Ane Riel

Harpiks

Læs
Henrik Lygum Pedersen
Henrik Lygum Pedersenhar citeretfor 7 måneder siden
I postkredse ville visse rygter vide, at han var det uægte barn af den navnkundige postmester Nielsen fra Korsted. Det prædikat fandt postbudet en vis tilfredshed ved, idet det officielle faderlige alternativ var en fordrukken landmand med en uskøn skelen og en dom for uterlig omgang med en ældre nordbagge. Postbudet havde med andre ord forståelse for både rygter og familiehemmeligheder.
Susanne  Andersen
Susanne Andersenhar citeretfor 7 måneder siden
havde stået på, lige siden han brændte sin mors lig bag stalden. Jens Haarder havde mareridt.
Først
Susanne  Andersen
Susanne Andersenhar citeretfor 7 måneder siden
Saltet ville trække al fugt ud af kroppen, forklarede hendes far, mens han fandt en balje, der p
Susanne  Andersen
Susanne Andersenhar citeretfor 7 måneder siden
havde knuget i sin hånd hele tiden.
Han kom med varm te og dåsemad, som han havde lunet på sit lille gasblus uden for vær
Heidi Zülau Jørgensen
Heidi Zülau Jørgensenhar citeretfor 7 måneder siden
Den dag gik det op for mig, hvilket ansvar jeg bar på mine skuldre.
Heidi Zülau Jørgensen
Heidi Zülau Jørgensenhar citeretfor 7 måneder siden
Jeg tror, at skønheden og skinnet lå og puttede sig sammen med alle ordene et sted inde i maven og bare ventede på at blive befriet.
Heidi Zülau Jørgensen
Heidi Zülau Jørgensenhar citeretfor 7 måneder siden
Bange for folk, som ikke boede på Hovedet, bange for ikke at kunne finde ting nok til sin far og mad nok til sin mor, bange for at larme, bange for at blive opdaget, bange for at gå ud, når det var lyst, bange for det, der gemte sig i mørket. Og bange for at indrømme, at han var bange. Det var kun mig, han sagde det til.
Men han kunne også blive ked af det.
Og vred.
Heidi Zülau Jørgensen
Heidi Zülau Jørgensenhar citeretfor 7 måneder siden
Bange, for eksempel.
Heidi Zülau Jørgensen
Heidi Zülau Jørgensenhar citeretfor 7 måneder siden
Det var stimulerende for ham med denne forbundethed. Og udmattende, når nogen ville bryde den. Angstfyldt endda.
Line Feldfos
Line Feldfoshar citeretfor 8 måneder siden
Det var min sorg, der sad der, og du skulle ikke have den. Din far skulle heller ikke have den, for han havde sin egen. Så jeg holdt den inden i mig, det var min måde at beskytte dig på. Din far gjorde noget andet.
Kærligst, din mor
Line Feldfos
Line Feldfoshar citeretfor 8 måneder siden
Jeg tænkte meget over det med hendes stemme. Hun havde lært mig, at jeg ikke måtte sluge ordene, når jeg talte. Men måske var det dét, hun selv endte med at gøre. Måske kom hun til at spise sin egen stemme. Først luften, så lyden. Der var så meget, hun spiste.
Heidi Zülau Jørgensen
Heidi Zülau Jørgensenhar citeretfor 2 år siden
Det var først senere, jeg rigtig forstod, at han var endnu mere bange, end jeg var. For alt muligt, tror jeg. Lidt ligesom Carl.
Og så var der noget andet. Der var det med mørket og smerten. Carl havde haft ondt mange gange i mørket: Når vi gik hjem over Halsen, og vores fødder fik vabler. Den nat vi brændte hænderne på en kakkelovn i en stue. Dengang vi stødte ind i en gammel stålvask, som nogen havde stillet op ad en husmur.
Carl havde virkelig haft ondt. Og jeg havde blødt. Og måske havde jeg også haft lidt ondt.
Det begyndte lige så stille at gå op for mig, at mørket nok ikke kunne tage mere smerte, og smerten derfor blev siddende inde i Carl og mig. At mørket var blevet fyldt op. Ligesom vores hus.
Måske var det også det, min far kunne mærke. Måske havde han også ondt i mørket. Og måske troede han ikke, jeg havde det. Jeg vidste ikke, om jeg skulle fortælle det.
Heidi Zülau Jørgensen
Heidi Zülau Jørgensenhar citeretfor 2 år siden
Alt det gik jeg og tænkte på. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre ved det. Min far havde jeg fået sværere og sværere ved at tale med, og jeg var bange for at sige noget til min mor, som ville gøre hende ked af det – eller det, der var værre. Hver gang jeg havde lyst til at fortælle hende et eller andet, som jeg havde en fornemmelse af, at min far ikke ville bryde sig om, hørte jeg hans ord: „Det ville tage livet af din mor.“
Det kunne godt være, at jeg havde slået nogle dyr ihjel og endda været ret dygtig til det. Men jeg ville så nødig tage livet af min mor.
Jeg kunne ikke forestille mig noget værre, end at hun ikke længere lå deroppe i sin seng og ventede på mig. Ventede på, at jeg kom med mere mad og en bog, jeg skulle læse højt for hende, mens hun strøg mig over håret og mimede, at hun elskede mig. Det var efterhånden blevet det bedste, jeg vidste, nu hvor min far ikke tog mig med ud i jollen mere, eller bare med i skoven. Siden min lillesøster var kommet ud af min mor, kom han sjældent nogen steder.
Heidi Zülau Jørgensen
Heidi Zülau Jørgensenhar citeretfor 2 år siden
Barnet kæmpede også. Det kæmpede virkelig. Det havde kæmpet sig ud af jorden, ud af vandet, ud af mørket, og nu gispede det efter vejret i al den luft. Uden vokaler eller konsonanter. Det åbnede bare sine bittesmå læber. Som skrubberne.
Det kunne ikke. Det var alt for lille til at leve.
Og så holdt det op.
Liv forsøgte at holde Carl for ørerne, da deres far skreg. Han skreg som alle rovfuglene på én gang; han skreg som uglen, som mågerne, som et såret pindsvin; som rådyret, der skriger på sit bortkomne lam; som grævlingen, der skriger af sin lidenskab. Han skreg, som en far ville have gjort, hvis han havde fundet sit druknede barn i mørket. Og han skreg, som et barn skriger, når det finder sin døde far i lyngen.
Han skreg så hvidt, som man kunne skrige. Så skærende, lysende hvidt, som når man så direkte mod solen ved middagstid og så alt og intet på én gang.
Men mest af alt skreg Jens Haarder, som han havde skreget indvendigt, da han havde fundet en lille dreng med en knust hovedskal neden for en vugge og lidt derfra vuggens ene sidestykke – og i samme øjeblik erkendt det ubærlige: At han i sin forventnings glædesrus havde overset de sidste skruer, at han havde fejlet som snedker og som far, at han havde slået sin egen søn ihjel. Og at han aldrig nogensinde ville være i stand til at dele sandheden med sin elskede af ren og skær angst for at miste hende også.
Heidi Zülau Jørgensen
Heidi Zülau Jørgensenhar citeretfor 2 år siden
Og en dag kom barnet. For tidligt. Maria fødte i sengen i soveværelset, som hun på det tidspunkt stadig kunne komme ud af. Men kun lige akkurat; kun hvis hun maste sig igennem.
Hendes mand og datter tog imod.
Liv stirrede på det drama, der udspillede sig for hendes blik. Hovedet! Det lille hoved, der kom ud mod hende som en aflang, marmoreret måne, indtil det blev til et helt hoved, der stak ud i bunden af en kæmpestor krop.
Hun stirrede på anstrengelsen, på væsken, på den lille krop, som hang ved det lille hoved og omsider fulgte med det ud, men meget modvilligt. En gennemsigtig, våd og alt for lille krop med en lang, gråhvid slange, der vred sig ud fra navlen.
Og hun hørte sin mors lyde, der var blevet højere og højere, som timerne var gået. Det var ikke skrig, ikke høje, hvide skrig som rovfuglens. Det var råb, der kom langt nede fra jorden. Dybe brøl uden konsonanter.
Og jorden kæmpede med sig selv i sengen. Den store krop lå som et skælvende landskab med bjerge og kløfter og vild bevoksning og kæmpede foran Liv.
Råbte.
Ad noget eller på noget.
Og så det lillebitte menneske, der hang foran hende.
På hovedet.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)