Citater fra »Kør din plov over de dødes knogler« af Olga Tokarczuk

an sover over sig, orker ikke at gå ud, kommer for sent, er ligeglad. Denne hang til vellevned, til at gå halvt sovende gennem livet, til at spilde det på små fornøjelser, den manglende vilje til at anstrenge sig og en fuldkommen mangel på konkurrencelyst. Lange morgener, uåbnede breve, udsatte sager, opgivne projekter. Modviljen mod alle autoriteter og mod at underordne sig. Længselen efter tavst og mageligt at gå sine egne veje. Man kan sige at der ikke er megen nytte ved den slags Mennesker.
Evolutionens mål er rent æstetisk, det drejer sig ikke om tilpasning. Evolutionen handler om skønhed, om at opnå enhver skikkelses mest fuldkomne form.
d et kirurgisk indgreb. Nu var han meget afmagret, det var nok af den grund. Jeg kunne ikke undertrykke fornemmelsen af at han simpelthen var lavet af knitrende rispapir af den slags som man laver lampeskærme af. At han var kunstig, hul og oven i købet lige til at futte af.
Før de pustende og stønnende nåede helt op til huset i deres snetunge støvler, var vi alle sammen gået ud foran huset.
Sennepssuppe. Den er nem og hurtig at lave. Man smelter lidt smør i gryden og tilsætter mel som til en bechamelsovs. Melet opsuger begærligt det smeltede smør, og mættes med det så det svulmer op af tilfredshed. Så skal der tilsættes mælk og vand, halvt af hver. Dermed er det desværre slut med melets og smørrets krumspring, suppen opstår langsomt, og nu skal den klare, stadig uskyldige væske saltes og krydres med peber og kommen, koges godt igennem, inden den til sidst tages af ilden. Først på det tidspunkt tilsættes de tre slags sennep, grovkornet Dijonsennep, finmalet sarepta-sennep og sennepspulver. Det er vigtigt ikke at koge senneppen, for så ændrer den smag og bliver bitter. Jeg serverer suppen med brødcroutoner, og jeg ved at det er Dyzios livret.
Gnister kommer fra selve lysets kilde og består af den reneste klarhed, sådan siger de ældste legender. Når et Menneskevæsen fødes, begynder en gnist at falde. Først gennem det kosmiske rums mørke, så gennem galakserne, for til sidst, inden den falder ned her på Jorden, at krydse forskellige planeters baner. Hver af disse planeter forurener gnisten med forskellige Egenskaber hvorefter den slukkes og går ud.

Først angiver Pluto rammerne for dette kosmiske eksperiment og afslører sine grundbetingelser – at livet er en flygtig gave, den følges af døden som engang vil lade gnisten slippe ud af fælden. Anden udvej findes ikke. Livet er som et yderst krævende forhindringsløb. Alt hvad du gør, hver tanke og alle dine gerninger, tælles sammen, ikke for at straffe dig senere, men fordi de udgør din verden. Sådan fungerer den mekanisme. Senere i sit fald gennemskærer gnisten Neptuns bælte og forsvinder i dens tågedampe. Neptun giver den alle illusionerne til trøst, et søvndrukkent minde om nedkomsten, drømme om at flyve, fantasi, narkotika og bøger. Uran forsyner den med evnen til at gøre oprør, den er derefter mindet om hvor gnisten stammer fra. Når gnisten passerer Saturns ringe, bliver det klart at dernede venter et fængsel. En arbejdslejr, et sygehus, regler og formularer, syge kroppe, dødelige sygdomme, en elskets død. Men Jupiter bringer trøst, værdighed og optimisme, det er en smuk gave: det-skal-nok-gå. Mars tilføjer kraft og aggression, hvad der sikkert er nyttigt. På sin bane rundt om Solen bliver den blændet, af den tidligere altomfattende bevidsthed bevarer den kun et lille indskrumpet Jeg der er afsondret fra resten, og sådan forbliver det. Jeg forestiller mig det som et sølle skrog, en vanfør med afrevne vinger. En flue som er blevet pint af grusomme børn; hvem ved om den står det igennem i Mørket. Det tjener Gudinderne til ære at Venus står i vejen for Faldet. Gnisten får af hende kærlighedens gave, den reneste medfølelse, det eneste der kan redde den og andre gnister; takket være Venus kan de støtte hinanden og forenes. Lige før Faldet støder den på endnu en lille underlig planet som minder om en hypnotiseret Kanin, den drejer ikke om sin egen akse, men bevæger sig hurtigt med blikket rettet mod solen – det er Merkur. Den skænker den et sprog, evnen til at kommunikere. På vejen forbi Månen får den noget så uhåndgribeligt som en sjæl.

Først da falder den ned på jorden og iklædes et legeme. Som menneske, som dyr eller som en plante.

Sådan ser det ud.
Nej, vi polakker ejer ikke evnen til at gå sammen og skabe enighed, selv ikke under Rørhattens fane. Polen er et land af neurotiske individualister, som ikke kan være i samme rum uden straks at begynde at belære, kritisere og fornærme hinanden for at hævde deres egen overlegenhed. Jeg tror det er helt anderledes i Tjekkiet. Der kan folk roligt diskutere uden at skændes med hinanden, og selv hvis de havde lyst, kan de ikke fordi deres sprog ikke egner sig til skænderier.
Vi følte at himlen havde lagt sig ganske lavt over Jorden, så der kun var levnet ringe plads til livet og meget lidt luft til de levende Væsner. Lave, mørke skyer havde dagen igennem trukket hen over himlen, nu sent om aftenen, tørrede de deres fugtige bug af på bjergene.
Da jeg stod sammen med Tavs i den kolde, fugtige stue, i den kuldslåede tomhed som beherskede denne uvisse, grå morgentime, slog det mig at det som forlader kroppen, tager et stykke af verden med sig, og hvor godt eller ondt, besudlet eller uplettet, denne bid af verden end har været, så efterlader det et stort tomrum.
bookmate icon
Én betaling. Stakkevis af bøger
Du køber ikke bare en bog. Du køber et helt bibliotek… til samme pris!
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)