Rick Riordan

Den sidste olymper

Den fatale profeti om Percys Jacksons skæbne afsløres endelig i den store finale! Det ser ikke lyst ud …
Gennem et helt år har halvblodsbørnene forberedt sig til den endelige kamp med titanerne, vel vidende, at chancerne for at vinde er skræmmende små. Kronos‘ hær er stærkere end nogensinde før, og med hver halvgud og gud, som den onde titan rekrutterer, vokser hans magt.
Mens olymperne kæmper for at få kontrol over monsteret Typhon, som Kronos har sendt tværs over USA med retning mod New York, påbegynder Kronos sin fremrykning mod gudernes bolig, Olympen, der nu lægger ubeskyttet hen på toppen af Empire State Building i New York. Det er op til Percy Jackson og en lille hær af unge halvguder at stoppe Tidens Herre og hans dødsensfarlige hjælpere …
Gale guder, mytologiske monstre og en helt, der holder helt frem til sidste side. Den allersidste.
Den sidste olymper er femte bind i serien om Percy Jackson og olymperne.

Rick Riordan har vundet adskillige priser for sine krimier til det voksne publikum. Percy Jackson er hans første børnebog.

Rick Riordan bor i Texas med sin kone og to sønner.
355 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2018
Oversætter
Vibeke Nielsen

Lignende bøger

Vurderinger

    Jesper Sørensenhar delt en vurderingfor 4 måneder siden
    👍Værd at læse

    Rikkehar delt en vurderingsidste år
    👍Værd at læse

    Asger Poulsenhar delt en vurderingsidste år
    👍Værd at læse
    🔮Overraskende
    🎯Læseværdig
    🌴God til stranden
    🚀Opslugende
    😄Vildt sjov
    💧Tåreperser

Citater

    Martin Benjamin Poulsenhar citeretsidste måned
    2
    Jeg møder den skællede del af familien
    Maria Brodersenhar citeretfor 6 måneder siden
    Hefaistos-hytten havde fremstillet årets perle. Den forestillede Empire State Building, og indgraveret hele vejen rundt i en spiral stod alle navnene på alle de helte, der var faldet i Olympens forsvar.
    Lene Riberholdthar citeretfor 7 måneder siden
    “Du reddede verden,” sagde hun.
    “Vi reddede verden.”
    “Og Rachel er det nye orakel, hvilket betyder, at hun ikke skal være kæreste med nogen.”
    “Det lyder du ikke til at være skuffet over,” bemærkede jeg.
    Annabeth trak på skuldrene. “Årh, jeg er ligeglad.”
    “Så siger vi det.”
    Hun løftede øjenbrynene. “Har du noget at sige til mig, Tanghjerne?”
    “Du ville sikkert banke mig.”
    “Du ved, jeg ville banke dig.”
    Jeg børstede kagekrummerne af hænderne. “Da jeg var ved floden Styx og blev usårlig … Nico sagde, at jeg skulle koncentrere mig om én ting, som holdt mig forankret i den her verden og gjorde, at jeg gerne ville forblive dødelig”
    Annabeth holdt blikket rettet mod horisonten. “Og …?”
    “Og så oppe på Olympen,” sagde jeg, “da de ville gøre mig til en gud og alt det der, blev jeg ved med at tænke …”
    “Indrøm, at du blev fristet af det.”
    “Nå ja, måske lidt. Men det var jeg ikke, da det kom til stykket, fordi jeg tænkte … Jeg ville ikke have, at alting skulle forblive, som det var, i al evighed, for tingene kan jo altid blive bedre. Og jeg tænkte på …” Jeg var knastør i munden.
    “Nogen bestemt?” spurgte Annabeth lige så stille.
    Jeg kiggede over på hende og så, at hun prøvede at holde et smil tilbage.
    “Du griner ad mig,” indvendte jeg.
    “Vel gør jeg ej!”
    “Du gør altså ikke det her lettere.”
    Så lo hun rigtigt og lagde armene om mig. “Jeg kommer aldrig nogensinde til at gøre det let for dig, Tanghjerne. Væn dig til det.”
    Da hun kyssede mig, føltes det, som om min hjerne smeltede hele vejen ned gennem kroppen på mig.
    Jeg kunne have siddet sådan i al evighed, hvis det ikke lige var, fordi en stemme bag os brummede: “Det var godt nok på tide!”
    Pludselig var pavillonen fuld af fakkelskær og lejrdeltagere. Clarisse førte an, mens smuglytterne slog til og hejsede os begge op på skuldrene.
    “Ej, helt ærligt!” indvendte jeg. “Kan man ikke få lidt privatliv?”
    “Turtelduerne trænger til at blive kølet af!” sagde Clarisse frydefuldt.
    “Kanosøen!” råbte Connor Stjael.
    Under stor jubel bar de os ned ad bakken, men de holdt os tæt nok til, at vi kunne holde hinanden i hånden. Annabeth lo, og jeg kunne ikke lade være med også at le, selv om jeg var tomatrød i hovedet.
    Vi blev ved med at holde hinanden i hånden, lige indtil de smed os i vandet.
    Men i sidste ende var det mig, der lo bedst. Jeg lavede en luftboble på søens bund. Vores venner stod og ventede på, at vi kom op igen, men hey – når man er søn af Poseidon, behøver man ikke skynde sig.
    Og det var nok sådan cirka det bedste undervandskys i verdenshistorien

På boghylderne

    Katja Dueholm Danekilde
    Percy jackson
    • 5
    • 2
    Kathrine Holst Hahn
    Percy Jackson
    • 4
    • 1
    Jakob Stougaard Kristiansen
    Gry
    • 263
    Charlotte Blom Hansen
    Har læst
    • 36
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)