Citater fra »Ét liv Én tid Ét menneske« af Morten Albæk

Vi bliver nødt til at forholde os til, om folkeskolen, gymnasiet og universitet har til formål at sikre, at vi skaber voksne mennesker, der kan lede sig selv igennem livet til at opleve lykke og mening, eller om folkeskolen, gymnasiet og universitet alene er blevet et nytteredskab for arbejdsmarkedet. Vi uddanner i dag først og fremmest kurante mennesker, altså mennesker der skal kunne sælge sig selv så dyrt som muligt på et marked, så de kan bringe så meget profit som muligt tilbage til sig selv og samfundet i håbet om at få lykke og frelse retur. Men du kan ikke forbruge dig til et godt liv, for meningsfuldheden næres af noget ganske andet, og der findes ikke velstand nok i verden til at kompensere for et meningsløst liv.
Hvis du har opnået dit karaktergennemsnit på en sådan måde, at din menneskelighed og dermed selverkendelse er underudviklet, så kommer det til at stille dig langt svagere i din evne til at leve et godt liv og dermed også i efterstræbelsen af professionelle oplevelser over gennemsnittet. Så helt banalt bør vi være mere interesserede i, at uddannelsessystemet skal udvikle karakterfulde mennesker end arbejdsmarkedsparate personer med høje karakterer. For uanset hvor kurant et menneske du er, uanset hvor dygtig du har været til at få den størst mulige portion profit ud af dit specifikke vidensniveau, så vil dem, der kender sig selv bedst, i sidste ende være dem, der har den korteste vej til et meningsfuldt liv.
Men idet vi har opløftet hastighed til et mål i sig selv, mister vi respekten for livets pauser. De pauser, hvor vi reflekterer over, om vores liv er på en meningsfuld kurs. De pauser, hvor vi alene eller sammen med andre bliver en lille smule klogere på, hvem vi er og – lige så vigtigt – ikke er eller aldrig nogensinde bliver. Den ensomhed, Nietzsche refererer til, skal vi ikke være bange for. For den ensomhed er en sund pause fra et liv, der buldrer af sted, i en tid, der aldrig kommer igen. Men vi bør være meget bevidste om at bruge den rigtigt. Ensomhed bliver det rum, der er behov for, når du skal fordybe dig og mærke efter, om du er ved at danne dig til det menneske, du stræber efter at blive til. Det er på mange måder med livet, som det er med musikken: Hvis ikke der var pauser, ville det bare være støj. Det er pauserne, stilheden, der skaber melodien og nuancerne. Det fineste, du derfor kan få med fra din uddannelse, er ikke dit karakterbevis, men at du forstår dig på, hvem du er. Og det tager tid. Tid fra det ene liv, du lever, som det ene menneske, du er. Og meningen med det liv kan aldrig være at blive et pengetjenende væsen. Lige så lidt som meningen med livet kan være at skynde sig. For hvor er det helt præcist vi skal hen?
Men når nu begæret, anerkendelsen og belønningen ligger i netop at blive et arbejdsparat og pengetjenende væsen, og ikke i at blive et livsparat og selverkendt væsen, er det svært at bryde ud af den pluralistiske ignorance. En undersøgelse af amerikanske college-studerende viste, at en studerende i sit afsluttende studieår i 2016 i snit brugte fire timer mindre om ugen på at socialisere med sine venner og tre timer mindre på at feste sammenlignet med en studerende i 1987. I alt syv timer om ugen mindre på fysisk social interaktion. En time om dagen mindre på at træne sociale færdigheder og navigere i personlige relationer og i de følelser, der knytter sig til at begå sig i virkeligheden. Der er status i at skynde sig, men meget lidt anseelse i at have overskud på tidskontoen eller kede sig. Måske Kierkegaard havde fat i noget, da han morede sig over travlhedens meningsløshed: »Af alle latterlige Ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i Verden, at være en Mand, der er rask til sin Mad og rask til sin Gjerning. Naar jeg derfor seer en Flue i det afgjørende Øieblik sætte sig paa en saadan Forretningsmands Næse, eller han bliver overstænket af en Vogn, der i endnu større Hast kjører ham forbi, eller Knippelsbro gaaer op, eller der falder en Tagsteen ned og slaaer ham ihjel, da leer jeg af Hjertens Grund. Og hvo kunde vel bare sig for at lee? Hvad udrette de vel, disse travle Hastværkere? Gaaer det dem ikke som det gik hiin Kone, der i Befippelse over, at der var Ild løs i Huset, reddede Ildtangen? Hvad Mere redde de vel ud af Livets store Ildebrand?«
Vi må ikke forveksle travlhed med betydningsfuldhed. Eller endnu være: med meningsfuldhed. Og slet ikke, når travlheden mere end noget andet er et påskud for ikke at forholde sig til, om det, vi er så travle med, rent faktisk er betydningsfuldt. Det er oftest først, når livet slår os ud af kurs og rækker os en undtagelse fra alle hverdagens gøremål, at vi for alvor gør regnskab over, om vores tid er forbrugt rigtigt. Der skal mange gange enten det til, at Knippelsbro går op, eller at der falder en tagsten ned i hovedet på os. Det er ofte først på vores dødsleje, frigjort fra alle andres forventninger og evaluering, at vi rammes af klarsynet, og fortrydelserne melder sig. Jo tidligere vi kan hive os selv til et tidsmæssigt torskegilde i vores eget liv, jo før kan vi nå at kalibrere tidsforbruget, så vi sikrer, at vi skynder os til det rigtige endemål. Men det kræver, at vi udskifter de dyder, den moral og de idealer, der hersker i vores kultur, og at vi i stedet for karrierestigen beslutter os for at kravle op ad en helt anden stige hver dag. En stige, der ikke har det som sit primære formål at berige os med umiddelbar anerkendelse eller fine beviser, titler og materiel rigdom. Snarere en selvrespektens stige, der har det som sit primære formål at skabe selvindsigt, der skaber selverkendelse, der skaber selvværd, der skaber selvrespekt.
For hvor selvtilliden er knyttet til vores handlinger og resultater, er selvværdet forankret i vores identitet.
Vores selvindsigt, hvis den skal omsættes til en sund selverkendelse, må derfor bygges af både tilliden og tvivlen på selvet, det vil sige en viden om alle de positive egenskaber, vi rummer, sammen med en viden om alle de lidet flatterende egenskaber, vi unægtelig også indeholder.
I nuet har vi, fordi det går så hurtigt, meget svært ved at foretage den rette prioritering af vores handlinger. De døendes livstilståelser, som jeg beskrev i forordet, bør her give alvorligt stof til eftertanke for den måde, hvorpå vi danner vores børn og unge og forbereder dem til livet.
Vi lever hovedparten af vores liv som voksne, så forældreskab og uddannelse handler først og fremmest om at gøre vores børn klar til at ankomme til voksenlivet med et selvværd så stærkt og en selverkendelse så sund, at de – uanset om livets pendul svinger mod den mørke eller lyse side – formår at forblive tro mod sig selv og finde mening i tilværelsen. Vores ansvar som forældre, lærere og politikere er derfor at forsøge at skabe livsduelige børn. Ikke børn, der er dygtige til at gå til eksamen eller være på arbejdsmarkedet. For det er ikke det, livet handler om. Livet handler om at finde mening i det. Og det gør du ikke nødvendigvis, fordi du kan kvadratroden af noget som helst. Lad mig gøre det helt klart, at jeg ikke siger, at det ødelægger livskvalitet i egen ret for noget ungt menneske at lære at stave og læse og at gå til eksamen. Men det er og bliver sekundære færdigheder sammenlignet med evnen til at lede sig selv meningsfuldt gennem dit voksenliv. Og ideelt ankommer vores børn til voksenlivet med evnen til både det ene og det andet. Til at kunne tale tre fremmedsprog flydende, jonglere med de meste komplicerede matematiske ligninger og kende de væsentligste perioder i menneskehedens historie – og samtidig have integritet, livslyst og mening i tilværelsen. Men det første uden det sidste er nyttesløst. Og derfor er det sidste det vigtigste at mestre, mens det første er godt at kunne.
Vi fødes uperfekte, og uperfekte mennesker kan per definition kun leve uperfekte liv.
Vi skulle jo nødigt blive udstillet som ulykkelige, når nu normen er det modsatte. Vi begynder derfor langsomt, men sikkert at bygge en angst for at udstille os selv som uperfekte og ulykkelige.
For knytter vi alene vores selvindsigt til tilliden til det, vi kan, så nøjes vi med at opbygge selvforherligelse. Vi glemmer at trække alt det fra, vi ikke kan. Vi ender med en falsk selverkendelse, et facit, der er kraftigt dopet, og som derfor begynder at efterligne det perfekte og ufejlbarlige.
Uanset hvor meget vores omgivelser end forsøger at antyde, at der nok er noget, vi burde tage til efterretning, når vi vurderer os selv relativt til omverdenen, så er vi så styrkede i vores selvtillid, fordi den konstant nødes og pumpes med positive selvindsigter, at vi ikke inviterer de negative selvindsigter indenfor – end ikke inden for murene af fængselscellen er der plads. Og når der ikke er plads til at erkende sig selv og sine mangler dér, så overrasker det næppe, at der heller ikke er plads i bilen, i venskabet, på arbejdspladsen eller i ægteskabet.
hvis ikke vi kender svaret på et spørgsmål, bør vi blot svare på et andet eller lignende spørgsmål, så vi undgår at afsløre vores egen uvidenhed. Vi belønner rent faktisk dem, der foregiver at vide, hvad de ikke ved
n bekræftelse af »The better than average-effect
være ansvarlig for frugt og grønt i Føtex Hjørring siger mere om, »hvad« du er, end om »hvem« du er
De fortrød, at de ikke havde holdt kontakten til deres venner. De fortrød, at de ikke havde tilladt sig selv at være mere lykkelige. De fortrød, at de ikke havde haft modet til at udtrykke deres følelser mere. De fortrød, at de ikke i højere grad havde levet deres liv mere ud fra deres egne præmisser og mindre ud fra, hvad andre forventede af dem. Men den femte livsfortrydelse, der ramte mig hårdest som leder og gav mig eksistentiel åndenød, var, at den store majoritet af døende mennesker ifølge dette studie fortrød, at de havde brugt så meget af deres liv på at arbejde
uanset hvad der møder dig rundt om hjørnet, så ved du, hvad du vil og ikke vil, hvad du kan og ikke kan
psykologien kaldes det pluralistisk ignorance: det fænomen, at ingen personligt bryder sig om en given norm, men fordi alle er overbeviste om, at alle andre tror på og accepterer normen, tør ingen afvise den. Kort sagt, alle tror, fordi de tror, at alle andre tror. Derigennem retfærdiggør vi, at vi ikke gør det, vi selv synes er rigtigt, for alle andre fortsætter jo bare. Problemet er, at »alle andre« fortsætter, fordi de andre gør det, og på den måde forstærker vi selv den pluralistiske ignorance. Vi kan derfor ende i en situation, hvor alle i princippet er uenige i en given norm, men eftersom ingen bryder ud af den, fordi de tror, at alle andre accepterer den, fortsætter vi alle upåagtet. Så når vi opløfter hastighed til Gud
Vores ansvar som forældre, lærere og politikere er derfor at forsøge at skabe livsduelige børn. Ikke børn, der er dygtige til at gå til eksamen eller være på arbejdsmarkedet. For det er ikke det, livet handler om. Livet handler om at finde mening i det. Og det gør du ikke nødvendigvis, fordi du kan kvadratroden af noget som helst. Lad mig gøre det helt klart, at jeg ikke siger, at det ødelægger livskvalitet i egen ret for noget ungt menneske at lære at stave og læse og at gå til eksamen. Men det er og bliver sekundære færdigheder sammenlignet med evnen til at lede sig selv meningsfuldt gennem dit voksenliv.
Dunn viser, at livstilfredshed rent faktisk kan købes for penge. Vi skal bare bruge dem på at købe tid. Hendes studier i Danmark, Holland, Canada og USA afslører, at det at bruge penge på tidsbesparende ydelser, såsom rengørings- eller havehjælp, omsætter sig til en langt højere livstilfredshed end det at bruge penge på materielle goder. Første skridt er derfor at erkende, at tid er mere værd end penge.
Læg dertil den status, vi i vor tid har givet pengene og dem, der har mange af dem. Omvendt er det at have meget tid næsten blevet noget skamfuldt. Vi værdisætter altså penge højere end tid. Og det til trods for, at dem, der i Dunns eksempel værdsætter
blev til penge, og begge dele er i dag noget, vi kan både spare, spilde og bruge. Men i modsætning til tiden, der aldrig kommer tilbage igen, er der i princippet ikke nogen begrænsning på, hvor mange penge vi kan akkumulere
g når vi samtidig ved, at andelen af unge med høj livstilfredshed siden 2004 er faldet år efter år, bør vi spørge os selv, om hastighed rent faktisk er den rette Gud at tilbede.
Hvorfor er det så vigtigt at erkende?
Når du tror på, at du kan spalte tiden, tror du på, at du kan spalte livet. Og når du tror på, at du kan spalte livet, tror du på, at du kan spalte mennesket. Her kommer den tredje og farligste semantiske manipulation. For vi bliver hele tiden eksponeret for en retorik, der beskriver os som forskellige mennesker. Som arbejdsmennesket, som familiemennesket, som faren, som broren, som sønnen, som elskeren. Men sandheden om ethvert menneske, der ser sig selv i spejlet, og som vel at bemærke ikke er offer for en brutal bygningsfejl, er, at der blot er ét menneske. Der står ikke en hær af mennesker i spejlbilledet – et arbejdsmenneske, et familiemenneske, en husbond og en bror – men bare én krop, der indeholder ét sind.
bookmate icon
Én betaling. Stakkevis af bøger
Du køber ikke bare en bog. Du køber et helt bibliotek… til samme pris!
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)