Hvorfor skriver jeg, Karl Ove Knausgård
Bøger
Karl Ove Knausgård

Hvorfor skriver jeg

Læs
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 10 måneder siden
Vi oplever verden fra øjeblikket og stedet.
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 10 måneder siden
At få stablet et fiktionsrum på benene kræver enten stor kraft eller stor uvidenhed. Hvad et fiktionsrum er, forstår man når man læser Tolstojs Krig og fred.
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 10 måneder siden
“Tlön, Uqbar, Orbis Tertius” er en god novelle
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 10 måneder siden
Denne ydre organisering af verden er så indlysende for os at vi opfatter den som selve virkeligheden, i stedet for en måde vi ser og taler om virkeligheden på eller en fortolkningsramme virkeligheden kommer til syne i.
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 10 måneder siden
Det meningsfulde er forpligtende.
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 10 måneder siden
Stillet op på den måde, skematisk og mekanisk, virker kvalitetsskalaen temmelig latterlig, og hvis der overhovedet skulle være noget om den, så er det ret afslørende, for hvad skulle litteratur handle om hvis ikke netop det fællesmenneskelige, det almenmenneskelige, og hvad holder det oppe, hvis ikke netop henvendelsen?
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 10 måneder siden
Den form gjorde det muligt at se at jeget er tæt forbundet med et ‘vi’, at sproget, kulturen og de kollektive forestillinger flyder gennem os, og at selv de mest ensomme og hemmelige følelser er fælles
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 10 måneder siden
Kunst og litteratur er udtryk for en uafbrudt forhandling med virkeligheden, de er en udveksling mellem identiteten, kulturen og den materielle, fysiske og uendeligt komplicerede verden de opstår af.
Jesper Pedersen
Jesper Pedersenhar citeretfor 10 måneder siden
Litteraturen er ikke først og fremmest sandhedernes sted, det er stedet for det rum sandhederne udspiller sig i.
Littlejohn Stories ApS
Littlejohn Stories ApShar citeretsidste år
i bøgerne, men det gjorde ikke noget, for
Bente Skou Paulsen
Bente Skou Paulsenhar citeretsidste år
Det er mærkeligt hvordan den begivenhed man husker, forbinder sig med de øjeblikke der omgiver den, og som ellers ville være gået
Bente Skou Paulsen
Bente Skou Paulsenhar citeretsidste år
tabt eftersom de ikke rummer noget mindeværdigt. Det er de øjeblikke vi lever vores liv i, hvorimod det vi husker, og som er det vi bygger vores identitet på, ofte er undtagelserne
Malthe Gustav Andersson
Malthe Gustav Anderssonhar citeretsidste år
Det var præcis det jeg havde længtes efter. Det at skrive var præcis det. At miste sig selv af syne og dog bruge sig selv, eller det i en selv som var uden for jegets kontrol. Og så se noget fremmed dukke op på skærmen foran sig. Tanker som man aldrig før havde tænkt, billeder som man aldrig før havde set. Det var formen der skabte dem, for hvis det jeg lagde ind i skriften, var mit eget og noget velkendt, blev det ændret af formen, og den ændring krævede at jeg lagde noget andet ind, der igen blev ændret, sådan at jeg uden at bevæge mig bevægede mig væk fra mig selv. Det er præcis sådan vi læser, ikke? Jo, vi åbner os for en anden stemme som vi omskaber til os selv, for det er vores egne følelser vi oplever når vi læser, det er vores egen frygt og begejstring, sorg og glæde, og det er vores egne refleksioner, det er vores jeg der gør alt det, men samtidig overtaget af det fremmede, annekteret af den anden. Forholder det sig ikke sådan, tænker jeg indimellem, at vores jeg består af det fremmede, af den anden – for sproget vi tænker i, er ikke vores, det kommer udefra, det var der før vi blev født og vil være der efter vi er døde, og kategorierne vi tænker i, er ikke vores, ej heller forestillingerne og verdensanskuelserne. Alt dette kommer udefra, og det der sker når man skriver, er, tror jeg, at jeget der egentlig bare er et greb, en måde at holde sammen på det erfarede på, giver slip sådan at det fremmede og de andre kan nærme sig deres egen form som litteraturen så repræsenterer – som et system for transport af kultur, tanker, erkendelser, følelser, billeder, forestillinger, mellem den ene og den anden – således at det at skrive i lige så høj grad er at miste og give noget tilbage som at skabe og tage.
Malthe Gustav Andersson
Malthe Gustav Anderssonhar citeretsidste år
Hvis dit eget barn dør, er følelserne af sorg og skyld så stærke at de altid vil være der, de vil være umulige at komme fri af, du er forpligtet på dem og det der skete resten af livet. Den følelse lader sig ikke formidle til nogen, den lader sig ikke overføre, lader sig ikke sælge, i den er der ingen henvendelse overhovedet, den er din, din alene, til døden. Dét handler Mallarmés digtsamling: Pour un tombeau d’Anatole om. Der er intet hændelsesforløb, så godt som ingen henvendelse eller kommunikation, for sorgen er stum, vendt indad mod mørket og tomheden, og det er sproget i disse digte også. Når man læser dem, får man ikke en følelse af dramatik, ikke en sugende fornemmelse af chok eller sorg, digtene overfører ikke følelser, men er selv følelsen, dens sønderriven af mening, af sammenhæng, af sprog. I en vis forstand var jeg altså dengang fanget mellem to diametralt modsatte erfaringer af hvad litteratur var, og hvad litteratur skulle; den første var baseret på indlevelse, var følelsesorienteret og naiv, den anden mere cerebral, sprogorienteret og sofistikeret, uden at jeg på noget tidspunkt selv var klar over at det forholdt sig sådan. Det eneste jeg vidste, var at det jeg skrev, savnede relevans. Det jeg læste, havde derimod relevans, men det udspillede sig ligesom i et andet kredsløb, uafhængigt af det jeg skrev.
Malthe Gustav Andersson
Malthe Gustav Anderssonhar citeretsidste år
Jeg så engang nogle episoder af Game of Thrones, jeg havde fået serien anbefalet, og folk talte begejstret om tv-serierne på HBO, de skulle angiveligt være som romaner. Og episoderne var faktisk gode, scenerne troværdige, skuespillerne dygtige, og handlingen fangede min opmærksomhed – så snart en episode var forbi, begyndte jeg på den næste, jeg ville vide hvordan det gik, det var som om handlingen hypnotiserede mig eller som om jeg drømte, for tiden gik uden at jeg lagde mærke til det, pludselig var klokken et om natten. Hele tiden var jeg fuld af følelser i forhold til det der skete. Glæde, sorg, spænding, frygt – alt sammen strømmede igennem mig. Men da jeg omsider gik i seng, følte jeg mig alligevel tom indeni på samme ubehagelige måde som når jeg havde spillet computerspil i dagevis, dengang jeg gjorde det.
Hvorfor?
Jeg tror ikke det er så kompliceret. Det vi søger i kunsten, er mening. Det meningsfulde er forpligtende. Det forpligtende har konsekvenser. Hvis et barn falder ned fra et højt tårn, som det sker i Game of Thrones, bliver du måske chokeret og mærker et stik af noget der minder om sorg, som dog straks går over eftersom intrigerne fortsætter, og det at de fænger, er selve pointen med dem. Barnet har du helt glemt. Følelsen er helt uforpligtende.
Falder et lille barn ud ad et vindue og dør fordi forældrene havde sex og var uopmærksomme, som det sker i Antichrist af Lars von Trier, føler du rædsel, en dyb forfærdelse som du ikke kan komme fri af fordi filmen selv ikke slipper grebet om den, men undersøger konsekvenserne på en sådan måde at kvindens skyld aktiverer din egen skyld, river op i noget der hidtil har hvilet trygt inden i dig, og selv om det der sker, måske ikke ville kunne ske i dit eget daglige liv, så kan det ske i dit følelsesliv som hele tiden bliver konfronteret med og presset af billederne i filmen sådan at det føles som om disse arketypiske eller fremmede billeder brat åbner store rum i dit indre som derved, for en tid, den tid det tager at se filmen og måske et par dage efter, måske også flere år efter hvis noget minder dig om stemningen eller billederne i filmen, kan åbne sig igen, gøre dig, dit liv og din eksistens til noget stort og vigtigt, forbundet med det store og vigtige i livet som du ikke kun ser, men måske også igen forpligter dig på. Det er kunst, det er væsentligt. Men det er stadig kun illusion, følelserne forholder sig til et fantasiprodukt, forpligtetheden er ikke reel, men billedlig.
Malthe Gustav Andersson
Malthe Gustav Anderssonhar citeretsidste år
var formen der fik alt dette til at træde frem, det var formen der gjorde det muligt at se, det var formen som gjorde det muligt at sige. Det eksisterede som ansatser i mig, men de var uartikulerede og ikke betydningsbærende; betydningen kom med formen.
Lige så vigtigt som det formen tillader forfatteren at sige, er det den tillader forfatteren ikke at sige.
Malthe Gustav Andersson
Malthe Gustav Anderssonhar citeretsidste år
Jeg har skrevet i tredive år, i tyve af dem på fuld tid; jeg har kort sagt brugt hele mit voksne liv på at skrive. Det betyder at jeg ved en hel del om hvad det er at skrive, og om hvorfor jeg skriver. På trods af al min viden sad jeg i tre dage foran skærmen uden at vide hvad jeg ville sige – eller mere præcist: uden at vide hvordan jeg ville sige det. Og i samme øjeblik jeg kom i gang og skrev at spørgsmålet ikke er så simpelt som det lyder, begyndte jeg på en bestemt vej gennem stoffet som udelukkede alle andre mulige veje, og som medførte at kun det jeg skriver nu, blev muligt at skrive. Det var det som blev tilgængeligt, ikke alt det andet. Og måske endnu vigtigere: Jeg ved stadig ikke hvad der ligger foran mig, hvad jeg vil sige, hvor dette essay vil hen.
Sådan forholder det sig fordi jeg er nødt til at komme uforvarende til det, eller det må uforvarende komme over mig. Ét er at vide noget om et eller andet, noget andet er at skrive om det, og ofte står det at vide i vejen for det at skrive. Make it new, sagde Ezra Pound, og hvilken anden måde er der at gøre det på end at lade det vi ved om noget, falde og se på det, uvidende og uden forsvar?
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)