Hvor jernkorsene gror

im Page og Larry Burrows

W. Eugene Smith, reportagefotografen der skabte det moderne reportagefotografi med sine krigsreportager i 1940’ernes og 1950’ernes Time Magazine

Og så er vi fremme ved kernen i mit arbejde: Det er at skildre almindelige menneskers livsvilkår. At bygge bro mellem konflikternes ofre og dem, der har deres på det tørre i en tryg verden, langt væk fra krigen.

Det var i virkeligheden den første af mange lektioner i krigsreportage: at sandheden er det første offer i en krig

Reportageturene er hårde. Det værste, jeg ved, er, når Jan Stage starter dagen med at sige: “Unge Grarup, i dag skal vi ud, hvor jernkorsene gror.” Det betyder, at vi skal opsøge de største farer og møde de værste sider af krigen. Det er den slags dage, hvor vi ikke ved, om vi vender tilbage. Hvor vi i bedste fald slipper med at få ar på sjælen.

Jeg fotograferer en pige på seks-otte år, hvis familie er syge, og nogle af dem døde. Jeg følger hende på vej til en brødkø, hvor hendes mor har sendt hende op. Da bilen med nødhjælp begynder at dele brød ud, bliver hun løbet over ende af voksne mennesker, som er så desperate af sult, at de ikke levner hende en chance. Hun står tilbage, beskidt, tomhændet, sulten, alene.

Når presset bliver så højt, er det andre følelser, der tager over. Adrenalinboostet er gigantisk, og dine sanser bliver skærpet i ekstrem grad. Tid og afstande virker helt anderledes end normalt. Du lægger mærke til mikroskopiske bevægelser i landskabet omkring dig, og de sidste par hundrede meters køretur uden beskyttelse på en frit eksponeret markvej føles som fire-fem kilometer eller mere.