I kriminalhistorien beskæftiger man sig hovedsagelig med de fuldbyrdede forbrydelser. De ufuldendte, de, der af den ene eller anden grund ikke når ud over forsøgsstadiet, forbigås som regel i ubemærkethed. Og forståeligt nok: her mangler jo prikken over i‘et, den vellykkede afslutning, sluteffekten, der kan give masserne det store gys. Blot et enkelt eksempel: Hvad er en drabssag værd uden et godt lig? Spørg blot kriminalreporterne. Det er normalt ikke mange linier, der ofres på et mislykket drabsforsøg.
