Artemis Fowl 8 – Den sidste vogter

Vælg uselvisk,” sagde Bruins stemme dybt inde i stenen. “Omtanke vil lukke porten helt og holdent, slippe sjælene fri og udslett

Politihovedkvarteret, haven city, Det nedre imperium
Al farve forsvandt fra Foalys ansigt.

Koboi arbejdede på den anden lås.

Det var katastrofalt. Der var mange feer i Haven, som ville danse i gaderne for at fejre menneskehedens udslettelse, men ingen, som var ved deres fulde fem.

Artemis pumpede gashåndtaget endnu en gang, og flyets motor gik i gang. Den enlige propel i næsen tøffede, spjættede og snurrede så hurtigere og hurtigere, indtil bladene dannede en konstant, gennemsigtig cirkel.

“Nå,” sagde han til ormene, som kravlede på tunnelvæggen. “Det er på tide at komme af sted.”

Farvel, gamle venner. Vi gjorde vores bedste, men man kan ikke vinde hver gang. Fejhed er nøglen til overlevelse, Holly. Det har du aldrig forstået.

Kapitel 15
Fårekyllimgealarm

Fowl Manor
Myles var pludselig blevet udmattet efter sine prøvelser med Gobdaw og blev puttet med sin laminerede kopi af det periodiske system knuget ind til brystet.

“En besættelse kan tære hårdt på en,” sagde Holly. “Det ved jeg alt om. Han har det fint i morgen tidlig.”

De tre sad rundt om Artemis’ skrivebord, som holdt de krigsråd, hvilket de reelt også gjorde.

Artemis løftede Myles op og satte ham på kanten af skrivebordet. “Godt, lille mand. Nu skal du fortælle mig alt, hvad du husker fra din tid som besat. Erindringerne begynder snart at desintegrere. Det betyder …”

“Jeg ved godt, hvad desintegrere betyder, Arty. Jeg er ikke tre år, for himlens skyld.”

Mennesker har et mundheld, som siger, at skønhed afhænger af øjet, der ser, hvilket i bund og grund betyder, at hvis man synes, noget er smukt, så er det smukt. Elverfolkets version af mundheldet er digtet af den store poet B. O. Selecta, som sagde, at selv de mest jævne af de jævne er værd at nævne, hvilket anmelderne syntes var lidt overlæsset med rim. Dværgenes version lyder: Hvis den ikke stinker, så gift dig med den,

Kapitel 11
Draberkaniner

Under Fowl Manor og lidt til venstre
Intet menneske og ingen fe havde været erklæret død flere gange end Smulder Muldwerfer, og det var en rekord, han var umådeholdent stolt af. I Smulders øjne var NIS’ erklæring o

Gobdaw, Bellico og Fowls jagthunde kredsede om den sammenstyrtede tunnel. Bellico havde det ret godt med sig selv, indkapslet som hun var i Juliet Butlers krop. Hun var en bedre vært, end Bellico havde turdet håbe på: Et fysisk pragteksemplar med kendskab til adskillige former for kampsport, som hun takket være Juliets erindringer kunne gøre ganske udmærket praktisk brug af.

Bellico kiggede på sit spejlbillede i en pirats kniv og var tilfreds med det, hun så.

Ikke alt for grim af et menneske at være. Det er næsten en skam, at min livskraft

Hollys ansigt var grumt i skæret fra det lysende spyt. “Artemis, faktisk er det det værste, at hun har fundet bersærkerporten, for der er to låse. Den første slipper bersærkerne løs …”

Der var stille, indtil Smulder brød ind. “Og den anden? Kom nu, Holly, vi har ikke tid til spil for galleriet.”

Holly slog hænderne om knæene som et fortabt barn. “Den anden udløser Dommedag. Hvis det lykkes Opal at åbne den, vil hvert eneste menneske på Jordens overflade blive dræbt.”

Det svimlede for Arte