Lucinda Riley

Pigen på klippen

Fra krigstidens London til nutidens New York og det vindblæste Irland hvirvles fortid og nutid sammen i en uforglemmelig og rørende roman om familierelationer, sorg og tab — men også om kærlighed og håb.
Grania Ryan er vokset op i West Cork på den irske østkyst, men har de seneste ti år boet på Manhattan, hvor hun arbejder som billedhugger. Da hun mister sit ufødte barn, forlader hun sit liv og sin kæreste i New York og vender hjem til sin familie i Irland. Under en voldsom storm møder hun den moderløse og lidt mystiske pige Aurora Lisle, og det bliver et bekendtskab, der kommer til at ændre hendes liv. 
Trods sin mors advarsler om ikke at involvere sig med Lisle-familien drages Grania mod den unge Aurora, og der udvikler sig et varmt venskab mellem dem. Da en samling breve fra 1914 dukker op, går det op for Grania, at deres familiers historier er tæt forbundne, og lidt efter lidt kommer et helt århundredes familiehemmeligheder frem i lyset.
466 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2019
Udgivelsesår
2019
Oversætter
Birgitte Brix

Andre versioner af bogen

Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Vurderinger

    Bent Knakkergaard Laursenhar delt en vurderingfor 2 år siden

    Rigtig god bog. Følte mig i godt selska.

    Anne Margrethe Maihar delt en vurderingfor 2 måneder siden
    👍Værd at læse

    God bog

    Wolfgang Georg Begoihnhar delt en vurderingfor 7 måneder siden
    👍Værd at læse

    Meget rørende.

Citater

    Børge Emanuel Vintherhar citeretfor 2 år siden
    Hun så på sit ur. Klokken var ti minutter i seks. Det betød, at Aurora
    Gerda Skovgaardhar citeretfor 9 måneder siden
    »Og Mary tilgav sin datter, at hun ikke havde kontaktet hende i alle de år?«

    »Efter alt, hvad de havde været igennem sammen i London, var der alligevel et bånd mellem dem. Du har selv hørt, at Mary elskede Anna som sin egen. Hun ville have tilgivet hende alt. Min mor, Sophia, havde sværere ved det. Hun omtalte Anna som ‘den fortabte datter’.«

    »Hun var måske jaloux på deres nære forhold,« sagde Grania.

    »Ja, det sad dybt i hende. Men de blev i det mindste forsonet, før Mary døde. Det fortjente min bedstemor også, efter alt hvad hun havde gjort for at hjælpe Anna, da hun var lille. Og jeg vil bare sige dig, Grania, at der lå friske blomster på Marys grav oppe ved Dunworley kirke hver uge, og det holdt først op, dagen efter at Anna selv døde. Sådan sagde hun undskyld, og at hun elskede den kvinde, hun altid havde kaldt ‘mor’.«

    Ved tanken om blomsterne fik Grania pludselig en klump i halsen og begyndte at se mindre kritisk på Anna.

    »Sebastian besluttede, at han ikke ville lægge sag an mod Mary, fordi hun havde stjålet Anna fra hans bror for alle de mange år siden?« spurgte hun.
    Jens Skærbæk Jensenhar citeretsidste år
    ldende end et kamera, og tegnede Auro

På boghylderne

fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)