Da den populære franske romanforfatter Alphonse Daudet som 45-årig begyndte at få alvorlige symptomer på den syfilis, han havde lidt af siden teenageårene, valgte han at håndtere sygdommen ved at skrive om den. Hos Daudet kom syfilissen til udtryk som tabes dorsalis, rygmarvstæring, der resulterer i gangbesvær, koordinationsproblemer og voldsomt stærke smerter.
I årene 1885–95 registrerede han i notatform sygdommens udvikling og smertens mange former, ligesom han beskrev de forskellige frugtesløse behandlingsformer, han lod sig underkaste, tillige med det stigende forbrug af morfin og sovemedicin. Alt sammen skrevet med en ubarmhjertig stoisk vilje til indsigt i sig selv og smertens væsen, men galgenhumoren er sjældent langt væk — for eksempel når han skildrer de kursteder, hvor borgerskabets syfilitikere flokkedes.
Daudets rejse gennem smertens rige er både et uafrysteligt vidnesbyrd om livet som ensom smertepatient og en lille litterær perle om, hvordan sproget tager kampen op mod den stumhed, der truer, når den slidte og forpinte krop gør krav på al opmærksomhed.
