Karen og hendes fætter Valdemar har altid haft et godt øje til hinanden, og på egnen er folk ikke i tvivl om, at de en dag ender med at gifte sig. De kommer trods alt begge fra store, rige gårde og er af gammel sønderjysk slægt.
Da familien skal fejre, at høsten er overstået, beslutter Valdemar sig endelig for at fortælle Karen om sine følelser. Uheldigvis er den unge pige netop den dag løbet lige i armene på en ung tysker, der kyssede hende på munden. Selvom hun protesterede, som hun jo burde, kan hun ikke få ham ud af hovedet igen. Karen er fortvivlet. Den sidste, en sønderjysk pige bør forelske sig i, er en tysker.
«Dit folk skal være mit folk» udkom første gang i 1903.
Laura Kieler (1849–1932) var en dansk-norsk forfatter, der både var kendt for sit forfatterskab, som ivrig debattør i kvindeorganisationernes tidsskrifter og for at være inspiration til to kvindeskikkelser i Henrik Ibsens skuespil. Henrik Ibsens skildringer af Laura Kieler var ikke flatterende, men udstillede i stedet aspekter af hendes liv, som hun ikke ønskede, at offentligheden skulle se. Uagtet Henrik Ibsens fremstillinger af hende og blandt andre Georg Brandes’ hårde kritik huskes Laura Kieler som en dygtig forfatter og en handlekraftig og viljestærk kvinde, der formåede at hæve sig over den uretfærdighed, verden igen og igen bød hende. Laura Kieler blev læst af mange, og hun fik som en af de få gennembrudskvinder en betydelig indkomst af sit forfatterskab. Sammen med forfatterkollegaerne Jenny Blicher-Clausen og Johanne Schjørring redigerede hun et festskrift, der udkom i 1895 i anledning af Kvindernes Udstilling samme år.
