan ud, kommer erfaringen til at sejre. Det unikke i vores tid, den rene eller selvstændige handling, er jo at afstå, ikke tage imod.
Peter Emil Holmgaard
Peter Emil Holmgaardhar citeretfor 3 år siden
Linda lå og sov ved siden af mig med Vanja tæt ind til brystet. For hende var skænderiet for længst forbi. Det var kun mig der kunne være tvær og sur i flere uger, kun mig der kunne gå med nid og nag i årevis. Men ikke mod andre end hende. Det var kun Linda jeg skændtes med, det var kun hende jeg bar nag til. Hvis min mor, min bror eller mine venner sagde noget stødende, lod jeg det hvile, der var ikke noget af det de sagde, der gik mig på, eller spillede nogen rolle for mig, ikke egentlig. Jeg havde tænkt at det hørte med til mit liv som voksen, at det var lykkedes mig at dæmpe alle overtoner og undertoner i min karakter, der oprindeligt havde været eksplosiv, og derfor ville leve resten af mit liv i ro og fordragelighed og løse alle samlivskonflikter med ironi og hån og den der sure tavshed jeg var blevet så god til efter de tre langvarige forhold jeg havde haft. Men med Linda var det som om jeg blev slynget tilbage igen, til den tid hvor mine følelser svingede fra den største glæde til det største raseri til den bundløse desperation og fortvivlelse, den tid hvor jeg levede i en slags serie af altafgørende øjeblikke, og intensiteten var så høj at livet nogle gange næsten føltes uleveligt, og der ikke var andet der kunne give fred end bøger, med deres andre steder, tider og mennesker, hvor jeg var ingen, og ingen var mig.
Erik Johansen Jappe
Erik Johansen Jappehar citeretsidste måned
Hvorfor er det min tanke, når jeg om bord på et fly eller i en bil forestiller mig at det skal styrte eller køre galt, at det ikke gør noget? Ikke betyder så meget? At jeg lige så godt kan dø som at leve? For det er det jeg som regel tænker. Ligegyldighed, det er en af de syv dødssynder, egentlig den største af dem alle, fordi det er den eneste der forbryder sig mod livet.
Erik Johansen Jappe
Erik Johansen Jappehar citeretfor 2 måneder siden
Hvordan kan man sidde der og tage imod bifald når man ved at det man har gjort, ikke er godt nok?

Jeg havde én chance. Jeg måtte bryde alle bånd til den smiskende, gennemkorrupte kulturverden, hvor alle, hver eneste lille lort, var til salg, bryde alle bånd til den tomme tv- og avisverden, sætte mig ind på et værelse og for alvor begynde at læse, ikke samtidslitteratur, men litteratur af den højeste kvalitet, og så skrive som om mit liv afhang af det. Gerne i tyve år, hvis det var det der skulle til.
Erik Johansen Jappe
Erik Johansen Jappehar citeretfor 2 måneder siden
var min far i mig. Han tolererede ikke så meget som en krumme uden for tallerkenen da jeg voksede op. Men jeg vidste jo hvordan det var, jeg var selv blevet udsat for det og hadede det med hver en fiber i min krop, så hvorfor var jeg så forhippet på at føre det videre?
Erik Johansen Jappe
Erik Johansen Jappehar citeretfor 2 måneder siden
Der er en slags mennesker der gennemgående siger det de mener, uden at tilpasse det til den situation de er i, men de er sjældne, selv har jeg kun mødt et par stykker, og det der sker med dem, er at alle sociale situationer de havner i, bliver uhørt ladede. Ikke fordi folk er uenige og begynder at diskutere, men fordi deres hensigt ekskluderer alle andre hensigter, og det totalitære ved det automatisk føres tilbage til dem, som så får en aura af ugenerøsitet og stivsind, helt uafhængig af deres egentlige natur, som i begges tilfælde, så vidt jeg kunne bedømme, grundlæggende var venlig og gavmild.
Erik Johansen Jappe
Erik Johansen Jappehar citeretfor 2 måneder siden
Lindas familie og venner var hos os tusind gange oftere end min og mine, forholdet var en til tusind, og alligevel, selvom misforholdet var helt afsindigt, kunne hun ikke holde det ud, ville hun ikke, vendte hun sig væk. Hvorfor? Fordi hun handlede ud fra sine følelser. Men følelser, de er til for at undertrykkes.
Erik Johansen Jappe
Erik Johansen Jappehar citeretfor 2 måneder siden
Den ene meningsløse arbejdsdag fulgte efter den anden. Men jeg kunne ikke andet end at fortsætte, der var ikke andet. Dem jeg sad sammen med, var søde nok, men så fulde af venstreradikal godhed at jeg sad og gabte, som da jeg i en samtale med en af dem, mens vi ventede på at kaffen blev færdig, havde brugt ordet »neger« og straks var blevet korrigeret, pludselig opdagede at manden der gjorde rent på kontoret og i køkkenet og på toi-letterne for dem, var sort. De var solidariske og ligestillede og gode i deres sprog, det lå som et net over virkeligheden, der gik sin uretfærdige og diskriminerende gang under dem.
Erik Johansen Jappe
Erik Johansen Jappehar citeretfor 2 måneder siden
Alt hvad jeg ønskede, var at være et ordentligt menneske. Et godt, ærligt, retskaffent menneske der så folk i øjnene, og som alle vidste at man kunne stole på.
Erik Johansen Jappe
Erik Johansen Jappehar citeretfor 2 måneder siden
Døden gør livet meningsløst fordi alt hvad vi nogensinde har stræbt efter, ophører med den, og den gør livet meningsfuldt fordi dens nærvær gør den smule vi har af det, umisteligt, hvert øjeblik kostbart.
Erik Johansen Jappe
Erik Johansen Jappehar citeretfor 2 måneder siden
Men at tilbringe et par timer hver dag på legepladsen sammen med sit barn var en ting. Der var ting der var meget værre. Linda var begyndt at gå til en slags babyrytmik sammen med Vanja på Stadsbiblioteket, og da jeg overtog ansvaret, ville hun have at Vanja skulle fortsætte. Det anede mig at der ventede noget forfærdeligt, så jeg sagde nej, det skal vi overhovedet ikke, nu er det mig Vanja er sammen med, og så er der ikke babyrytmik. Men Linda blev ved med at nævne det, og efter et par måneder var min modstand mod det rollen som blød mand indebar, blevet brudt så radikalt ned, samtidig med at Vanja var blevet så stor at hendes dage burde indeholde en vis variation, at jeg en dag sagde ja, i dag har vi tænkt os at gå til babyrytmik på Stadsbiblioteket.
Morten Daniel Martens
Morten Daniel Martenshar citeretfor 3 måneder siden
Hvordan kan man sidde der og tage imod bifald når man ved at det man har gjort, ikke er godt nok?
Morten Daniel Martens
Morten Daniel Martenshar citeretfor 3 måneder siden
For det er du ikke. Du er bare en selvgod, middelmådig, lille lort.

Tro ikke at du er noget, tro ikke at du er noget som helst værd, for det er du ikke. Du er bare en lille lort.

Så bøj nakken og arbejd, din lille lort. Så får du i det mindste noget ud af det. Hold kæft, bøj nakken, arbejd, og vid at du ikke er en skid værd.

Omtrent det havde jeg lært.

Det var alle mine erfaringer kogt ned til én.

Det var sgu det eneste sande jeg nogensinde havde tænkt.
Morten Daniel Martens
Morten Daniel Martenshar citeretfor 3 måneder siden
Du skal ikke tro du er noget.

Du skal fandeme ikke tro at du er noget.

For det er du ikke.
Na Afd.disp Bettina Thejlman Bruun
Na Afd.disp Bettina Thejlman Bruunhar citeretfor 3 måneder siden
Jeg lod blikket følge bakken opad. Og der, lige uden for sheriffens kontor lå den med hovedet ned i sandet. Oppe på restauranten trak Linda en stol hen til trævæggen, satte sig ned og begyndte at amme John, som først sparkede med benene og så lå helt stille. Cirkusdamen var på vej op ad bakken. En klæg stak mig på læggen. Jeg slog så kraftigt til den at den blev mast ud over huden. Cigaretten smagte forfærdeligt i varmen, men jeg trak stædigt røgen ned i lungerne, stirrede op på grantoppene, de var så intenst grønne der hvor solen skinnede på dem. En ny klæg satte sig på læggen
Morten Daniel Martens
Morten Daniel Martenshar citeretfor 4 måneder siden
Men stjernerne blinker over vores hoved, solen brænder, græsset gror og jorden, ja, jorden, den sluger alt liv og udsletter alle spor, spytter nyt liv ud i en kaskade af lemmer og øjne, blade og negle, strå og haler, kinder og pels og bark og indvolde, og sluger det igen. Og det vi aldrig rigtig forstår, eller ikke vil forstå, er at det sker uden for os, at vi selv ingen del har i det her, at vi kun er det der vokser og dør, blindt som bølgerne i havet er blinde.
Morten Daniel Martens
Morten Daniel Martenshar citeretfor 4 måneder siden
Døden gør livet meningsløst fordi alt hvad vi nogensinde har stræbt efter, ophører med den, og den gør livet meningsfuldt fordi dens nærvær gør den smule vi har af det, umisteligt, hvert øjeblik kostbart.
Morten Daniel Martens
Morten Daniel Martenshar citeretfor 4 måneder siden
Hvor det før var mennesket der vandrede gennem verden, er det nu verden der vandrer gennem mennesket. Og når meningen flytter sig, flytter meningsløsheden med. Det er ikke længere udslusningen af Gud der åbner os mod natten, som det var i attenhundredetallet hvor det menneskelige der stod tilbage, overtog alt, som man kan se det hos Dostojevskij og Munch og Freud, hvor mennesket, måske af nød, måske af lyst, blev et med dets egen himmel.
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 4 måneder siden
men kun bestod af en stemme, personlighedens stemme, et liv, et ansigt, et blik man kunne møde. Hvad er et kunstværk, om ikke et andet menneskes blik?
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 4 måneder siden
Som altid er gode mennesker, hæderlige mennesker.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)