Marcus Knuth

Marcus Knuth har, siden han blev valgt ind i Folketinget i 2015, været en, man enten elsker eller hader. Enten mener man, at hans politik er fremmedfjendsk og udemokratisk, og at han er billedet pa° en uhyggelig højredrejning i det borgerlige Danmark, eller ogsa° synes man, at han er principfast, og at han har forsta°et det, de andre endnu ikke har forsta°et, nemlig at vi har lukket for mange ind, og at Danmark og Europa sta°r pa° randen af noget større og værre.
Pa° den ma°de er han ret interessant.
Hans historie er en om den adelige familie fra Knuthenborg, om værdier og krig og ma°ske om skæbne, men den handler dybest set om Danmark, for som ny udlændingeordfører for Venstre blev Marcus Knuth i flygtningekrisens sommer sat til at definere det, der definerer dansk politik. Mennesker gik pa° motorvejene, og kontinentet knagede. Siden har han sta°et bag et opgør med burkaer, rabiate imamer og kriminelle romaer.
Marcus Knuth har været med til at udstille et liberalt paradoks, for hvad er der tilbage af et frit samfund, hvis det kun kan forsvares med ufrihed? Han ved det godt. Han kalder det nødvendigt.