Stormen

Efter at have afgivet min bestilling og fået løfte om at få masonitpladerne skåret til og leveret i løbet af et par timer, går jeg over Kongevejen, skrår over Storengen og følger stien, der fører op til Fuglebjerget.

Jeg går endnu en gang datoerne længst nede ved underskriften igennem: En af kvitteringerne stammer fra august 1973, en anden fra oktober samme år, to fra marts året efter, og endnu en (på 2.000 kroner) er fra maj 1974, samme måned som Minna vendte tilbage til øen og begyndte at arbejde i butikken nede ved Kongevejen.

dato på kvitteringen, men hvis bogen er udgivet i 1943, som der står på forsatsbladet

op med at følge efter hende. Jeg sørgede for at holde mig på et par hundrede meters afstand, så hun ikke skulle få øje på mig, hvis hun ikke

forbudte del af vejen. Gårdspladsen så ud, præcis som den havde gjort fra Natovillaen, med den ældgamle eg i midten, men virkede om muligt endnu mere øde og forladt nu, uden alle de gøende hunde. På den anden side af forvalterboligen lå hestefolden, som hr. Carsten havde anlagt, men der var ingen heste der nu. I det hele taget var der ingen dyr