Fascisme

SENATOR JOSEPH MCCARTHY – VRED, PLUSKÆBET OG KONSTANT INDIG-neret – havde instinkter som Mussolini, men uden dennes intellektuelle fundament. Ligesom il Duce var han en entertainer, som elskede politik og tørstede efter magt. Men i modsætning til ham begyndte han sin offentlige tilværelse stort set uden nogen viden om politik.

Både rig og fattig følte sig tvunget til at genvinde de dyrebare områder, deres nation havde mistet.

Utilfredsheden dannede grobund for flere fascistiske organisationer, af hvilke den mest fremtrædende var Pilekorset, en gruppe, som prædikede, hvad den kaldte ”ungarisme”.

Både rig og fattig følte sig tvunget til at genvinde de dyrebare områder, deres nation havde mistet.

Under fascismen er borgernes opgave at tjene regeringen, og regeringens opgave er at herske.

De fleste af de studerende var enige om, at fascisme er den mest ekstreme form for autoritært styre.

Ingen politisk bevægelse kan blomstre uden folkelig opbakning, men fascismen er lige så afhængig af de velhavende og magtfulde, som den er af almindelige mennesker – altså både dem, som har meget at miste, og dem, som intet har at miste.

Det er bedre at blive anklaget for dobbeltmoral end at blive dømt for ikke at have haft nogen moral, fordi man nægtede at handle.

Som Folkets Dagblad, Kinas Kommunistiske Partis husorgan, skriver: ”Hvis USA’s præsident hævder, at hans lands medier er en skamplet på USA, så bør negative historier om Kina tages med et gran salt, eftersom det er sandsynligt, at det reelle billede forvrænges af manglende neutralitet og en politisk dagsorden.” Den frie og uafhængige presses mulighed for at drage politiske ledere til ansvar er det, som muliggør transparent regeringsførelse – det er hjertet i demokratiet. Trump har sat sig for at standse det hjerte eller bremse dets slag. Det er en gave til alle diktatorer, og det er en skændsel, at gaven kommer fra USA’s øverste leder.

TRUMPS SYN PÅ USA ER DYSTERT. BLANDT HANS YNDLINGSMANTRAER er, at de amerikanske domstole er partiske, FBI korrupt, pressen lyver for det meste, og valgene bliver der svindlet med. Den indenrigspolitiske virkning af disse fordømmelser er at demoralisere og splitte. Amerikanerne har aldrig før hørt en præsident tale med en så konsekvent foragt om de amerikanske institutioner. Men Trumps publikum er globalt. I stedet for at tilskynde andre til at respektere og følge USA’s eksempel, så opfordrer han dem til det modsatte. Denne nye linje er skadelig, især i lande, hvor der ikke er megen reel kontrol med den udøvende magt. I sådanne lande er undersøgende journalister, uafhængige jurister og andre, som søger sandheden, i bedste fald udsat for risiko. Faren vokser, når beboeren i Det Hvide Hus latterliggør deres professionelle troværdighed. Dermed ikke sagt, at journalister og dommere er hævet over kritik, men Trumps beskyldninger er så tankeløse og så generelle, at de kan bruges – og bliver det – til at miskreditere hele professioner, som er afgørende for demokratiet.

Mere overordnet er det afgørende, at de politiske ledere kan arbejde på tværs af grænserne for at mindske antallet af mennesker, som føler sig tvunget til at forlade deres hjemlande. Det kræver, at man opbygger sunde demokratier, holder fred og skaber velstand fra bunden og op. Men skal det lykkes, er vi nødt til at se verden på en måde, som anerkender, at vi er fælles om menneskeheden og har fælles interesser. De, som er tilfredse med at kigge indad, og som ikke ser noget højere formål end at beskytte sig selv mod det anderledes, det nye og det ukendte, vil ikke være til nogen hjælp.