Junglebogen

ængstelige mødre tog råbet op: »Kig godt efter, I ulve!«
Til sidst – og Ulvemors nakkehår strittede, da øjeblikket var inde – skubbede Ulvefar ‘Mowgli Frø’, som de kaldte ham, ind midt på pladsen, hvor han sad og kluklo, mens han legede med nogle småsten, der glimtede i månelyset.
Akela løftede ikke på noget tidspunkt hovedet fra forpoterne, men blev ved med sit: »Kig godt efter!« Bag klipperne hørtes en dæmpet brølen. Det var Shere Khans stemme: »Ungen er min. Giv ham til mig! Hvad skal Det Frie Folk med en menneskeunge?«
Akela ikke så meget som drejede et øre. Han sagde bare: »Kig godt efter, I ulve! Hvad skal Det Frie Folk med ordrer fra andre end Det Frie Folk? Kig godt efter!«
Et kor af dyb knurren fulgte. Så tog en ung ulv i sit fjerde år ordet og gentog Shere Khans spørgsmål: »Hvad skal Det Frie Folk med en menneskeunge?«
Jungleloven slår fast, at hvis der er uenighed, om en unge skal godkendes til at blive optaget i flokken, skal ungen foruden sine forældre støttes af mindst to medlemmer af flokken.
»Hvem går ind for at optage denne unge?« sagde Akela. »Hvem i Det Frie Folk står frem?«
Ingen svarede. Ulvemor gjorde sig klar til det, hun vidste, ville blive hendes sidste kamp. Hvis det da kom til kamp.
Så lød en røst. Det eneste andet væsen foruden ulvene, der har adgang til rådets møder – Baloo, den søvnige brune bjørn, der underviser ulveungerne i Jungleloven, gamle Baloo, der må komme og gå, som han vil, fordi han kun æder nødder og rødder og honning – Baloo rejste sig på bagbenene og brummede:
»Menneskeungen? Jeg går ind for menneskeungen! Der er ikke noget galt med en menneskeunge. Jeg er ikke god til at udtrykke mig, men det, jeg siger, er sandt. Lad ham blive optaget i flokken sammen med de andre. Jeg skal nok oplære ham.«
»Vi har brug for en til,« sagde Akela. »Baloo har talt, og han er lærer for vores yngste. Hvem støtter Baloo?«
En sort skygge dumpede ned i rundkredsen. Det var Bagheera, den sorte panter, blæksort over hele kroppen, men med panterens kendetegn, der kunne ses i et bestemt lys og lignede mønstret i våd silke. Alle kendte Bagheera, og ingen havde lyst til at komme ham på tværs, for han var snu som Tabaqui, modig som den vilde bøffel og hensynsløs som en såret elefant. Men hans stemme var sød som honning, der drypper fra et træ, og hans pels var blødere end dun.
»Åh, Akela og alle I af Det Frie Folk,« spandt han, »jeg har ingen rettigheder i jeres råd, men Jungleloven siger, at hvis der er uenighed om en unge, og sagen ikke handler om drab, så kan den unges liv købes for en pris. Men loven siger ikke, hvem der kan købe ungen, og hvem der ikke kan. Har jeg ret?«
»Hørt! Hørt!« sagde de unge ulve, som altid er sultne. »Bagheera har ret. Ungen kan købes for en pris. Det siger loven.«
»Jeg ved, jeg ikke har ret til at tale her, men jeg vil gerne sige en ting til.«
»Så tal!« råbte tyve stemmer.
»At dræbe en nøgen unge er skammeligt. Der vil i det mindste være mere sport i det, når han bliver større. Baloo kom med sin mening,

ængstelige mødre tog råbet op: »Kig godt efter, I ulve!«
Til sidst – og Ulvemors nakkehår strittede, da øjeblikket var inde – skubbede Ulvefar ‘Mowgli Frø’, som de kaldte ham, ind midt på pladsen, hvor han sad og kluklo, mens han legede med nogle småsten, der glimtede i månelyset.
Akela løftede ikke på noget tidspunkt hovedet fra forpoterne, men blev ved med sit: »Kig godt efter!« Bag klipperne hørtes en dæmpet brølen. Det var Shere Khans stemme: »Ungen er min. Giv ham til mig! Hvad skal Det Frie Folk med en menneskeunge?«
Akela ikke så meget som drejede et øre. Han sagde bare: »Kig godt efter, I ulve! Hvad skal Det Frie Folk med ordrer fra andre end Det Frie Folk? Kig godt efter!«
Et kor af dyb knurren fulgte. Så tog en ung ulv i sit fjerde år ordet og gentog Shere Khans spørgsmål: »Hvad skal Det Frie Folk med en menneskeunge?«
Jungleloven slår fast, at hvis der er uenighed, om en unge skal godkendes til at blive optaget i flokken, skal ungen foruden sine forældre støttes af mindst to medlemmer af flokken.
»Hvem går ind for at optage denne unge?« sagde Akela. »Hvem i Det Frie Folk står frem?«
Ingen svarede. Ulvemor gjorde sig klar til det, hun vidste, ville blive hendes sidste kamp. Hvis det da kom til kamp.
Så lød en røst. Det eneste andet væsen foruden ulvene, der har adgang til rådets møder – Baloo, den søvnige brune bjørn, der underviser ulveungerne i Jungleloven, gamle Baloo, der må komme og gå, som han vil, fordi han kun æder nødder og rødder og honning – Baloo rejste sig på bagbenene og brummede:
»Menneskeungen? Jeg går ind for menneskeungen! Der er ikke noget galt med en menneskeunge. Jeg er ikke god til at udtrykke mig, men det, jeg siger, er sandt. Lad ham blive optaget i flokken sammen med de andre. Jeg skal nok oplære ham.«
»Vi har brug for en til,« sagde Akela. »Baloo har talt, og han er lærer for vores yngste. Hvem støtter Baloo?«
En sort skygge dumpede ned i rundkredsen. Det var Bagheera, den sorte panter, blæksort over hele kroppen, men med panterens kendetegn, der kunne ses i et bestemt lys og lignede mønstret i våd silke. Alle kendte Bagheera, og ingen havde lyst til at komme ham på tværs, for han var snu som Tabaqui, modig som den vilde bøffel og hensynsløs som en såret elefant. Men hans stemme var sød som honning, der drypper fra et træ, og hans pels var blødere end dun.
»Åh, Akela og alle I af Det Frie Folk,« spandt han, »jeg har ingen rettigheder i jeres råd, men Jungleloven siger, at hvis der er uenighed om en unge, og sagen ikke handler om drab, så kan den unges liv købes for en pris. Men loven siger ikke, hvem der kan købe ungen, og hvem der ikke kan. Har jeg ret?«
»Hørt! Hørt!« sagde de unge ulve, som altid er sultne. »Bagheera har ret. Ungen kan købes for en pris. Det siger loven.«
»Jeg ved, jeg ikke har ret til at tale her, men jeg vil gerne sige en ting til.«
»Så tal!« råbte tyve stemmer.
»At dræbe en nøgen unge er skammeligt. Der vil i det mindste være mere sport i det, når han bliver større. Baloo kom med sin mening,