Bøger
Johan de Mylius

Søren Kierkegaard til hverdagsbrug

    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretfor 2 år siden
    Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i verden, at være en mand, der er rask til sin mad og rask til sin gerning. Når jeg derfor ser en flue i det afgørende øjeblik sætte sig på en sådan forretningsmands næse, eller han bliver overstænket af en vogn, der i endnu større hast kører ham forbi, eller Knippelsbro går op, eller der falder en tagsten ned og slår ham ihjel, da ler jeg af hjertens grund. Og hvem kunne vel bare sig for at le? Hvad udretter de vel, disse travle hastværkere? Går det dem ikke som det gik hin kone, der i befippelse over, at der var ildløs i huset, reddede ildtangen? Hvad mere redder de vel ud af livets store ildebrand?
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Den der føler sig som en person i det skuespil, guddommen digter, hvor digteren og suffløren ikke er forskellige personer, hvor individet, som den øvede skuespiller, der har levet sig ind i sin karakter og sin replik, ikke forstyrres af suffløren, men føler, at det, der tilhviskes ham, er det, han selv vil sige, så det næsten bliver tvivlsomt, om han lægger suffløren ordene i munden, eller suffløren ham, den der i dybeste forstand føler
    sig på engang digtende og digtet, der i det øjeblik, han føler sig digtende, har replikkens oprindelige patos, i det øjeblik, han føler sig digtet, det erotiske øre, der opfanger enhver lyd, han og først han har realiseret det højeste i æstetikken
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Hver gang der fødes et geni, gøres der ligesom prøve på eksistensen; thi han gennemløber og oplever alt det tilbagelagte, til han indhenter sig selv.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Den brede vej er bred, fordi der går mange på den. Mængdens vej er altid bred.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    I England skal det være hændt, at en mand blev overfaldet på landevejen af en røver, der havde gjort sig ukendelig ved en stor paryk. Han styrter mod den rejsende, griber ham i brystet og råber: Deres pung. Han får pungen, som han beholder, derimod
    kaster han parykken fra sig.

    En fattig mand kommer ad samme vej, finder parykken, tager den på, når den næste by, hvor den rejsende allerede har gjort anskrig, bliver kendt, arresteret, genkendt af den rejsende, der aflægger ed på, at det er ham. Tilfældigvis er røveren til stede i retssalen, ser misforståelsen, henvender sig til dommeren: „Det forekommer mig, at den rejsende ser mere på parykken end på manden“, og udbeder sig tilladelse til at gøre et forsøg. Han sætter parykken på, griber den rejsende i brystet med de ord: Deres pung – og den rejsende genkender røveren og tilbyder at beedige det – kun skade, at han allerede éngang har aflagt ed.

    Således går det enhver på en eller anden måde, der har et ’hvad’ og ikke er opmærksom på ’hvorledes’: han sværger, han aflægger ed, han render ærinder, han vover liv og blod, han bliver henrettet – alt for parykken.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Hæng dig, du vil fortryde det; hæng dig ikke, du vil også fortryde det; hæng dig eller hæng dig ikke, du vil fortryde begge dele.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i verden, at være en mand, der er rask til sin mad og rask til sin gerning. Når jeg derfor ser en flue i det afgørende øjeblik sætte sig på en sådan forretningsmands næse, eller han bliver overstænket af en vogn, der i endnu større hast kører ham forbi, eller Knippelsbro går op, eller der falder en tagsten ned og slår ham ihjel, da ler jeg af hjertens grund. Og hvem kunne vel bare sig for at le? Hvad udretter de vel, disse travle hastværkere? Går det dem ikke som det gik hin kone, der i befippelse over, at der var ildløs i huset, reddede ildtangen? Hvad mere redder de vel ud af livets store ildebrand?
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Jeg taler helst med børn; thi om dem tør man dog håbe, at de kan blive fornuft-væsener; men de, der er blevet det – Herre Jemini!
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Når der ved en skriftlig eksamen er givet de unge mennesker fire timer til afhandlingens udarbejdelse, da gør det hverken fra eller til, om den enkelte bliver færdig før tiden eller bruger hele tiden. Her er altså opgaven ét og tiden et andet. Men hvor tiden selv er opgaven, der bliver det jo en fejl at blive færdig før tiden. Sæt, det opgaves et menneske at underholde sig selv én dag, og han allerede ved middag var færdig med den underholdning: så var jo hans hurtighed ingen fortjeneste. Således også hvor livet er opgaven. At blive færdig med livet, førend livet bliver færdigt med en, er jo netop ikke at blive færdig med opgaven.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Du er ikke forpligtet til at have en mening om, hvad du ikke forstår, nej tværtimod er du evigt fritaget; men du er evigt forpligtet til som enkelt at gøre regnskab for din mening, for din dom.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Tænkernes tid synes at være forbi! Den stille tålmod, den ydmyge og lydige langsomhed, den højmodige forsagelse af øjeblikkelig virkning, den uendelighedens afstand fra øjeblikket, den sin tanke og sin Gud hengivne kærlighed, som er fornøden for at tænke én tanke: den synes at forsvinde, den er næsten ifærd med at blive menneskene en latterlighed. ’Mennesket’ er atter blevet ’alts mål’ og aldeles i øjeblikkets forstand. Al meddelelse skal indrettes på at komme belejligt i et let flyveskrift, eller understøttes af usandhed på usandhed. Ja, det er jo, som måtte tilsidst al meddelelse indrettes til at kunne foredrages i højst en time på en forsamling, der igen spilder den ene halve time med bifalds og mishags støjen og i den anden halve time er for fortumlet til at kunne samle tankerne.

    Og dog eftertragtes dette som det højeste. Børnene opdrages til at betragte dette som det højeste: at blive hørt og at blive
    beundret i en time. Således nedsættes møntfoden på det at være menneske
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Det filosofferne taler om virkeligheden, er ofte ligeså skuffende, som når man hos en marskandiser læser på et skilt: Her rulles. Ville man komme med sit tøj for at få det rullet, så var man narret; thi skiltet er blot tilsalgs.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Alt larmer; og som man siger om en hidsig drik, at den rører blodet, således er i vore tider ethvert, selv det ubetydeligste foretagende, enhver, selv den mest intetsigende meddelelse, blot beregnet på at ryste sanserne eller på at røre massen, mængden, publikum, larmen!

    Og mennesket, dette kløgtige hoved, det er blevet som søvnløst for at udfinde nye, nye midler til at forøge larmen, til at udbrede, med størst mulig hast og efter størst mulig målestok, støjen og det intetsigende.

    Ja, omvendtheden er vel snart nået: Meddelelsen er vel snart bragt ned til det laveste i retning af betydningsfuldhed, og samtidig har meddelelsesmidlerne vel omtrent nået et højeste i retning af hastig og altoversvømmende udbredelse; thi hvad hastes der vel så meget med at få ud, og på den anden side, hvad har større udbredelse end: Pjat! O, skaf tavshed!
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Denne dvaske mængde, som intet selv forstår og intet selv vil gøre, dette galleri-publikum søger nu tidsfordriv, og hengiver sig da til den indbildning, at alt hvad nogen gør, sker, for at det kan få noget at snakke om. Dvaskheden sidder fornemt med benene overkors, og enhver, der vil arbejde, kongen og embedsmanden og folkets lærer og den dygtigere journalist og digteren og kunstneren, alle bliver ligesom spændt for, for at slæbe denne dvaskhed frem, der fornemt tror, at de andre er hestene.
    Nichlas Ingemann Mohrsenhar citeretsidste måned
    Der er sagt meget besynderligt, meget beklageligt, meget oprørende om kristendommen; men det dummeste, der nogensinde er sagt, er, at den er til en vis grad sand.
    Hans-helge Krøjer Svendsenhar citeretfor 6 måneder siden
    Alt larmer; og som man siger om en hidsig drik, at den rører blodet, således er i vore tider ethvert, selv det ubetydeligste foretagende, enhver, selv den mest intetsigende meddelelse, blot beregnet på at ryste sanserne eller på at røre massen, mængden, publikum, larmen!

    Og mennesket, dette kløgtige hoved, det er blevet som søvnløst for at udfinde nye, nye midler til at forøge larmen, til at udbrede, med størst mulig hast og efter størst mulig målestok, støjen og det intetsigende.

    Ja, omvendtheden er vel snart nået: Meddelelsen er vel snart bragt ned til det laveste i retning af betydningsfuldhed, og samtidig har meddelelsesmidlerne vel omtrent nået et højeste i retning af hastig og altoversvømmende udbredelse; thi hvad hastes der vel så meget med at få ud, og på den anden side, hvad har større udbredelse end: Pjat! O, skaf tavshed!

    Til Selvprøvelse, Samtiden anbefalet, 1851
    Louise Norquist Præstholm Graaehar citeretfor 8 måneder siden
    Ikke hvad der hænder mig, gør mig stor, men hvad jeg gør, og der er dog vel ingen, der mener, at en mand blev stor, fordi han vandt den store gevinst i lotteriet?
    Louise Norquist Præstholm Graaehar citeretfor 8 måneder siden
    Det er mærkeligt nok, at det går således i livet, at de store mænd ikke kan gøre det mindre, hvad de almindelige mennesker formår.
    Louise Norquist Præstholm Graaehar citeretfor 8 måneder siden
    Hvad jeg taler om er noget ganske simpelt og enfoldigt, at sandheden kun er for den enkelte, idet han selv frembringer den i handling.
    Louise Norquist Præstholm Graaehar citeretfor 8 måneder siden
    Du er ikke forpligtet til at have en mening om, hvad du ikke forstår, nej tværtimod er du evigt fritaget; men du er evigt forpligtet til som enkelt at gøre regnskab for din mening, for din dom.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)