Citater fra »Ét liv Én tid Ét menneske« af Morten Albæk

Vi bliver nødt til at forholde os til, om folkeskolen, gymnasiet og universitet har til formål at sikre, at vi skaber voksne mennesker, der kan lede sig selv igennem livet til at opleve lykke og mening, eller om folkeskolen, gymnasiet og universitet alene er blevet et nytteredskab for arbejdsmarkedet. Vi uddanner i dag først og fremmest kurante mennesker, altså mennesker der skal kunne sælge sig selv så dyrt som muligt på et marked, så de kan bringe så meget profit som muligt tilbage til sig selv og samfundet i håbet om at få lykke og frelse retur. Men du kan ikke forbruge dig til et godt liv, for meningsfuldheden næres af noget ganske andet, og der findes ikke velstand nok i verden til at kompensere for et meningsløst liv.
Hvis du har opnået dit karaktergennemsnit på en sådan måde, at din menneskelighed og dermed selverkendelse er underudviklet, så kommer det til at stille dig langt svagere i din evne til at leve et godt liv og dermed også i efterstræbelsen af professionelle oplevelser over gennemsnittet. Så helt banalt bør vi være mere interesserede i, at uddannelsessystemet skal udvikle karakterfulde mennesker end arbejdsmarkedsparate personer med høje karakterer. For uanset hvor kurant et menneske du er, uanset hvor dygtig du har været til at få den størst mulige portion profit ud af dit specifikke vidensniveau, så vil dem, der kender sig selv bedst, i sidste ende være dem, der har den korteste vej til et meningsfuldt liv.
Men idet vi har opløftet hastighed til et mål i sig selv, mister vi respekten for livets pauser. De pauser, hvor vi reflekterer over, om vores liv er på en meningsfuld kurs. De pauser, hvor vi alene eller sammen med andre bliver en lille smule klogere på, hvem vi er og – lige så vigtigt – ikke er eller aldrig nogensinde bliver. Den ensomhed, Nietzsche refererer til, skal vi ikke være bange for. For den ensomhed er en sund pause fra et liv, der buldrer af sted, i en tid, der aldrig kommer igen. Men vi bør være meget bevidste om at bruge den rigtigt. Ensomhed bliver det rum, der er behov for, når du skal fordybe dig og mærke efter, om du er ved at danne dig til det menneske, du stræber efter at blive til. Det er på mange måder med livet, som det er med musikken: Hvis ikke der var pauser, ville det bare være støj. Det er pauserne, stilheden, der skaber melodien og nuancerne. Det fineste, du derfor kan få med fra din uddannelse, er ikke dit karakterbevis, men at du forstår dig på, hvem du er. Og det tager tid. Tid fra det ene liv, du lever, som det ene menneske, du er. Og meningen med det liv kan aldrig være at blive et pengetjenende væsen. Lige så lidt som meningen med livet kan være at skynde sig. For hvor er det helt præcist vi skal hen?
Men når nu begæret, anerkendelsen og belønningen ligger i netop at blive et arbejdsparat og pengetjenende væsen, og ikke i at blive et livsparat og selverkendt væsen, er det svært at bryde ud af den pluralistiske ignorance. En undersøgelse af amerikanske college-studerende viste, at en studerende i sit afsluttende studieår i 2016 i snit brugte fire timer mindre om ugen på at socialisere med sine venner og tre timer mindre på at feste sammenlignet med en studerende i 1987. I alt syv timer om ugen mindre på fysisk social interaktion. En time om dagen mindre på at træne sociale færdigheder og navigere i personlige relationer og i de følelser, der knytter sig til at begå sig i virkeligheden. Der er status i at skynde sig, men meget lidt anseelse i at have overskud på tidskontoen eller kede sig. Måske Kierkegaard havde fat i noget, da han morede sig over travlhedens meningsløshed: »Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ild løs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?«
Vi må ikke forveksle travlhed med betydningsfuldhed. Eller endnu være: med meningsfuldhed. Og slet ikke, når travlheden mere end noget andet er et påskud for ikke at forholde sig til, om det, vi er så travle med, rent faktisk er betydningsfuldt. Det er oftest først, når livet slår os ud af kurs og rækker os en undtagelse fra alle hverdagens gøremål, at vi for alvor gør regnskab over, om vores tid er forbrugt rigtigt. Der skal mange gange enten det til, at Knippelsbro går op, eller at der falder en tagsten ned i hovedet på os. Det er ofte først på vores dødsleje, frigjort fra alle andres forventninger og evaluering, at vi rammes af klarsynet, og fortrydelserne melder sig. Jo tidligere vi kan hive os selv til et tidsmæssigt torskegilde i vores eget liv, jo før kan vi nå at kalibrere tidsforbruget, så vi sikrer, at vi skynder os til det rigtige endemål. Men det kræver, at vi udskifter de dyder, den moral og de idealer, der hersker i vores kultur, og at vi i stedet for karrierestigen beslutter os for at kravle op ad en helt anden stige hver dag. En stige, der ikke har det som sit primære formål at berige os med umiddelbar anerkendelse eller fine beviser, titler og materiel rigdom. Snarere en selvrespektens stige, der har det som sit primære formål at skabe selvindsigt, der skaber selverkendelse, der skaber selvværd, der skaber selvrespekt.
For hvor selvtilliden er knyttet til vores handlinger og resultater, er selvværdet forankret i vores identitet.
Vores selvindsigt, hvis den skal omsættes til en sund selverkendelse, må derfor bygges af både tilliden og tvivlen på selvet, det vil sige en viden om alle de positive egenskaber, vi rummer, sammen med en viden om alle de lidet flatterende egenskaber, vi unægtelig også indeholder.
I nuet har vi, fordi det går så hurtigt, meget svært ved at foretage den rette prioritering af vores handlinger. De døendes livstilståelser, som jeg beskrev i forordet, bør her give alvorligt stof til eftertanke for den måde, hvorpå vi danner vores børn og unge og forbereder dem til livet.
Vi lever hovedparten af vores liv som voksne, så forældreskab og uddannelse handler først og fremmest om at gøre vores børn klar til at ankomme til voksenlivet med et selvværd så stærkt og en selverkendelse så sund, at de – uanset om livets pendul svinger mod den mørke eller lyse side – formår at forblive tro mod sig selv og finde mening i tilværelsen. Vores ansvar som forældre, lærere og politikere er derfor at forsøge at skabe livsduelige børn. Ikke børn, der er dygtige til at gå til eksamen eller være på arbejdsmarkedet. For det er ikke det, livet handler om. Livet handler om at finde mening i det. Og det gør du ikke nødvendigvis, fordi du kan kvadratroden af noget som helst. Lad mig gøre det helt klart, at jeg ikke siger, at det ødelægger livskvalitet i egen ret for noget ungt menneske at lære at stave og læse og at gå til eksamen. Men det er og bliver sekundære færdigheder sammenlignet med evnen til at lede sig selv meningsfuldt gennem dit voksenliv. Og ideelt ankommer vores børn til voksenlivet med evnen til både det ene og det andet. Til at kunne tale tre fremmedsprog flydende, jonglere med de meste komplicerede matematiske ligninger og kende de væsentligste perioder i menneskehedens historie – og samtidig have integritet, livslyst og mening i tilværelsen. Men det første uden det sidste er nyttesløst. Og derfor er det sidste det vigtigste at mestre, mens det første er godt at kunne.
Og uanset hvor meget vi løfter vores levestandard, så vil der aldrig nogensinde være garanti for, at det automatisk vil omsætte sig til et løft af det psykiske velvære og følelsen af meningsfuldhed. Det kan give et økonomisk og socialt overskud, men det er hverken underskuddet eller overskuddet på disse konti, der definerer livets meningsfuldhed. Det er derimod den måde, vi møder livets mange sving og tilfældigheder på, der definerer, hvorvidt det fylder os med mening eller ej. På samme vis kan kapitalismen heller aldrig i egen ret blive meningsfuld. Det er som sagt bare et system. Det er det, vi bruger systemet til, eller det, vi fylder i det, der afgør, hvorvidt det er meningsfuldt eller ej.
Målemetoden er organiseret på basis af MQ’ens fire overordnede parametre: 1) Hvorvidt medarbejderne kender til og har sympati for virksomhedens formål. 2) Hvorvidt medarbejderne føler, at de udvikler sig. 3) Hvorvidt medarbejderne føler, at de emotionelt og socialt har et tilhørsforhold til de mennesker, der er i virksomheden. Og endelig 4) om det lederskab, medarbejderne er eksponeret for, er både klart og tydeligt, men også menneskeligt. Skær alle andre organisatoriske målepunkter væk: Føler dine medarbejdere en grundlæggende mening i livet med det arbejde, de hver dag udfører, kan du sove med ro i maven.
Livets uforudsigelighed er et grundvilkår. Meningen med livet ligger som sagt ikke i, hvorvidt tilfældighederne byder os lykke eller ulykke. Den ligger i, hvordan vi håndterer dem. Og det gælder for medarbejdere som for ledere.
Jeg er lodret uenig i det, der er præmissen for såvel diagnose som løsning, nemlig at livet lader sig opsplitte.
Det er disse fire grundelementer, formål, personlig udvikling, tilhørsforhold og lederskab, der driver følelsen af mening. Og det forklarer, hvorfor en nødhjælpsarbejder ikke nødvendigvis føler mere mening i sit arbejde end energihandleren, der hver dag sælger energi med profit for øje. For meningsdannelsen tager ikke stilling til, hvilken type af erhverv eller industri der er tale om. Hvad der er tilfældet, og hvad man må insistere på, er, at alle typer af job indeholder et meningsfuldhedspotentiale. Det er udelukkende et spørgsmål om en bevidstgørelse om det og om, hvorvidt de fire grundpiller understøtter skabelsen af mening i det enkelte menneskes liv eller afvikler den. Som nødhjælpsarbejder er det overordnede formål givetvis stærkere rent etisk. At sikre forsyning af mad er en nødvendig forudsætning for millioner af menneskers overlevelse. Men hvis formålet drukner i håbløshed, kan selv den mest sympatiske sag blive meningsløs at arbejde for i praksis.
Det primære succeskriterie må være, at man som leder formår at hjælpe medarbejderen som menneske på vej til bedre at forstå sine styrker, svagheder og i særdeleshed potentialer og udvikle sig herudfra. Med andre ord at hjælpe vedkommende med at bevæge sig trinvist op ad selverkendelsens stige.
vil sige, at der ikke er belæg for, at lederen som sådan kan skabe meningsfuldheden for medarbejderen, men blot rammerne, der muliggør meningsfuldheden.
For at undgå disse faldgruber bør ethvert lederskab, der tager sig selv og meningsfuldheden alvorligt, fokusere målrettet på at skabe rammer for forståelsen af formål, oplevelsen af tilhørsforhold og følelsen af at udvikle sig som menneske.
At have et tydeligt formål giver enhver leder en nordstjerne at navigere efter, og hvis formålet samtidig er velkommunikeret til medarbejderne, kan det give substantielt indhold til følelsen af meningsfuldhed. Det giver retning og energi i arbejdet, når man forstår, hvilken forskel man med sit arbejde er med til at gøre. En forskel, som rækker ud over det funktionelle indhold af ens gøren og laden.
tredje af de fire primære drivere af arbejdsrelateret meningsfuldhed er personlig udvikling.
Den samhørighed, man kan opleve med andre mennesker, spiller også på mindre skalaer en stor rolle i oplevelsen af meningsfuldhed.
Efter en omfattende litteraturgennemgang af videnskabelige artikler og undersøgelser foretaget af research- og konsulenthuset Voluntas kan MQ koges ned til fire bærende elementer, der er de primære drivere af følelsen af mening i arbejdet.
De sociale relationer, der fødes ud af ligeværdig anerkendelse af hinanden som mennesker, er således et vigtigt element for enhver leder at arbejde med. Man må tage det dybt seriøst som leder at medskabe og understøtte sociale fællesskaber.
For hvad er meningen med ens liv, hvis man, hver gang man går på arbejde, kommer længere og længere væk fra at forstå og realisere sit potentiale?
Svaret synes at ligge lige for: nemlig at vi både får løn, frugtordning og en bærbar computer – men ikke udvikling af os selv på arbejdet. Men for at føle en mening i livet med det arbejde, man udfører, skal arbejdet ikke bare give adgang til et socialt fællesskab, som man holder af, og et organisatorisk formål, som man er stolt af at arbejde for – det skal også give en fornemmelse af, at man hver dag bliver en lille smule klogere på sig selv, sin faglighed og sine omgivelser.
Lad os starte med en hurtig quiz. Hvem har det mest meningsfulde arbejde: energihandleren i Aarhus, der fra sin kontorstol foran computerskærmen hver dag køber alverdens former for energi for at sælge dem for en profit, eller nødhjælpsarbejderen, der hver dag bringer forsyninger til hungrende lokalbefolkninger i Nordafrika?

Svaret er – noget overraskende – førstnævnte. I hvert fald hvis man skal tro en analyse, mine kolleger og jeg foretog i 2016. Her blev det ganske enkelt dokumenteret, at den danske energihandelsvirksomhed Danske Commodities har en højere meningsfuldhedskvotient end en udvalgt gruppe af NGO-medarbejdere.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)