Åsa Larsson

Blodskyld

  • Sussie Hyldmarhar citeretfor 4 år siden
    Rundt om de synlige vandrør, der også var malet lyserøde, havde nogen viklet lianer af plasticvedbend i et forsøg på at piffe stemningen op.
  • Sussie Hyldmarhar citeretfor 4 år siden
    Den store dreng sendte hende et genert smil og et hurtigt blik.
  • Sussie Hyldmarhar citeretfor 4 år siden
    Senere, da de røg i seng med hinanden, tog han mod til sig og spurgte igen, hvor længe hun havde tænkt sig at blive.
  • Sussie Hyldmarhar citeretfor 4 år siden
    “Men skiltet er mit,” havde broderen forkyndt og skubbet dokumentet fra sig med en hurtig bevægelse.
  • Sussie Hyldmarhar citeretfor 4 år siden
    være bisidder samt assistere. På den måde fik man en fod indenfor i de store retssager, der havde mediernes bevågenhed. I denne periode var der tale om to gruppevoldtægter, et rovmord og en bestikkelsesskandale.
    Ledelsen foreslog, at hun fortsatte med at møde op i retten, selv mens hun var sygemeldt. Det skete jo ikke så tit. Og det var en god måde at holde kontakten med jobbet ved lige på. Og hun behøvede ikke forberede sig. Bare være bisidder. Men kun hvis hun havde lyst, naturligvis.
    Hun var gået med til det, da hun ikke mente, hun havde noget valg. Hun havde gjort firmaet til skamme, skaffet dem en erstatningssag på halsen og mistet en klient. Det var umuligt at sige nej. Hun stod i gæld til dem og nikkede og smilede.
    De dage, hvor hun skulle møde i retten, fik hun i det mindste halet sig op af sengen. Almindeligvis var det de tiltalte, der først tiltrak sig nævningenes og dommerens blik, men nu var hun cirkussets store trækplaster. Hun fæstede blikket på bordet foran sig og lod dem glo. Forbrydere, dommere, anklagere, nævninge. Hun kunne næsten høre deres tanker: “Nå, så dér er hun …”
    Nu var hun nået frem til gårdspladsen uden for herregården. Her var græsset pludselig grønt og frisk. Sprinkleren måtte have kørt på højtryk i den
  • Kaj Kristensenhar citeretfor 6 år siden
    For nu går Herren ud af sin bolig
  • Kristian Brogaardhar citeretfor 7 år siden
    Hun vil gå i sauna og tage en dukkert i elven bagefter. Hun ved, hvordan det vil føles. Koldt vand, skarpe sten under fødderne. Den tunge vejrtrækning, lige når man har kastet sig ud i det, de hurtige svømmetag udad. Og den uforklarlige følelse af at være ét med alle sine aldre. Hun har taget en dukkert der, svømmet der, som seksårig, tiårig, trettenårig – helt til hun flyttede fra byen. Det er de samme store sten, den samme bred. Samme kølige efterårsluft, der strømmer som en elv af luft oven over elven af vand. Det er som en russisk dukke, der endelig har fået samlet alle dele og kan skrue overdel og underdel sammen i forvisning om, at selv den mindste lille figur er trygt forvaret indenfor.
  • Kristian Brogaardhar citeretfor 7 år siden
    Martinsson sidder på gulvet i stuen i sin farmors hus i Kurravaara. Hun har fyret op i kaminen. Har en plaid om skuldrene og armene om knæene. Nu og da rækker hun ud efter et brændestykke i trækassen fra Svenska Sockerbolaget. Blikket er fæstet på ilden. Musklerne i kroppen er trætte. Om dagen har hun båret gulvtæpper, tæpper, dyner, madrasser og puder udenfor. Har banket dem og ladet dem hænge til luftning. Hun har skuret gulvet med brun sæbe og pudset vinduer. Vasket alt porcelæn og gjort rent i køkkenskabene. Kælderen har hun opgivet. Hun har haft vinduerne stående på vid gab hele dagen og fået bugt med den indelukkede, hengemte luft. Nu fyrer hun i både brændekomfuret og kaminen for at fordrive den sidste rest af fugtighed. Men hun har skam holdt hviledagen hellig. Tankerne har jo hvilet. Nu hviler de
  • Kristian Brogaardhar citeretfor 7 år siden
    i ilden. På urgammel vis
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)