Kryb

men havde blot overladt opgaven til hende, og hun havde ligget på siden vendt mod barnet i deres midte, bevæbnet med en ekstrasut i hånden, lige til at stikke ind i den lille

Gyset, som en kølig brise i nakken, ved tanken om at være fanget i en uigennemtrængelig tåge, rundtosset over ikke at kunne skelne, hvad der var op eller ned, højre eller venstre, havde fået nakkehårene til at stritte.

Jeppe Sonne sukkede og tilføjede stille: “På en eller anden måde kom vi hjem, og Ina gik med til at lade sig indlægge.

Gaia Hempels stemme skælvede. “Det var hendes egen skyld. Hun skulle ikke have truet os, det skulle hun ikke. Jeg ville jo have ordnet det i mindelighed, betalt hende nogle penge, stoppet video­erne.”

Gaia Hempel ignorerede hende og sagde så: “Selvom jeg nærmest ikke kan få det over mine læber, så har jeg indset, at det må være Victor, som stod bag begge drab

60
Det varme bræk sprøjtede ud af hendes mund. Aftensmaden blandet med voldgravens ildelugtende vand, og hun var iskold, tænderne klaprede i munden på hende, hun lå i vandoverfladen i voldgraven, men i det mindste kunne hun bevæge sig – Gaia Hempel måtte have skudt hende med strømpistolen. Sara pjaskede en smule med armene og fik så fat i kanten af træpontonen, hun måtte op. Vandet var koldt, og hun blev hurtigt svagere, men da hendes iskolde fingre greb fat i træet, trådte Gaia Hempel med hele sin vægt ned på hendes fingre, naglede dem fast, og smerten fik hende til at jamre højt. Hun hulkede, gråden gjorde ondt helt ned i lungerne, og tårer, gylp og snot blandede sig med det ildelugtende vand fra voldgraven

57
Rådhusklokkerne havde netop slået 12 slag, da Rebekka og Reza var tilbage i København. Det dårlige vejr havde næsten lagt gaderne øde, kun på Rådhuspladsen flagrede grupper af unge rundt i blæsten. Reza havde overtaget rattet, og Rebekka sad sammenbidt på passagersædet fyldt med et miks af modsatrettede følelser indeni.

55
“Tag dog lige foden af speederen,” udbrød Reza, mens han klamrede sig til vinduesstroppen, men Rebekka hørte ikke efter. Det eneste, hun havde i tankerne, var at komme hurtigst muligt til Carolinehøj og tage de medlemmer af familien Hempel, som opholdt sig der, med tilbage til Gården for at afhøre dem.

52
Et blankpudset løvehoved i bronze var monteret på Carolinehøjs brede hoveddør, og Sara greb forsigtigt ud efter dørhammeren og bankede på.

50
Gro slog langsomt øjnene op, missede med øjnene og vidste først