Sansning og symbol: om kunst og digtning i K.E. Løgstrups filosofi

det, som afholder den virkelige kunstner fra at forfalde til abekattestreger, er hans saglige beskæftigelse med motiv og materialer, hvor underfundig sagligheden så end måtte være. Den er og bliver behersket af viljen til form

strengheden i kravene til kunstnerisk ægthed udelukker svindel og svig, letfærdighed og vidtløftighed – ikke i motiv, men i holdning. Uden ærlighed ingen kunst, og heller ikke uden koncentration. Han skriver et sted: „Det onde og destruktive kan kun godtages af den, der er besat af en holdningsløs hang til splittelse

Modsætningen mellem fuldkomment-ufuldkomment, eller godt og ondt, ophæves ikke i kunstens verden, den skærpes. Og deri har kunstværket sin uudtalte etiske appel til vores vilje og foretagsomhed

i den kunstneriske åbenbaring af tilværelsen, naturen og tingene sker en afsløring, som gælder vor eksistens

hverken åbenheden, oplevelsen eller det digteriske udtryk ligger hinsides pligt og moral, tværtimod giver moralen sig af selve den kunstneriske holdning og praksis

r åbenheden, hengivelsen i en oplevelse som kan have kosmisk karakter, ren og skær inspiration, så er arbejdet med inspirationen underkastet den mest absolutte fordring om præcision og ægthed i det sproglige udtryk