Bøger
Anne Knudsen

Her går det godt, send flere penge

På én gang veloplagt og køligt videnskabeligt beskriver og analyserer antropolog, dr.phil. Anne Knudsen danskernes adfærd og retter ikke mindst blikket mod vores nationale selvtilfredshed og negative syn på fremmede. Skarpt og ubehageligt præcist giver hun sit signalement af vores magelighed og manglende vilje til at påtage os ansvar — og af den intimisering og inderliggørelse af vores omgangsformer, der foregår i disse år, ikke mindst som følge af, at kvinderne og «de kvindelige værdier» vinder så stærkt frem i den offentlige sektor. «Det er forholdsvis sjældent her i sognet, at man får en så heftig debatbog i hånden og bagefter lukker den med følelsen af argumenteret sammenhæng i synspunkterne.» — Information. «Det er nogle tankevækkende spørgsmålstegn — og provokerende udråbstegn — Anne Knudsen har sat… Det er hele den demokratiske “Problemfamilien Danmark”, den henvender sig til. Den laver virkelig rav i lykkesmedjen.” — Jyllands-Posten.
111 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2016
Udgivelsesår
2016
Forlag
Gyldendal

Andre versioner af bogen

Har du allerede læst den? Hvad synes du om den?
👍👎

Citater

    Birgitte Skov Larsenhar citeretfor 5 år siden
    Den magtteknik, der anvendes her, er helt almindelig i familielivet. Mor til lille Lise: „Lise, du skal i seng, du er søvnig.“ Lise: „Nej, jeg er ej!“ Mor: „Jo, du er, du sidder og falder i søvn“. Og så videre, indtil lille Lise indser – ikke, at hun er søvnig, men – at mor er nogenlunde dobbelt så stor som hun selv, og indvilliger i diagnosen. Resultatet er komplekst. I det konkrete er der sket det, der hele tiden har ligget indbygget i de reelle magtforhold i familien: Mor har fået sin vilje. Men det er foregået på en subtil måde, hvis væsentligste positive kvalitet er, at den holder mors samvittighed ren. Lise er ikke bare blevet lagt i seng – hun er gået i seng af egen fri vilje. Mor har altså ikke udøvet synlig magt. For Lise stiller sagen sig noget værre. Hun har indvilliget i at underkende sin egen vurdering af situationen og overtage mors. Hendes synspunkt – jeg er ikke træt – var hverken legitimt eller korrekt. Hun ved ikke længere, hvordan hun selv har det.
    Problemet er både alvorligt og generelt. Indfølende overtalelse er ikke en mere skånsom magtteknik end lodrette „sådan-er-dét“-teknikker. Slet ikke for dem, det går ud over. Hvis man sætter sig i en andens sted, har den anden ikke selv noget sted at være. Og det er værre end at blive trynet, mens man bevarer sit særstandpunkt, sin legitime – skønt magtesløse – opfattelse af situationen. Lise betaler dyrt for mors gode samvittighed.
    Ikke desto meget mindre er den her skitserede teknik vidt udbredt overalt i samfundets omsorgsinstitutioner. Den forhindrer konfrontationer, fordi den usynliggør magtudøvelsen. Især gør den magtudøvelsen usynlig for magtens udøvere, den gode samvittigheds empatisk indstillede „mødre“, uanset køn.
    For den, der er underlagt magten, er det stadig føleligt, at han eller hun ikke får sin egen vilje. Men eftersom teknikken går ud på at få klienten til selv at gå ind for det, der skal gøres ved ham/hende, står valget mellem hykleri og tab af selvagtelse. Hvis klienten er i stand til at hykle sin meddelagtighed i magtudøveren
    Birgitte Skov Larsenhar citeretfor 5 år siden
    Familiemodellen har nemlig som hovedvirkning, at klienten bliver barnliggjort. Det har at gøre med det forhold, at der udøves magt i disse institutioner. Arbejdsformidleren har (i hvert fald teoretisk) rådighed over noget, Bente mangler, og pantefogeden kan gøre mig livet surt. Sagsbehandleren har magt til at nægte eller tildele ydelser, pædagogen kan give lov eller forbyde, læreren kan vurdere elevens arbejde lavt eller højt, sygeplejersken kan skønne, at man ikke har smerter eller ikke har oprigtigt brug for et bækken. Det gør ingen forskel, at de udmærkede mennesker, som bestrider alle disse stillinger, ikke kunne drømme om at misbruge dem til at straffe eller belønne efter forgodtbefindende. Det er ikke dét, der er sagens kerne. Den er, at de kunne, hvis de ville, og at klienten/eleven/patienten har en bevidsthed om, at sådan forholder det sig. Klienten ved også, at han eller hun vanskeligt ville kunne forsvare sig mod sagsbehandlerens skøn. Klientoplevelsen er altid en oplevelse af relativ magtesløshed. Der er fundamentale uligheder og konkret magt på færde i alle „samfundets“ institutioner til hjælp, støtte og omsorg.
    Hvis man bruger en model for magthåndtering, der er hentet fra familien, har man med det samme valgt de roller, som kan udfoldes inden for modellen.
    Magt i familien involverer to roller. Barn og voksen. Det er kun børn, som uden forbehold er underlagt magt i familierne. Så hvis bistandskontoret er en familie og man selv er magtesløst underlagt sagsbehandleren, er den logiske konklusion, at man er et barn. Man ser da også en hel række teknikker til barnliggørelse af klienten folde sig ud. „Det er for din egen skyld…“, „Jeg er sikker på, at du selv kan indse…“, „Hvis du tænker dig rigtigt om, mener du nok…“, „Inderst inde ved du, at det er det rigtige…“, „Skal vi så være enige om dét?“ er eksempler på vidt udbredte formularer, der alle sammen betyder: „Jeg bestemmer, og jeg vil ikke høre
    Birgitte Skov Larsenhar citeretfor 5 år siden
    At have med mennesker at gøre
    Når man spørger en gruppe unge mennesker, hvad de vil være, når de bliver voksne, svarer en stor del af pigerne, at de vil „have med mennesker at gøre“. Drengene har typisk mere konkrete billeder af en bestemt rolle eller et bestemt fag. Pigerne siger ikke noget om, hvad de har tænkt sig at gøre ved de mennesker, de vil have med at gøre. De vil bare have med dem at gøre. Og man kan roligt fastslå, at det får de. Over halvdelen af Danmarks voksne kvinder er ansat ved det offentlige, og hovedparten af dem arbejder i job, hvor de har „med mennesker at gøre“. De er pædagoger i vuggestuer og børnehaver, de er sygeplejersker og sygehjælpere, socialrådgivere og kommunale sagsbehandlere, folkeskolelærere og arbejdsformidlere, de er fysioterapeuter, pædagogiske konsulenter, plejere, økonomaer, kontordamer, receptionister og skoletandlæger. Det er kvinder, der passer de syge, de gamle og børnene, det er kvinder, der tager sig af sociale problemer, det er kvinder, der får det hele til at glide. Akkurat som i de kulturelle stereotyper af typisk kvindelige aktiviteter fra dengang, kvinder ideelt set ikke havde „arbejde“. I de danske kommuner er 75% af de ansatte kvinder, og kvinderne sidder typisk på de poster, hvor man har med kommunens „kunder“ at gøre. Det er kun 18% af cheferne i kommunerne, som er kvinder. Når danskeren møder „samfundet“ i funktion, møder han eller hun en kvinde. Når „samfundet“ tager sig af de svage, er der kvinder på banen.
    Det er ikke alle de samfundsopgaver, der i dag løses af kvinder, som har en fortid i familielivet. Nogle af funktionerne er helt nye og har aldrig udgjort nogen del af et traditionelt familieliv. Men mange af kvindernes nuværende aktiviteter i offentlig ansættelse er modelleret over opgaver, familierne tidligere tog sig mere eller mindre effektivt af. Derfor er det måske ikke så underligt, at familiens følelsesmæssige indretning ofte optræder som et ideal for den måde, aktiviteterne organiseres på. Sygeplejeelever lære

På boghylderne

    anneoglasse
    Anne
    • 128
    • 2
    Jens Kristiansen
    Samfund
    • 103
    Claus Oldrup
    Debrina
    • 10
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)