Verden af i går

Leben und leben lassen« var den berømte wiener grundsætning, og den forekommer mig endnu den dag i dag mere human

Hvad jeg her med gysen fik at se, var almindelige godsvogne uden rigtige vinduer, kun forsynet med en snavset luge og indvendig oplyst af tilrøgede olielamper.

virkeligheden alle fra første til sidste mand havde deltaget i i 1914. Alle de, der i 1914 havde hyldet ham, vendte sig i 1919 ostentativt fra ham. Aviserne optog ikke mere hans digte; viste han sig i kammeraters kreds, opstod forundret tavshed. Det Tyskland, som han hang ved med alle hjertets tråde, blev han, der allerede var blevet en ensom, kastet ud af af Hitler, og han døde som en glemt mand og som et tragisk offer for det ene digt, der udelukkende havde løftet ham så højt i vejret for bagefter at kaste ham så meget dybere ned.
Sådan som Lissauer var de allesammen. Disse digtere og professorer, disse med-ét-slag-patrioter fra dengang følte ærligt og mente, de handlede ærligt, det nægter jeg

boede i Tyskland, en anden i Frankrig, en tredje i Italien; men alle havde de samme hjemstavn; for de levede alle udelukkende i digtet, og idet de i streng given afkald skyede alt døgnværk og udelukkende formede kunstværker, formede de deres eget liv til et kunstværk.

En slægt uden nye led i vore af alle skæbnens orkaner hærgede dage – disse digtere, som intet begærede af det ydre liv, hverken de brede massers bifald eller ordener eller hædersbevisninger eller vinding; som ikke stræbte efter noget som helst andet end i en stilfærdig og dog lidenskabelig indsats på fuldendt vis at kunne kæde strofe til strofe, hvor hver linie var gennemstrømmet af musik, glødende af billeder, strålende af farver! De dannede et laug, næsten en munkeorden midt i vor larmende hverdag. Bevidst vendte de sig bort fra hverdagen!

men jeg ser ikke eet eneste af deres ansigter for mig mere – måske er det fordi vi altid plejede at stå foran dem med nedslåede eller ligegyldige blikke.

trukket for vinduerne, på det at det drømmende blik endelig ikke skulle forlyste sig med den lille himmelfirkant derude!

denne odeur af overopvarmede, overfyldte og aldrig rigtig udluftede værelser, en os, der først sivede ind i ens tøj og derpå videre ind i sjælen.

Når jeg skal prøve at finde en brugelig formel for tiden før den første verdenskrig, det tidsrum, jeg voksede op i, så håber jeg at være mest prægnant, når jeg siger: det var tryghedens gyldne tidsalder.

Man havde altid, sagde han, skældt ham ud for pessimist, fordi han havde benægtet kulturens overherredømme over drifterne; nu kunne man i forfærdende grad – og han blev på ingen måde stolt over det – se det bevist, som han mente: at det barbariske element og den elementære tilintetgørelsesdrift i den menneskelige sjæl var uudryddelige.