Søren Kierkegaard til hverdagsbrug

Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i verden, at være en mand, der er rask til sin mad og rask til sin gerning. Når jeg derfor ser en flue i det afgørende øjeblik sætte sig på en sådan forretningsmands næse, eller han bliver overstænket af en vogn, der i endnu større hast kører ham forbi, eller Knippelsbro går op, eller der falder en tagsten ned og slår ham ihjel, da ler jeg af hjertens grund. Og hvem kunne vel bare sig for at le? Hvad udretter de vel, disse travle hastværkere? Går det dem ikke som det gik hin kone, der i befippelse over, at der var ildløs i huset, reddede ildtangen? Hvad mere redder de vel ud af livets store ildebrand?

Den der føler sig som en person i det skuespil, guddommen digter, hvor digteren og suffløren ikke er forskellige personer, hvor individet, som den øvede skuespiller, der har levet sig ind i sin karakter og sin replik, ikke forstyrres af suffløren, men føler, at det, der tilhviskes ham, er det, han selv vil sige, så det næsten bliver tvivlsomt, om han lægger suffløren ordene i munden, eller suffløren ham, den der i dybeste forstand føler
sig på engang digtende og digtet, der i det øjeblik, han føler sig digtende, har replikkens oprindelige patos, i det øjeblik, han føler sig digtet, det erotiske øre, der opfanger enhver lyd, han og først han har realiseret det højeste i æstetikken

Hver gang der fødes et geni, gøres der ligesom prøve på eksistensen; thi han gennemløber og oplever alt det tilbagelagte, til han indhenter sig selv.

Den brede vej er bred, fordi der går mange på den. Mængdens vej er altid bred.

I England skal det være hændt, at en mand blev overfaldet på landevejen af en røver, der havde gjort sig ukendelig ved en stor paryk. Han styrter mod den rejsende, griber ham i brystet og råber: Deres pung. Han får pungen, som han beholder, derimod
kaster han parykken fra sig.

En fattig mand kommer ad samme vej, finder parykken, tager den på, når den næste by, hvor den rejsende allerede har gjort anskrig, bliver kendt, arresteret, genkendt af den rejsende, der aflægger ed på, at det er ham. Tilfældigvis er røveren til stede i retssalen, ser misforståelsen, henvender sig til dommeren: „Det forekommer mig, at den rejsende ser mere på parykken end på manden“, og udbeder sig tilladelse til at gøre et forsøg. Han sætter parykken på, griber den rejsende i brystet med de ord: Deres pung – og den rejsende genkender røveren og tilbyder at beedige det – kun skade, at han allerede éngang har aflagt ed.

Således går det enhver på en eller anden måde, der har et ’hvad’ og ikke er opmærksom på ’hvorledes’: han sværger, han aflægger ed, han render ærinder, han vover liv og blod, han bliver henrettet – alt for parykken.

Hæng dig, du vil fortryde det; hæng dig ikke, du vil også fortryde det; hæng dig eller hæng dig ikke, du vil fortryde begge dele.

Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt i verden, at være en mand, der er rask til sin mad og rask til sin gerning. Når jeg derfor ser en flue i det afgørende øjeblik sætte sig på en sådan forretningsmands næse, eller han bliver overstænket af en vogn, der i endnu større hast kører ham forbi, eller Knippelsbro går op, eller der falder en tagsten ned og slår ham ihjel, da ler jeg af hjertens grund. Og hvem kunne vel bare sig for at le? Hvad udretter de vel, disse travle hastværkere? Går det dem ikke som det gik hin kone, der i befippelse over, at der var ildløs i huset, reddede ildtangen? Hvad mere redder de vel ud af livets store ildebrand?

Jeg taler helst med børn; thi om dem tør man dog håbe, at de kan blive fornuft-væsener; men de, der er blevet det – Herre Jemini!

Når der ved en skriftlig eksamen er givet de unge mennesker fire timer til afhandlingens udarbejdelse, da gør det hverken fra eller til, om den enkelte bliver færdig før tiden eller bruger hele tiden. Her er altså opgaven ét og tiden et andet. Men hvor tiden selv er opgaven, der bliver det jo en fejl at blive færdig før tiden. Sæt, det opgaves et menneske at underholde sig selv én dag, og han allerede ved middag var færdig med den underholdning: så var jo hans hurtighed ingen fortjeneste. Således også hvor livet er opgaven. At blive færdig med livet, førend livet bliver færdigt med en, er jo netop ikke at blive færdig med opgaven.

Du er ikke forpligtet til at have en mening om, hvad du ikke forstår, nej tværtimod er du evigt fritaget; men du er evigt forpligtet til som enkelt at gøre regnskab for din mening, for din dom.