Albert Camus

Det onde
Hvis symbolets politiske implikationer ikke er fuldstændig tilfredsstillende, fungerer det til gengæld perfekt på det spekulative niveau, hvor Camus undersøger, hvordan mennesket reagerer, når det konfronteres med det onde. Pesten rammer vilkårligt og uundgåeligt, dens oprindelse er ukendt og dens virkning ødelæggende. Den indespærrede by, hvor befolkningen lider og dør, er et overbevisende billede på menneskets kosmiske fremmedgørelse i et univers, hvor der ikke er nogen hjælp at hente udefra.
Det ondes problem tematiseres direkte i fader Paneloux’ to prædikener. Den første holder han i april, da pesten lige er brudt ud. Her er han talsmand for en militant kristendom, hvor det onde ikke er ondt, men derimod et redskab for det gode, fordi det straffer synderne. For Rieux er denne opfattelse meningsløs. Sygdommen rammer fuldstændig vilkårligt, og selv føler han, at han har fået en uomstødelig og tidsubegrænset dom for en forbrydelse, som han ikke vidste, han havde begået. Pesten raser i et halvt år, og en dag bliver Paneloux og Rieux sammen vidner til et barns lange og smertefulde dødskamp. Da de går hjem, indrømmer Paneloux, at han er lige så oprørt som Rieux over barnets død, men han antyder, at deres afsky bunder i, at ingen af dem kan forstå den endelige mening med lidelsen. Da han siger, at vi skal elske det, der ligger uden for vores forståelse, svarer Rieux voldsomt, at han har en anden opfattelse af kærlighed, og at han til den bitre ende vil afvise en tingenes tilstand, hvor børn må lide og dø.
Kort efter holder Paneloux sin anden prædiken. Nu henvender han sig ikke længere til menigheden med et anklagende „I“, men taler om „vi“. Han afviser det alt for nemme argument, at der bliver kompenseret for lidelserne her i det andet liv, men han fastholder, at der kan komme noget godt ud af det onde. Det er imidlertid ikke noget, der kan vises, men noget, man må tro. Det ondes problem har altså ført ham til valget mellem absolut tro og absolut vantro. Man må overgive sig til troen, men det er en aktiv overgivelse, der tager springet ud i det uforståelige som følge af et bevidst valg. Det er ikke et tilfælde, at fader Paneloux selv dør, kort før pesten forsvinder. Han repræsenterer et af de slutstadier, som mennesket kan drives til, men hvorfra ingen nye udviklinger er mulige. Paneloux’ eksistentielle valg kan og skal gentages i én uendelighed, men det kan ikke føres videre.

bevidsthed er central for Camus: „Der findes ingen kærlighed til livet uden fortvivlelse over livet,“ (p. 75) siger han. Den euforiske glæde over livet står over for bevidstheden om at skulle dø. Camus søger lykken, men det er en søgen, der i sin kerne er mærket af tragedien.