Kenneth Bøgh Andersen

Djævelens lærling

Vincent Stańczyk
Vincent Stańczykhar citeretsidste år
Hver uge valgte han et nyt offer, en ny fordømt, som han så var på nakken af, indtil det ringede til weekend om fredagen.
Trine Bæk Mortensen
Trine Bæk Mortensenhar citeretfor 3 måneder siden
Aziel sagde ingenting, da de begyndte at puffe ham af sted. Han drejede bare hovedet hele vejen rundt som en ugle og stirrede på Filip med et tomt blik. Det var næsten, som om hans øjne havde brændt sig selv ud. Så smilede han pludselig, og gåsehuden bredte sig ned over Filips ryg. For det var en gal mands smil. Og det var et smil, der sagde, at dette her langtfra var ovre.
Trine Bæk Mortensen
Trine Bæk Mortensenhar citeretfor 3 måneder siden
Så trak han vejret dybt og tog skridtet ind i mørket. Men netop som han trådte igennem åbningen og ind i sortheden, sprang Vita ind foran ham. Det var for sent for ham at stoppe bevægelsen, og han gik ind i hende, fortsatte til sin forbløffelse igennem hende. I det samme blev alt til lys. Han kunne intet se.
Michael Jørgensen
Michael Jørgensenhar citeretfor 3 måneder siden
Hans hjerte begyndte at slå hurtigere. »Jeg skal tilbage, skal jeg ikke? Det er derfor, I alle er her? Jeg skal tilbage … til livet?«
Michael Jørgensen
Michael Jørgensenhar citeretfor 3 måneder siden
»Åh, for helvede da,« sagde Lucifer. Han greb fat i Filip og tog ham i sin favn. »Farvel, min dreng. Pas godt på dig selv.«
Lene Birkvad Kjær-Olsen
Lene Birkvad Kjær-Olsenhar citeretfor 6 måneder siden
En slanges hvislen
»Filip, du er håbløs.« Fra sin plads bag skrivebordet så Lucifer på ham med sit syge blik. De røde øjne løb nu så meget i vand, at tårer trillede ned ad hans kinder.
Filip var netop trådt ud af Prøverummet, og det tætte mørke fyldte åbningen i tæppet.
Bag det havde der været et klasseværelse. Ikke hans eget, bare et ganske almindeligt et. Først havde han troet, at lokalet var tomt. Så havde han fået øje på drengen, der stod bag skabet og græd. Han var otte år, og han græd, fortalte han, fordi nogle af hans klassekammerater havde mobbet ham med hans nye briller.
»Situationen var fandens oplagt,« sagde Lucifer og tørrede øjnene med et sort lommetørklæde. »En dreng, der er blevet drillet, er en lækkerbisken for enhver temptaner. En lækkerbisken, Filip! Han er som gløder, og hvis du puster rigtigt til ham, så bliver han til et flammen
Jeanette Ørskov Madsen
Jeanette Ørskov Madsenhar citeretfor 6 måneder siden
dnu sværere.« Et begyndende hosteanfald fik stemmen til at falde fra hinanden, men Lucifer kæmpede det i sig. »Ingen hensynsløshed, dovenskab eller egoisme. Ingen misundelse, og dermed heller ingen sportsgrene eller konkurrencer. Vinderinstinktet er dødt, for hvis man taber, bliver man hverken vred eller hidsig, men derimod glad på modstanderens vegne. Og når glæden er lige stor ved både at vinde og tabe, hvorfor så overhovedet spille? Bøger og film handler om ingenting, for i denne verden er der ingen skurke, der skal fanges og dermed ingen helte. Aviserne er lige så tomme på indhold som bøgerne, for der er intet at skrive om. Ingen forbrydelser, skandaler, svindelnumre, politisk korruption, ingenting.« Lucifer rystede sukkende på hovedet, som om denne fremtidsvision havde gjort ham aldeles nedtrykt. »Arbejdsløsheden vil stige dramatisk. Hvis du vidste, Filip, hvor mange der er beskæftiget udelukkende, fordi mennesket ikke kan finde ud af at opføre sig ordentligt. Politiet er
Jeanette Ørskov Madsen
Jeanette Ørskov Madsenhar citeretfor 6 måneder siden
»Alt, hvad der sker af grufuldheder på jorden, kommer her fra Helvede. Katastrofer, ødelæggelser, synder og ugerninger er vores største eksportvarer. Det er os, der lokker mennesket i fordærv, og dernæst straffer det for de synder, det har begået. Vi plager verden med sygdomme, orkaner, jordskælv og vulkanudbrud, der dræber millioner og får folk til at tvivle på, om der overhovedet findes en retfærdig gud. Alverdens lidelse, pine og smerte har sin rod her i mørket, og i dit hoved er alle disse ting jo forfærdelige. Hvad skal vi dog med sådan et modbydeligt sted, tænker du, og du tænker, at der ikke var noget, du hellere ville, end at sætte en stopper for al denne ondskab. Har jeg ikke ret? Hvis det stod til dig, Filip Engell, hvis natur ligger så fjernt fra det, der foregår hernede i skyggernes dybder, så så du gerne, at dette sted lukkede og slukkede?«

Filip nikkede stille. Fanden kendte åbenbart hans tanker bedre, end han selv gjorde. »Sådan noget lignende,« sagde han.
Jeanette Ørskov Madsen
Jeanette Ørskov Madsenhar citeretfor 6 måneder siden
»Men grunden til, at du tænker sådan, Filip, er fordi du står i det ene hjørne. Du tror, du kan se det hele, men det kan du ikke.« Lucifer rejste sig fra stolen og kastede en trækævle ind i pejsen. Flammerne takkede med en hvæsen. »Ondskaben er nødvendig.«

»Hvad mener du, nødvendig?« Filip gloede uforstående på ham. »Hvorfor?«

»Jeg er glad for, at du spørger,« svarede Djævelen og snurrede rundt. Nu lød han ikke længere den mindste smule syg. Tværtimod. Hans stemme var glat som slangeskind. »Prøv at forestille dig det, Filip. En verden uden ondskab. Uden vrede, had, krig, sygdom, ødelæggelse og alt, hvad du ellers kan forestille dig af forfærdeligheder. Solen skinner, fuglene fløjter, og det gør alle de rare og venlige mennesker også, de har det nemlig rigtig godt. De hilser på hinanden, tager sig af hinanden, hjælper hinanden. Kan du forestille dig det, Filip?«

»Ja,« sagde han usikkert. »Men det er svært.«

»Naturligvis er det svært, og nu bliver det en
Per Preem Ravn
Per Preem Ravnhar citeretfor 7 måneder siden
Filip åbnede øjnene
Birgitte Jensen
Birgitte Jensenhar citeretsidste år
Filip krøb sammen bag det store metalskab, hvor pedellen havde alt sit værktøj, og kiggede forsigtigt rundt om hjørnet.
Line Skammelsen Nielsen
Line Skammelsen Nielsenhar citeretfor 2 år siden
»Fordi det gode eksisterer i kraft af det onde og omvendt,« svarede Lucifer. »Har vi ikke mørket, så har vi heller ikke lyset. Har vi ikke natten, så har vi heller ikke dagen, og har vi ikke det onde, så har vi heller ikke det gode. Skiller vi tingene ad, har vi ingenting.
Morten Ruus
Morten Ruushar citeretfor 4 år siden
Filip kunne høre ham. Skridtene, der lød som en hvisken i den tavse cykelkælder. Fingrene, der knækkede forventningsfuldt. Ja, han syntes endda at kunne høre smilet, der spillede på hans læber.
Filip krøb sammen bag det store metalskab, hvor pedellen havde alt sit værktøj, og kiggede forsigtigt rundt om hjørnet. Hans hjerte sprang op i halsen, da skyggen på væggen pludselig tonede frem. Den virkede unaturligt stor. Dæmonagtig. Og var det bare det mærkelige lys, der spillede ham et puds, eller så det ikke ud, som om skyggen havde horn?
»Hvor er duuu?« sang skyggen fornøjet. »Kom friiit frem!«
Filip gjorde sig så lille som
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)