Portrætter

Som Kongens Broder, som fyrstelig Person var han forsvarsløs. Enhver anden Borger kan slaa fra sig, hvis man gaar hans Ære for nær. En fyrstelig Person er prisgiven selv den gemeneste Bagvaskelse. Man saá det i hine Aar, man har set det siden.

Landet rundt hastede man efter Christian d. 9des Død med at rejse ham Mindesmærker — til Fods, til Hest.
Over Frederik d. 8de er der endnu ikke rejst et eneste Mindesmærke.
Men i det Stille sidder mange, ikke mindst gamle ensomme Mænd og Kvinder, hvem han var en trofast Hjælper og Ven, og bygger ham Mindesmærker i deres Hjærter.
Den Dag kommer vel ogsaa, da man paa Bakken i Charlottenlund Slotshave ud mod Strandvejen, hvor det jævne Folk hver Sommersøndag færdes i tætte Masser — alle uvilkaarligt skottende hen til den nu øde Bakke — rejser et Mindesmærke over den Konge, der mere end nogen anden var netop den kjøbenhavnske Smaaborgers Konge. Ham, hvis største Fornøjelse var at færdes mellem alle de Unge og Ældre, som morede sig paa Stranden foran hans Slot.

Han lod sig villigt bruge til en Demokratisme, der maaske kom en magtsyg Minister, men aldrig ham selv til Gode.
Rejsen gennem Landet under J. C. Christensens Førerskab var Kulminationen. Det gik godt nok i det sydlige Jylland, men i Vendsyssel tog Befolkningen denne Fremvisning ikke altfor højtideligt.
— — Saa kom hans tragiske Død. Der er talt meget frem og tilbage om den — hvem der havde Skylden — om Ulykken ikke kunde have været afværget. Der blev endogsaa disket op med saadant Vaas, som at den Maade, han døde paa, ikke var en Konge værdig. Ingen kan indrette sig paa at dø saadan eller saadan. Mer eller mindre værdig, er noget, vi ikke selv bestemmer.
Frederik d. 8de døde som et Mandfolk. Og han gennemførte sin Folkelighed selv i Døden.

En Landauer, forspændt med hvide Heste, svingede ind paa Havnepladsen. I enlig Magt og Herlighed sad her J. C. Christensen, iført en rigt galloneret Marine-Kasket, bevaagent hilsende paa Folket.
Et Stykke efter kom Landaueren med Kongen og Dronningen. Man kunde se, hvor de var trætte af at hilse og nikke og smile og være huldsalige baade til Højre og til Venstre.

En Gang vil der kunne skrives en folkelig Tragedie om ham. Fra sit 20de Aar til han var en gammel Mand paa 63 „gik han rundt“ som Kronprins, først elsket og forgudet, saa uforklarligt dalende i Folkets Yndest, indtil han efter nogle faa fattige Kongeaar døde paa en efter Folkets Mening ukongelig Maade.
At være Kronprins er sikkert en af de vanskeligste Stillinger i Verden. Kronprinsen er den næstfineste Mand i Riget — til Tider, naar Kongen er bortrejst eller alvorligt syg, den udadtil regerende. Men selv som Regent betyder han saare lidt. Han maa taktfuldt sørge for intet at sige, end gøre, der kunde tage sig ud som rettet imod hans høje Faders Ønsker eller Vilje.
Skæbnen syntes at have bestemt Kronprins Frederik til at blive en af Verdens populæreste Fyrster. Skønt han med en beundringsværdig Hensynsfuldhed og Resignation vedblev op gennem Aarene at stille sin Person i Skygge af Kongens, var han i sin unge Kronprinstid den af Folket elskede. Kongen var og blev lige til sine gamle Dage Glücksborgeren. Selv i dannede Familier vedblev Troen paa Kong Christians Tyskhed at leve