bookmate game
Erlend Loe

Enden på verden som vi kender den

  • Morten Daniel Martenshar citeretfor 4 år siden
    Han forstod det ikke. Men han forstod, at de omgav sig med effekter, skrev om dem, tog billeder af dem, deres mænd var effekter, deres børn var effekter, vennerne var det, og de var det selv, helt ubekymrede. De kunne godt lide at fremstille sig selv som trætte efter en lang dag med den etårige og en mængde sko, bluser og træningsudstyr, så nu trængte de til at falde lidt ned og holde pigeaften med sig selv, hvor de spiste blåbær og cottage cheese med æble, pære og vanille. Nam! Helt fantastisk lækkert! Så de kunne vågne igen næste morgen og have kræfter til at fotografere sig selv og deres barn med det nye tøj, der lige var blevet bragt med bud til døren, og derudover træne, så de igen kunne lade sig afbilde og klikke på, for de sad jo ikke og skrev alt det her for sjov skyld, nej, det var et stykke arbejde, der skulle passes, de havde skabt deres egen arbejdsplads, det måtte man lade dem, hvor de blev klappet frem af mennesker, der om muligt havde endnu mere afsvækkede åndsevner end dem selv
  • Morten Daniel Martenshar citeretfor 4 år siden
    Alt det, man ikke siger til hinanden, tænkte han, alle de tonsvis af tanker, man aldrig får sorteret, og som derfor bliver taget af strømmen og lægger sig som aflejret slam på bunden af den flod, der uafladeligt løber gennem hjernen.
  • Morten Daniel Martenshar citeretfor 4 år siden
    Livet er under alle omstændigheder en eneste stor undtagelsestilstand, tænkte han. Stilhed og ingenting på begge sider og livet i midten.
  • Tine Bjerg Jensenhar citeretfor 5 år siden
    en au pair-følelse, han havde haft, da Solveig købte vandflyveren til ham, vendte tilbage. Han følte sig som en, der forsøgte at finde sig til rette i et fremmed land, langt fra venner og gamle vaner. Der var meget hårdt arbejde, men arbejdsgiveren var rimelig og gav ham også en del fritid. I den kunne han gøre, præcis hvad han ville. Han kunne for eksempel gå ud og møde andre au pair'er eller på aftenkursus og lære sig norsk eller noget andet. Han fik kun en symbolsk ugeløn, men det var ikke pengene, der var det vigtigste. Det centrale var, tænkte han, at han var endt hos en sød dame, der under trygge forhold bibragte ham en forståelse for norsk kultur og sprog. Han syntes i det store og hele, at Norge lod til at være et helt rart land, og i gode stunder overvejede han at slå sig ned her for alvor.
  • Tine Bjerg Jensenhar citeretfor 5 år siden
    usk, at det hele var inkluderet, argumenterede Doppler bagefter for at retfærdiggøre over for sig selv og Solveig, at det havde været en rimelig pris, trods alt. Det er ikke så nemt at konstruere en velfungerende flymodel, mente han. Ingeniører bruger timer på det, og ingeniørtimer koster, det skulle bare mangle, de har uddannet sig i flere år og forsaget mangt og meget, og der er næsten intet andet af det, man køber for nogle få tusindlapper, der kan flyve, næsten ingenting, Solveig. Tænk dig, vi taler om noget, der skal forlade jorden og bevæge sig op i luften, det strider mod al fornuft, det objekt, der ligger i denne æske, skal flyve i luften. Det er ikke sådan en flyvemaskine, der hang i snore ned fra loftet på drengeværelserne før i tiden, nej, denne her kan faktisk flyve. Solveig glædede sig over at se Doppler så ivrig.
  • Tine Bjerg Jensenhar citeretfor 5 år siden
    t modelfly?
    Han nikkede. Hvorfor ikke? Er der noget galt med det?
    Nej, nej, slet ikke, jeg er bare lidt overrasket.
    Hvorfor?
    Det ved jeg ikke, men jeg regnede måske ikke med, at du var den type.
    Hvilken type?
    Den type, der godt kan lide modelfly.
    Det blev Doppler tydeligvis såret over. Han sad nogle sekunder og så ud ad restaurantens vindue, så kiggede han tilbage på Solveig.
    Og hvad slags type er det?
    Det ved jeg ikke.
    Nu var Solveigs stemme lidt mere forsigtig.
    Måske, sagde hun, har jeg nogle fordomme, jeg ikke har tænkt godt nok igennem.
    Modelflyentusiaster er som dig og mig, Solveig, helt almindelige mennesker, der går rundt i byen og elsker deres børn lige så meget som alle andre.
    Det er de sikkert.
    Har modelflyentusiaster da ikke øjne, har vi da ikke hænder, sanser og følelser som andre? Næres vi ikke af den samme mad, får vi ikke de samme sygdomme, og helbredes vi ikke af den samme medicin? Afkøles og varmes vi ikke af den samme vinter og sommer som andre? Hvis I stikker os, bløder vi da ikke? Og hvis I kilder os, ler vi da ikke? Hvis I forgifter os, dør vi da ikke? Og gør I os uret, må vi da ikke søge hævn?
  • Tine Bjerg Jensenhar citeretfor 5 år siden
    Efter æblemetaforepisoden holdt Nora sig på lang afstand af Doppler. Hvis de for eksempel mødte hinanden på trappen, sagde hun kort og uden at se op, at hun ikke var et æble. Senere rystede hun bare på hovedet, når hun så ham, mens Doppler på sin side nikkede og sagde æble. Denne fastlåste æblekonflikt fortsatte, lige indtil Solveig spurgte, om det, Nora havde fortalt hende, havde sin rigtighed. Har du virkelig sagt til Nora, at hun er et æble? Doppler pegede på kaninhuen for at signalere, at han ikke havde opfattet spørgsmålet, og at han ville foretrække, at hun ikke spurgte en gang til. Solveig gentog spørgsmålet, højere. Doppler blev nødt til at respondere. Han nikkede. Ja, det har jeg. Vil du godt holde op med at sige det?
    Helst ikke, for hun er faktisk et æble. Og det er du også.
    Jeg er i hvert fald ikke et æble.
    Jo, det er du.
    Nej, det er jeg ikke.
    Jo.
    Vil du være så venlig at holde op med at sige det?
    Jamen, det har jeg lyst til.
    Jeg synes alligevel, du skal holde op med at sige det.
    Hvorfor i alverden skulle jeg det?
    For at tage hensyn til mine følelser.
    Det tænkte Doppler over. Hensyn er godt. Det kunne han huske fra sin skoletid. Det var et godt argument.
    Ja, ja, da, sagde han, hvis det er så vigtigt for dig.
    Tak.
  • Tine Bjerg Jensenhar citeretfor 5 år siden
    Takket være denne generøse flekstid nåede han tit at hente Bjørnstjerne i børnehaven, ligge på gulvet med ham og bygge med Lego, høre Gregus i portugisiske verber og alligevel have middagsmaden på bordet, før Solveig kom ind ad døren. Fordi verberne bestemmes af subjektets person, kan et portugisisk verbum for satan i helvede have mere end halvtreds forskellige endelser, opdagede Doppler.
  • Tine Bjerg Jensenhar citeretfor 5 år siden
    meget hjalp det. Da aktiviteten var indstillet, klatrede han rystende ned fra fyrretræet og lod sig falde ned på Saras side af hegnet. Han ringede på hos hende, og da det var et stykke efter midnat, tog det nogen tid, før hun lukkede op. Jamen, er det dig, sagde hun, da hun åbnede døren, i kimono, med søvn i øjnene, helt klart overrasket, jeg vidste ikke, at du var kommet tilbage. Det er der ingen, der gør, forklarede Doppler. Jeg bor i det der træ. Sara så på træet og nikkede stille. Nu skal du høre, begyndte Doppler, det er sådan, at Solveig åbenbart er flyttet sammen med en ny fyr.
    Egil Hegel, sagde Sara.
    Doppler nikkede.
    Han er o.k., sagde hun, jeg har været til middag hos dem.
    Han er ikke o.k., sagde Doppler.
    Nej, måske ikke.
    Men apropos, sagde Doppler, jeg har lige været vidne til, at Solveig og Egil Hegel klædte sig af og gjorde det, som voksne mennesker af og til gør med hinanden, jeg så det oppe fra træet, og det føltes ikke rigtigt.
    At du så på, mener du?
    Nej, at de gjorde det.
    Sara nikkede igen, som om hun forstod, men det gjorde hun helt sikkert ikke, tænkte Doppler. Men, fortsatte han, så kom jeg til at tænke på, at der faktisk godt kan skabes balance i tingene. Derfor har jeg lyst til at spørge dig om noget.
    Jaså?
    Hvad det var, jeg ville sige, jo, jeg synes, det ville være godt, men også hyggeligt, hvis du og jeg gjorde det samme, som Egil Hegel og Solveig lige har gjort. Jeg kan godt tage et bad først, hvis du synes, det tror jeg måske ville være det bedste, du er måske også gået over til pellets, så man kan tage klimaneutralt brusebad i timevis?
    Sara rystede på hovedet. Men jeg overvejede det, sagde hun. Egil Hegel prøver at overtale mig. Han er virkelig tilfreds. Snakker altid om pellets. Og så kan man vistnok få næsten tres tusind i tilskud fra kommunen.
    Ja, det har jeg også hørt, sagde Doppler. De nikkede begge to.
    Vi lever i et fantastisk land, sagde Sara.
    Helt afgjort, sagde Doppler og var stille et øjeblik, mens Sara tænkte på det fantastiske land.
    Men du har vel trods alt en bruser? fortsatte han så.
    Ja.
    Fint. Så hvad siger du så?
    Sara trak lidt på det. Doppler tolkede det, som at hun ikke var overvældende interesseret i at få sit kønsorgan fyldt op af en andens lige her og nu.
    Jeg kunne måske bare komme ind og tage mig en spiller, foreslog Doppler. Det er måske det bedste? Så slipper du for at blive involveret i noget, du ikke har lyst til? Sara var ikke direkte afvisende, snarere eftertænksom og tvivlende. Alligevel åbnede hun lidt efter døren og lod Doppler komme ind. Jeg vil jo ikke trænge mig på, sagde han og satte sig på den første stol, han så, lige inden for stuedøren, og trak i samme bevægelse bukserne ned til knæene.
  • Nikoline Balsgaard Albinhar citeretfor 7 år siden
    Hvor er det smukt, at du er så ung. Tænk på, hvor mange gange vinter og vår du har for dig, hvor mange glæder, skuffelser, ydmygelser, sår.
    Tænk på, hvor mange gange du vil købe nye sko, læse en avis og lade dig forbløffe over, hvor meget småfugle kan spise og over alt det idiotiske, folk foretager sig. Dit liv bliver sikkert rigt, sagde Doppler, det bliver en rutsjebane og et kalejdoskop af følelser, du knap nok vil kunne sætte ord på
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)