Gennem historien er der to perioder, der springer frem som særligt afgørende faser indenfor naturvidenskaberne. Den første er videnskabens antikke fase i den græske oldtid og den anden er den moderne videnskabs tidsalder, der indvarsledes da Newton og Galilei lagde grunden til den klassiske fysik og astronomi i 1600-tallet. Mellem disse to afgørende perioder møder man middelalderen, som ofte karakteriseres som en lang og mørk tid uden videnskabelige eller kulturelle landvindinger. Denne karakteristik er selvfølgelig karikeret og i “Middelalderens verdensbillede. Astronomi og kultur i middelalderen” forsøger videnskabshistoriker Olaf Pedersen at nuancere billedet og bringe middelalderen ud af mørket.
Olaf Pedersen (1920 — 1997) var en dansk videnskabshistoriker og professor. Han blev uddannet i fysisk fra Niels Bohr-instituttet ved Københavns Universitet i 1943 og studerede efterfølgende filosofi og idéhistorie. Han står bag en række bøger om astronomi i antikken og den latinske middelalder, men er især kendt for sine fremragende formidlingsevner, som han brugte i både radio og på tv. I 1965 etablerede han Institut for De Eksakte Videnskabers Historie på Aarhus Universitet, hvor han frem til 1990 fungerede som den første professor i videnskabshistorie.
