Kvinde set fra ryggen

Det værker i venstre skulder, og den højre arm sover. De kropslige kvaler står i kø. Det dunker i kravebenet og snurrer i anklerne. Ida rammes af alle de dårligdomme, som kvinder får af at føde for mange børn og arbejde for hårdt. Hun føler sig ynkelig, alt for uhyggelig bevidst om, at det eneste hun udretter, er at stå stille dagen lang. De hofter, der kunne være slidte af at vaske tøj, slæbe koks og bære på den ene skrigende unge efter den anden, gør ondt af ubevægelighed. Der går ikke længe, inden det føles som er der ild i lænden. Hendes ben svulmer op. Der er betændelse i det ene knæ. Efter en halv dag som model er det som om hele hendes krop er brudt i brand.

Hun genkendte gården, vandmøllen til venstre og kirketårnet til højre, men hun var ikke gået mange skridt bag den vippende grå hale, før omgivelserne var af en sådan karakter, at hun ikke anede, hvor hun befandt sig.

Man er som en blodhund.

Ida betragter morgenduggen svinde ind, hvordan stenene på den brede trappe bliver lysere.

kommet brev fra Hans Christian

12
Det bliver koldere, blæsende, efterår, og Ida skriver et brev, hvori hun bryder forlovelsen med Vilhelm.
Johanne Sophie Ilsted har arbejdet sig ind under huden på hende. Hun stikker til Ida uge efter uge. Hun gør sig lystig over hende. Hun håner hende. Hvorfor tror du, sådan en mand vil have dig? Tænk over det, Ida. Hvad har du til fælles med de mennesker? Tror du ikke at han kan finde en, der er flottere at male? Mere dannet? Du gør dig selv til grin, lille Ida. Tror du, du kan blive som dem? Det skrækkeligste er, at morens ord blot er et ekko af hendes egne tanker. Vilhelm er optaget af at male, og hun ved, at han lige nu står og gør det i en helt anden verden.
Da Ida har skrevet brevet, føles det som en lettelse. Skriften er ikke så pæn, som da hun sendte en fødselsdagshilsen til Frederikke Hammershøi, der altså alligevel ikke skal være hendes svigermor, men det hele står lige der. Det er såre sandt

Ida-i-dag kan.
Jeg har været ude på kirkegården, siger moren. Og se til Hans Christian. Jeg lagde blomster på graven.
Det var godt, siger Ida.
Jeg snakkede med ham.
Ida gransker morens ansigt. Vil hun nu begynde at rable om hvornår broren kommer hjem?
Bare rolig, siger moren. Jeg ved udmærket at han er død. Det sagde jeg også til ham. Og at jeg var ked af det.
Hvor er jeg glad for at høre det, mor.
Men Ida kender det blik. Når moren sænker øjenlågene, så udsynet blot er en sprække i hendes ansigt. Hun knuger gryden i hænderne.
Jeg sagde til ham, at det skulle have været omvendt, siger moren. Jeg sagde, det skulle være dig, der levede, Hans Christian, og Ida der lå her. Så var jeg ikke blevet gal. Så var alt godt.

Det er som en leg, hun havde med Hans Christian, hvor de sprang fra sten til spand til brændeknude i haven for ikke at røre jorden. Ida hopper fra rude til rude op ad Strandgade. Hun studerer sig selv, og når hun vender sig, er det for at finde en ny spejlende flade. Det er Vilhelm, der har sat gang i denne beskæftigelse. Ida har fået øje på sig selv i hans maleri, og nu kan hun ikke få nok. Alt hvad der kan gengive hende har interesse. Det gør hende flov og samtidig alt andet end skamfuld. Hun tiltrækkes af det der kan reflektere hendes tilstedeværelse.
Ida tager e

Hendes baghoved gløder af sol da hun sænker hagen og lugter til blomsterne.

Og stående i lys lue sidst på eftermiddagen med blikket stift rettet ind i væggen, er hun overbevist om, at denne opstilling ikke har noget som helst med perspektiv, inspiration, motiv eller kunst at gøre.