Ingen har haft så stor indflydelse på introduktionen af protestantismen i Europa som Martin Luther, og de færreste har levet et lige så dramatisk og begivenhedsrigt liv.
Ludvig Schrøders bog fortæller om Martin Luthers liv fra hans fødsel i Eisleben i Tyskland i 1483 og op til han i 1521 blev ekskommunikeret af den katolske kirke og erklæret fredløs. Bogen beskriver Luthers oplevelser, da han som helt ung kom til Rom og så, hvor syndigt og dekadent kirkens spidser levede. Den beskriver hans kamp mod aflad og korruption i kirken og hans forgæves forsøg på at reformere den katolske kirke, der til sidst endte med, at han blev ekskommunikeret og valgte at bruge sin nye position til at grundlægge protestantismen.
Bogen udkom første gang i 1903.
Ludvig Schrøder (1836–1908) var dansk højskoleforstander og forfatter. Han var forstander for Rødding Højskole i perioden 1862–1864 og blev derefter forstander for Askov Højskole, efter Danmark i 1864 havde mistet Sønderjylland. Ludvig Schrøder skrev en lang række bøger om store danske og europæiske personer og blev for sit store arbejde for dansk kulturliv hædret som Ridder af Dannebrog og titulær professor.