En erindringsroman om de tre venner Frederik, Johannes og Hans, og deres mange udskejelser i ind- og udland i slutningen af teenageårene og starten af tyverne.
«Solen gik ned over Ubuørkenen og farvede horisonten som om man havde hældt ketchup ud over den og vi nåede vores overnatningssted, Sheik Ben Abdullahs palmeri… Da jeg var gået til ro i det gæstetelt, man havde anvist mig, blev teltdøren løftet forsigtigt og en overordentlig henrivende lille dame viste sig. – Jeg hedder Loluta, sagde hun og bukkede meget dybt. – Mr. Casa mente, at da Sir Frederik åbenbart ikke har noget særligt imod at have Nilibililli i nærhenden af sig, at også De, Sir, måske kunne have brug for lidt selskab?
Hvorefter hun viklede den storblomstrede ubudragt af sig og fremviste sin indiskuterbare velskabthed iklædt meget lidt, hvilket vil sige en ring, et hårspænde og en halskæde.»
Hans Jørgen Lembourn (1923–1997) var en dansk forfatter, journalist og politiker. Lembourn debuterede som skønlitterær forfatter i 1950 med romanen “Sandhedens forbandelse”. Inspirationen til romanens handling fandt han i Den Græske Borgerkrig (1946–49), som han tidligere havde dækket i jobbet som journalist. I en længere årrække sad han i Folketinget for Det Konservative Folkeparti (1964–77), var formand for Dansk Forfatterforening (1971–81) og sad i Dansk Kunstråd (1978–87).
Hans Jørgen Lembourns forfatterskab består af fiktionsværker såvel som essays.
