Bogen henvender sig til den reflekterende praktiker og til alle, der interesserer sig for en videreudvikling af teori og praksis inden for coaching og andre samskabende dialogformer. Bogen udfolder et nyt univers for coaching og coachingpsykologi gennem en bearbejdelse af aktuel samfundsforskning, nye læringsteorier og diskurser om det personlige lederskab. En teoriramme for tredje generations coachingpraksis fremlægges og dokumenteres i sin anvendelighed. Forfatteren ønsker at kvalificere den evidensbaserede og reflekterende praksis inden for coaching og coachingpsykologien. Bogen er funderet på en samfundsmæssig forståelse af coaching. Coaching er blevet så betydningsfuld, fordi samfundet opleves som uoverskueligt og hyperkomplekst. Viden skal nu udformes og anvendes i specifikke kontekster og situationer, og både i privatliv og i det offentlige rum skal vi lære at forhandle os til rette. Coaching kan hjælpe os til at skabe ny viden og mestre sociale forhandlinger. Coaching er dermed en slags fødselshjælp til nye refleksioner og perspektiver, en hjælp til selvhjælp og en støtte til ens egen selvdannelsesproces. Bogen fremhæver coach og coachee i deres narrativ-samskabende partnerskab. Til forskel fra første generations coaching, hvor formålet er at hjælpe fokuspersonen til at nærme sig en bestemt målsætning, og til forskel fra anden generations coaching, hvor coachen har en antagelse om, at coachee'en implicit kender løsningen til en bestemt udfordring, så er tredje generations coaching mindre målfokuseret i sin dagsorden, men mere dybdegående og bæredygtig gennem et fokus på værdier og identitetsarbejde. Coach og coachee skaber noget sammen: Meninger og betydninger genereres i fællesskab under samtalen, hvor begge parter er på en rejse, og hvor nye fortællinger langsomt udformer sig.
