Skriftet er en slags ”selvanalyse”, men formuleret ”med bred pensel”, så det almene har fået første prioritet.
Drivkraften bag skriftet er en mangeårig og vedvarende fornemmelse af et truende sammenbrud og derfor spørgsmålet: Er det mig, der rummer en latent depression, eller er det den kendte verden, der er ved at bryde sammen?
Jeg ved, at der er mange mennesker, der har det på samme måde, derfor: Hvordan kan vi i fællesskab snakke om og forholde os til denne virkelighed?
Der findes masser af faktuel viden, der underbygger denne katastrofefornemmelse. Skriftet fremstiller ikke denne viden, den findes overalt, men bliver ikke brugt.
Skriftet handler primært om, hvordan man kan skabe livsbekræftende forandringer, der er gode for mennesker.
Noget nyt skal til, måske nogle andre forståelser af det dybe menneske.
Det er en undersøgelse af den mærkværdige selvfølelse eller selvfornemmelse af at være til, en undersøgelse af ”det sidste blik”. Er disse fornemmelser eller følelser bare et ”vedhæng til livet”, eller har de vital betydning for vores livskvalitet og vores evne til modstand?
