Naiv.super

Måske handler det om, at det er nemmere at vælge én gang for alle end at være forvirret, hver gang man skal købe noget nyt

Jeg har egentlig altid arbejdet bedst under pres.

Da legetøjsbutikken åbner, har jeg stået og ventet i godt og vel tre kvarter. Og jeg har listen klar.

Jeg vil have noget som:

–kan hjælpe mig med at få aggressioner ud
–har stærke farver
–kan bruges mange, mange gange
–laver lyd
–får mig til at glemme Kent og tiden
Det er meget at forlange af et objekt i en legetøjsbutik. Det ville have været meget at forlange af et objekt i en hvilken som helst forretning. Men måske kan det alligevel lade sig gøre.

Jeg bruger lang tid. Der er ingen andre kunder i butikken.

Personalet følger mig spændt med blikket, mens jeg går langs hylderne. Jeg har allerede fortalt dem, at jeg ikke vil have hjælp. Det her må jeg klare på egen hånd.

Gennembruddet kommer foran Brio-hylden. Der står et stykke legetøj, som jeg kan huske fra jeg var lille. Det har potentiale til at opfylde alle punkterne på listen.

Det er et hammerbræt.

Æsken er rød og fin, og brættet er afbildet sammen med en lille dreng, der banker. Brættet er gult, og der står Brio med store, røde bogstaver. Pløkkene, man skal banke igennem er gule, og benene er blå. Hammeren er rød og grøn.

Jeg får en god følelse i hele kroppen.

Jeg husker hammerbrættet som et yderst tilfredsstillende stykke legetøj.

Når alle pløkkene er banket i niveau med brættet, opstår der en følelse af sammenhæng. Ting passer sammen. De har en mening. Så vender man brættet om og banker en gang til. Det er en evighedsmaskine, der giver brugeren en følelse af sammenhæng.

Mere forlanger jeg ikke af noget. Hverken af mennesker eller objekter.

Hvis jeg banker længe nok, vil jeg måske opnå en følelse af mening på såvel globalt som personligt plan.

Uanset hvad har jeg intet at tabe.

Nu køber jeg brættet og cykler hjem.

I dag skal være dagen, hvor jeg begynder at banke.

Nu begynder jeg.