Uden fornuft

Vi lytter til Drunk Residential, vores favoritband, i bilen på vejen og synger med.

Jeg kan virkelig godt lide TION. Som i, at jeg elsker dem.”
Zoe smiler. ”Det havde jeg på fornemmelsen.”
”Ligesom, uden den mindste ironi overhovedet? Jeg elsker dem sådan rigtigt. Hvis en af dem havde brug for en nyre, og jeg var et match, så ville jeg virkelig give dem min nyre.”
”Ville du give mig en nyre?”
”Jeg ville give dig begge mine nyrer.”

Jeg lytter til TION på turen. Mest deres første album, som er det mest muntre, det der lyder mest af pop. Glade sange om at feste hele natten, afbrudt af ballader om afgrundsdyb kærlighed.

”Mit navn er Kenji Ko, I er Chicago, og vi er This Is Our Now.”
Jeg har aldrig i hele mit liv hørt så sønderrivende skrig før.
”Tak, fordi I er kommet for at være sammen med mig og drengene her i aften.” Et kamera følger Kenji, da han går ned ad podiet, der udgår fra scenen og ud mellem publikum. De andre drenge følger et stykke efter ham, Josh og Lucas stopper for at vinke til folk hist og her, Kai stopper Tristan og udpeger et skilt nede hos publikum.

Vi forsøger at vinde TION-billetter. Teknisk set kan jeg ikke vinde, fordi jeg ikke er 18. Så vil du ringe?”
”Har du og Zoe et nyt favoritband? Hvordan vil Drunk Residential have det med at miste deres to største fans?”

Lige nu!” siger Iris, og før jeg kan sige et ord, spiller de første akkorder fra den splinternye TION-single gennem telefonen.

Jeg tror ikke, at Zoe vil forstå det med Will You Stay: Live fra São Paulo. Så jeg trækker bare på skuldrene. ”Ikke meget. Så en film.”

Jeg ved ikke, om det at se TION-dokumentaren tæller som at gøre noget sødt for Iris, men jeg ser den alligevel.
Normalt ville jeg invitere Zoe over til den slags, men jeg tænker på, hvad hun sagde, da jeg nævnte, at Iris kunne lide dem – Hun forsøger tydeligvis at udfylde et tomrum i sit liv med samlebåndsfremstillet popmusik. Jeg forsøger ikke at udfylde nogen form for tomrum. Men … jeg kan ikke lade være. Jeg kan godt lide TION.

”Alle superkræfter i hele universet. Hvad som helst du drømmer om. Og det eneste, du vil, er at lytte til din favoritsang igen for første gang?”
”Hvorfor, hvad ville du vælge?”
”Nej, lad være med at parere, det er min ting. Hvorfor? Hvorfor det?”
Han trækker på skuldrene. ”Det er den bedste følelse. Den første gang. Hvorfor skal man ikke tage noget, man elsker, og så gå tilbage til den allerbedste del?”
”Måske synes jeg ikke, den første del er den bedste del. Måske kan jeg bedre lide delen senere hen. At høre en sang så mange gange, at man kender alle de små detaljer. Opleve noget så mange gange, at man bare kan … leve i det. Måske kan jeg bedre lide det.”

Og jeg tror, at jeg kan lide idéen, at … du ved, at vi på en måde er hver for sig, men stadig sammen.”