Mellemspil

Putin har beskrevet Sovjetunionens opløsning som „den største geopolitiske katastrofe i det forrige århundrede“. Anslået omkring 12 millioner russere endte uden for landets grænser.

Det er en del af årsagen til, at Rusland er blevet et forbillede for dele af den europæiske højrefløj

I 1800-tallet var nationalisterne liberalismens fanebærere. Nationalister blev betragtet som demokratiske helte, legemliggørelsen af alt, der var progressivt og retfærdigt. Sådan er det ikke længere. Bruddet mellem de liberale og nationalismen blev dybt og definitivt.

Nationalisme er ofte en modreaktion. Den næres af den harme, grupper kan føle mod en orden, der enten nægter dem eller undergraver den status, de synes, de har ret til.

Nationalismen skabte den moderne verden. Demokrati, retsstat, velfærdsstat – alle er de børn af nationalstaten. Samspillet mellem ideer og interesser har medført, at højst forskellige grupper har tilsluttet sig nationstanken.

Vi ved stadig forbavsende lidt om nationalisme, selv om det er den mest mobiliserende ideologi nogensinde. Nationalismens mangfoldighed er dens styrke og samtidig grunden til dens holdbarhed og fleksibilitet. I mange lande fungerer den stadig som en substitut for et religiøst fællesskab og en ramme om velfærdsstaten.

Vesten lærer tilsyneladende aldrig, at også vores samfundsmodel er kontekstuel, altså afhængig af tid og sted. En ideologi, teknologi eller religion, som er formålstjenlig i den sammenhæng, den er opstået i, kan være den rene gift, når den transplanteres til en anden. I The World and the West bruger historikeren Arnold Toynbee kommunismen som eksempel: et intellektuelt biprodukt af den industrielle revolution i Vesteuropa, som blev indført i det førindustrielle Rusland. Omkring 20 millioner mennesker blev slået ihjel under opbygningen af det, der viste sig at være en fejlslutning. Toynbee hævder, at Rusland op gennem historien gang på gang har lært at „bekæmpe en aggressiv
fremmed civilisation med dens egne våben“. Kommunismen blev omskabt til en antivestlig ideologi.

Det samme sker måske netop nu med liberalismen. Det system, Vladimir Putin har bygget op, kaldes gerne „autoritær kapitalisme“. Modellen kombinerer markedsøkonomi med staten som samfundets centrale økonomiske aktør. For at bruge en fodboldmetafor: I et liberalt demokrati er staten dommeren, mens den under autoritær kapitalisme er anføreren. Systemet understøttes af oligarker – entreprenører, der blev rige på chokterapien. Kaosset i 1990’erne banede vejen for en stærk leder. Rusland er et demokrati, i den forstand at lederne er folkevalgte. Putins parti, Forenet Rusland, sidder på staten, kapitalen og medierne – ligesom vi kender det fra autoritære stater. Ud over indsnævringen af individets personlige frihed har modellen også leveret sikkerhed, økonomisk vækst og forudsigelighed, ting, der alle sammen manglede i almindelige menneskers tilværelse under det kortlivede eksperiment med ureguleret liberalisme.

FLÅDEN I BALTIJSK
Jeg tager en taxi til havnebyen Baltijsk, hvor den russiske østersøflåde ligger. Indtil for nylig var det forbudt område. Tidligere på dagen har jeg talt med en mand, der er gift med en russisk kvinde, jeg er venner med. Han ønsker ikke at blive nævnt ved navn, så lad os kalde ham Igor.

Vesten lærer tilsyneladende aldrig, at også vores samfundsmodel er kontekstuel, altså afhængig af tid og sted. En ideologi, teknologi eller religion, som er formålstjenlig i den sammenhæng, den er opstået i, kan være den rene gift, når den transplanteres

Filosoffen Kants mausoleum, der ligger ved domkirkens nordøstlige hjørne, er Kaliningrads største trækplaster. Immanuel Kant boede i Königsberg hele sit liv.

Der skulle stor selvtillid til at rive en 750 år gammel storby ned, i den tro at man selv kunne konstruere noget bedre. Forudsigeligt nok er Kaliningrad ikke bare dårligere planlagt, men også grimmere end det gamle Königsberg.