«Solen stod på den skyløse vestlige himmel og skinnede på sneen, hvis flade skar ham i øjnene med sin blændende hvidhed. Han kneb lågerne sammen. Og der fablede i ham noget i hovedet om sneblindhed. Også han havde lyst til at gå ud i verden — våbenløs — alene i besiddelse af Ordet. Men ikke på overtroisk vis. Nej, hans Ord skulle være den reelle sandheds ord — om verden i ham og om verden udenfor ham».
A. C. Andersens beskrivelse af bondelivet, af de trange kår, men også af de smukkeste øjeblikke, hvor menneske og natur synes at gå i ét, er en poetisk-litterær vandring i et landskab, som ikke længere findes, og bygger på forfatterens egne erindringer fra barndomshjemmet.
Bogen er skrevet i og med samtidens sprog og retskrivning.
A.C. Andersen, Anders Christian Andersen, 1874–1928, dansk forfatter, levede et lykkeligt barndomsliv som vogterdreng i Vendsyssel. Her fik han det intime kendskab til naturen, som præger hans bøger, og han indtager en vigtig og smuk plads inden for dansk hjemstavnsdigtning. Hans menneskeskildringer er dybe og indtrængende, båret af en ægte medfølelse og stærk harme over for al slags undertrykkelse og uret.
