Nordisk vildt

Nordisk vildt er et begreb, der kun kan benyttes, så længe man trækker et slør hen over fortiden

Ord er våben, der ødelægger uden blodsudgydelse, ord er forsvar, der sårer uden hær, de kan frelse uden tro, ord er magt uden ret. Det talte ord har en anden og mere turbulent styrke end det skrevne, da det talte altid er knyttet til et nu, som det skrevne i bedste fald kun vil være i nærheden af. Nutiden formes af de ord, den fremkalder. Og nu er i sidste ende alt, vi har. Ved ikke at være bestående tilraner det talte ord sig sin suveræne magt. Eftersom det talte ord forsvinder, lige så snart det dukker op, vil det talte ord, hvis det opfanges, påkalde sig en større opmærksomhed end det skrevne. Mange siger en masse ting, alligevel mister det talte ord ikke sin kraft. En mundfuld luft, der formes af et menneske i forbifarten. En tanke, kærtegnet af en tunge, lagt i et øre. Det er så forsvindende lidt, der får så uoverskuelige konsekvenser. Et råb om hjælp, der mejsles af vinden. En ordre over en skrattende radio. En uret fremstammet fra ganens bagvæg, der hakker sig vej ud i verden, hvor den vækker retfærdigheden. Lyde, midlertidigt vibrerende på en tilfældig strube. Med et par få velvalgte ord på et lige så velvalgt tidspunkt kan alting stå i et andet lys. Og det eneste, der kan få lyset til at skifte med samme tvære kast er nogle uoverlagte ord, der falder på et værre valgt tidspunkt. Sara, der siger til mig, at vi bliver voksne sammen. Elias, der siger til hende, at han er mig. Sebastian, der siger, at han vil med ud på jagt. Mig, der intet siger. Jeg har gennem hele mit liv været dårlig til at få sagt fra i tide. Det menneske, der ikke siger de ord, det skal sige, i det nu, de skal falde, står tilbage i skyggen af sig selv, efterladt i et hulrum, som aldrig kan fyldes.

Det var ikke min mening at slippe det hele løs, men ordene har en vild side, som ingen kan tæmme. Det eneste, der virkelig kan ændre tidens gang, er vores ord. Det flygtigste, mest flyvske af alt har en særlig voldsomhed, ord besidder en egen smidighed, ustyrlig og rå. De flår skjul og fælder fra hinanden som rasende rovtøj.

Og to uger før vi skal hjem, tager jeg mig selv i at tænke, at jeg bare vil blive dernede. Det er en særlig oplevelse at være i et land, hvor folk vil slå dig ihjel, og ilden er fri. Du vinder mod dem ved at overleve. Det er din eneste opgave, overlevelse, det er din hævn. Dage som nødder, hårde og gode. Strukturen, opgaverne, ørkenen. Nu var der faktisk en plan, jeg kunne underkaste mig. Jeg var grundlæggende bare glad for at gå til soldat.

Inden et æg bliver til en kylling, må det først helt ophøre med at være æg. Hver ting må miste sin identitet, inden det kan blive noget andet. Før en ting omdannes, må den nå til stadiet af ikke-ting.

Så langt jeg kan se, ser jeg ingenting.

Jeg døde, men mit liv fortsatte. Forestillingen er slut, og jeg bliver siddende i mit eget livs mørke, selvom det er forbi. Nu kan jeg leve livet i mindet og sorgen over, hvad der var, eller håbet og usikkerheden om, hvad der vil komme. Ingenting bliver til noget. Eller rettere, ingenting bliver ved med at være ingenting, noget sker slet ikke.