Bogen indeholder 25 fortællinger om, hvordan musikterapi kan hjælpe mennesker med demens i forskellige situationer. Vi møder Elisabeth, som ikke ville i bad, brødrene Nielsen, som mest sad og småsov og ikke talte med nogen, Ingrid, der sørgede over tabet af sin datter, Musse, der ville hjem, og mange andre deltagere i musikterapien.
Et motto gennem bogen er: ”Deltagerne er bare de bedste lærere”, og forfatteren fortæller om, hvad hun har lært af hver enkelt deltager. Hun deler i rigt mål ud af sine erfaringer på en jordnær og let tilgængelig måde til alle, både pårørende, fagpersoner og andre interesserede.
Bogen giver et kærligt og fint indblik i livet på plejecentre og livet som musikterapeut — og ikke mindst mange forskellige måder at forstå musik på, og hvad musik kan. Det er en utrolig livsbekræftende bog, og man bliver virkelig glad, når man læser den.