Kaninjægeren

I den rummelige lædersofa, der udgør bagsædet, sidder statsministeren med venstre hånds tommel- og pegefinger hvilende let mod de lukkede øjenlåg.

tænker pludselig på, da hans løjtnant Rinus Advocaat citerede Wei Liao-Tzu inden den første træningstime i ukonventionel nærkamp.
Kraftens taktiske balance findes i Taos yderligheder, sagde han på sin glædesløse måde. Hvis du har noget, så lad, som om du ikke har det; hvis du mangler noget, så fremstå, som om du har det.

går i gang om to timer.

Hun går forbi en østasiatisk, vegetarisk restaurant og ser et par i 50-årsalderen sidde og spise. De holder hinanden i hånden hen over bordet

SOFIA SIDDER STILLE med nedslået blik og dirrende øjenvipper. Joona tænker, at hun synes at huske alting fra siden, som om hun står ved siden af og iagttager sig selv.

– Tror du, at gerningsmanden var terrorist? spørger han efter et stykke tid.

– Hvorfor spørger du mig? Jeg ved det ikke.

– Men hvad tror du?

– Det virkede som noget personligt … Men sådan er det måske for terrorister.

Først er hun vidne til de to skud på afstand og gerningsmandens bevægelser i rummet, inden hun forsøger at flygte og glider

David Jordan bestiller en flaske Grolsch og betaler kontant, drikker en første læskende mundfuld og kigger på en mand med hestehale, der forsøger at vise en ældre kvinde noget på sin telefon.

Jeanette kører en runde på parkeringspladsen, indtil de finder Tamaras gamle Saab, standser, så bilen bliver lukket inde, og går så ind på restauranten.

Lyset fra elevatorburet stråler ud på den ru bjergvæg, modvægten glimter i skæret og forsvinder opad.

DET ER TIDLIG morgen, og fjordens stille vand glimter mat som børstet stål. Alle de store luksusvillaer ligger i natlig dvale, men swimmingpools og udendørslamper lyser mellem høje stakitter og grenværk.
En beruset mand går på vejen langs stranden med en vinflaske i hånden. Han bliver stående foran et hvidt hus, hvis langstrakte glasfacade vender ud mod bugten. Med stor omhu stiller han flasken fra sig midt på vejen, træder hen over grøftekanten, klatrer over det sorte smedejernsstakit og kommer ind på grunden.

Mennesket har gjort det temmelig længe og …

Det er Rajmo, som på en eller anden mærkelig måde bliver afspejlet via forskellige vinduer, så det ser ud, som om han befinder sig ude på terrassen, selv om han løber rundt om spisebordet ti meter derfra.

professionel soldat og indgik i et europæisk samarbejde mod pirater i farvandet

– Jeg ved godt, hvem du er, Joona Linna, siger Salim Ratjen.

99

surdejsbrødet, lægger nogle skiver Vesterhavsost på, Stokes ketchup, dijonsennep … en masse spæd rucola, to skiver bacon … syltet agurk og dressing ved siden af

et

omkring og vælger en ældre Silver Fox

Olen

Fredag den seksogtyvende august
FRA DEN MØRKE himmel falder støvregnen langsomt. Det matte lysskær fra bebyggelsen når 30 meter op over tagene. Det er vindstille, og de oplyste dråber former sig som en diset kuppel over hele Djursholmen.
Direkte ved Germaniavikens blanke vand ligger en kæmpe villa.
Derinde går der lige nu en ung kvinde vagtsomt som et dyr hen over det lakerede parketgulv og det persiske tæppe.
Hun hedder Sofia Stefansson.
Uroen får hende til at registrere hver eneste detalje.
På sofaens armlæn ligger en sort fjernbetjening. Nogen har viklet gennemsigtig tape omkring den for at holde dækslet over batterierne på plads. Svage aftryk af ringe fra glas kan ses på bordet. Et gammelt plaster er blevet hængende i frynserne på det store gulvtæppe.
Gulvet giver sig bag Sofia, som om der var nogen, der listede efter hende gennem rummene.
Stænk fra den våde, stenbelagte havegang ses på de høje hæle og op ad de muskuløse lægge. Hendes ben er stadig veltrænede, selv om det er to år siden, hun stoppede med fodbold.
Sofia skjuler tåregassprayen i hånden for manden, der venter på hende. Hun gentager for sig selv, at hun selv har valgt situationen, at hun har kontrol over den, og at hun gerne vil være her.
Manden, der lukkede op, står ved en lænestol og følger hende ugenert med blikket.
Sofias ansigtstræk er symmetriske, men med ungdommeligt runde kinder. Hun har en blå kjole på med bare skuldre. En række små, stofbetrukne knapper strækker sig fra halsen ned mellem brysterne. Det lille guldhjerte i kæden vipper i den lille fordybning ved halsen, hvor pulsen banker løs.
Hun ved, at hun kan undskylde sig og forklare, at hun ikke har det

Foregivet ukundskab fødes af vished, illusorisk svaghed fødes af

Joona