Burn

Han var det, som verden havde lidt mest under i de fire milliarder år, den havde eksisteret: en ubegavet mand med magt

Femoghalvfems procent af FBI var i øjeblikket i færd med at gennemtrævle landet for kommunistisk infiltration, og Paul Dernovich befandt sig her, i Canada, i færd med at jagte latterlige, vage rygter, der kredsede om noget, som var en udbredt, men også, i det mindste i Pauls levetid, helt uskadelig kult

Jeg har tænkt mig at give Hisao Inagawa ren besked,” havde hendes far sagt, inden han trampede ind i huset.

“Folk skal altid give min far ren besked,” lød det nu fra Jason Inagawa. “Har du bemærket det?”

“Det gav de også min mor,” sagde Sarah og mærkede den sædvanlige trykken for brystet, når hun omtalte sin mor. “Særligt når hun greb mr. Hainault i at snyde hende i Frome Grocery.”

Jason forholdt sig respektfuldt tavs. Det havde han gjort, siden hun, ligesom ham, blev moderløs, hvilket var en sjældenhed i en tid, hvor det oftest var fædrene, der døde i krig. Det havde knyttet dem tættere sammen, men de havde været venner (og indimellem mere end venner), siden de som små opdagede, at de så anderledes ud end alle andre. Der var kun tre uger imellem dem, og de var ovenikøbet begge født på deres farme, selvom alle Jasons første minder stammede fra “Camp Harmony”, som var navnet på interneringslejren ovre på tivolipladsen i Puyallup, som alle de japanske familier fra Washington og Alaska var blevet forvist til. Og selv det havde været midlertidigt. Jason Inagawa, der ikke kunne gå endnu, og hans mor og far – der begge var født i Tacoma, og begge var amerikanske statsborgere, og begge, alene på grund af deres herkomst, blev betragtet af regeringen som potentielle ‘kollaboratører’ – blev sendt videre til en permanent lejr i Minidoka, Idaho, hvor Jasons mor, efter to år af deres påtvungne tre år lange ophold, døde af lungebetændelse.

Udtrykket ‘i det mindste’ blev anvendt meget, når folk talte om familien Inagawa. Hisao havde i det mindste fået sin egen farm tilbage; ikke alle havde været lige så heldige. De blev i det
mindste ikke længere generet særlig meget i denne del af landet, hvor der i det mindste var et par andre japanske familier i nærheden.

Dragen havde ikke slået dem ihjel. Det er klart. Det gjorde drager ikke længere. Ingen vidste helt, hvor længe drager levede – rygterne om udødelighed var nok netop bare rygter – men de værdsatte deres liv nok til ikke at bryde flere hundrede år gamle traktater, der var indgået med en art, som havde udvist særlig
snilde, hvad angik masseødelæggelsesvåben. De hyppige og bekostelige krige mellem mennesker og drager, der havde stået på op gennem årtusindet, sluttede omsider i 1700-tallet. Dragerne var, mere eller mindre efter eget ønske, rykket ud til deres forskellige ødemarker rundtom i verden, og freden havde hersket længe nok til, at mennesket havde vendt sin aggression mod sig selv. Første og Anden Verdenskrig – som dragerne havde holdt sig helt ude af – var, blandt utallige mindre krige, de to tydeligste eksempler. Så sent som i denne uge havde Sovjetunionen taget en amerikansk pilot i at udspionere dem. Eisenhower truede med gengældelse, hvis ikke spionen blev udleveret, men nu til dags var gengældelse ensbetydende med bomber, der var store nok til at udslette hele byer. Sarah vidste, at der var børn i skolen, som hver aften bad en bøn om at måtte vågne igen næste morgen. Drager lå langt nede på listen over det, mennesket bekymrede sig om for tiden, selvom de uden de helt store anstrengelser kunne mase og sluge og smelte et menneske.

Han var det, som verden havde lidt mest under i de fire milliarder år, den havde eksisteret: en ubegavet mand med magt.

t beredne politi, Royal Canadian Mounted Police.

Canada havde et internationalt ry for høflig