Delia Owens

Hvor flodkrebsene synger

    Tina Oppermannhar citeretsidste år
    æste det, blev aldrig træt af det.“

    Tate skubbede bønnerne rundt på tallerkenen.

    Scupper fortsatte. „Tro ikke, at digte kun er for tøsedrenge.
    Kirsten Frimann Pedersenhar citeretfor 6 måneder siden
    Cove var bogstaveligt talt en backwater-by, som lå spredt rundt omkring flodmundingerne og rørskovene som en hejrerede, vinden har kastet rundt med.
    Kya stod barfodet og i for korte smækbukser, der hvor hjulsporet mødte vejen. Hun havde mest af alt lyst til at løbe hjem. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til folk; hvordan hun skulle beregne pengene til indkøb. Men sult var en stærk drivkraft, så hun gik ind på Main og med bøjet hoved hen mod Piggly Wiggly-supermarkedet på et smuldrende fortov, der nu og da kom til syne mellem græstuerne. Da hun nærmede sig Five and Dime, hørte hun noget bag sig og nåede lige at springe til side, da tre drenge, der var et par år ældre end hende, susede forbi på deres cykler. Den forreste dreng kiggede tilbage på hende, grinede og kolliderede så næsten med en kvinde, der kom ud fra butikken.
    „CHASE ANDREWS, vil du så komme her! Alle jer tre drenge!“ De cyklede endnu nogle meter, men fortrød så og vendte tilbage til kvinden, miss Pansy Price, som solgte stof og syartikler. Hendes familie havde engang ejet den største gård i udkanten af marsken, og selvom det var længe siden, at de havde været tvunget til at sælge den, fortsatte hun med at spille rollen som fin godsejerinde. Hvilket ikke var let, når man boede i en lille lejlighed oven over dineren. Miss Pansy gik altid med hatte formet som silketurbaner, og denne morgen var hendes hovedbeklædning lyserød, hvilket fremhævede den røde læbestift og rougepletterne.
    Hun skældte drengene ud. „Jeg ku’ godt have lyst til at fortælle jeres mødre om det her. Eller bedre endnu, jeres fædre. Komme fræsende på den måde på fortovet og næsten køre mig over. Hvad har du at sige til dit forsvar, Chase?“
    Han havde den smarteste cykel – med rødt sæde og et forkromet styr, der var vendt opad. „Undskyld, miss Pansy, vi så Dem ikke, fordi pigen derovre kom i vejen.“ Chase, solbrændt og med mørkt hår, pegede på Kya, der var veget tilbage og stod halvt inde i en myrtebusk.
    „Glem hende. I kan ikke give andre skylden for jeres synder, ikke engang sumprakkerpakket. Nu skal I drenge gøre en god gerning og gøre det her godt igen. Der går miss Arial med sine indkøb, gå over og hjælp hende med at bære dem hen til hendes bil. Og lad det gå lidt tjept.“
    „Javel, frue,“ sagde drengene, mens de cyklede hen mod miss Arial, som havde undervist dem alle i anden klasse.
    Per Sørensenhar citeretfor 3 måneder siden
    Hun stirrede på støvfnuggene, som dansede stille i én retning, som om de fulgte en slags drømmeagtig leder. Når de ramte skyggerne, forsvandt de. Uden solen var de ingenting.
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    uigennemført;
    det sidste skridt, en fælde.
    Ned han falder, ned,
    hans øjne fastholder stadig mine
    indtil en anden verden de ser.
    Jeg så dem forvandles.
    Først et spørgsmål,
    dernæst et svar
    til sidst et endeligt.
    Og kærligheden selv bevæger sig forbi
    til det den end var før den første tid. A.H
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Ildfluen
    At lokke ham var nemt
    som at vise valentinskort frem.
    Men ligesom en hunildflue
    skjulte de hemmeligt et bud om at slukke livets lue.
    En sidste berøring,
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    For Kya var det nok at være en del af denne naturlige sekvens, der var så uomgængelig som tidevandet. Hun var knyttet sammen med sin planet og dens liv på en måde, som meget få er. Med dybe rødder i denne jord
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Mens de gik langs tidevandslinjen den sene eftermiddag, tog han hendes hånd og så på hende. „Vil du gifte dig med mig, Kya?“
    „Vi er gift. Ligesom gæssene,“ sagde hun
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    fandt sig. En rød båd.
    Han satte plastickassen – en batteridrevet pladespiller – på jorden ved siden af graven og lagde en 78’er på drejeskiven. Nålearmen slingrede, lagde sig så på pladen, og Miliza Korjus’ sølvagtige stemme hævede sig op over træerne. Han satte sig mellem sin mors grav og den blomsterdækkede jordhøj. Underligt nok lugtede den sødlige nyvendte jord mere som en begyndelse end som en afslutning
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Hun blev grebet af voldsomme kvaler. Her til allersidst, efter alle disse år, indrømmede hun, at det var chancen for at se Tate, håbet om at runde en krumning i et vandløb og se ham gennem rørene, der havde trukket hende ud i marsken hver dag i hele hendes liv, lige siden hun var syv. Hun kendte hans foretrukne laguner og stier gennem vanskeligt hængedynd; fulgte altid efter ham på tryg afstand. Sneg sig rundt, stjal kærlighed. Delte den aldrig. Man kan ikke blive såret, når man elsker nogen fra den anden side af en flodmunding. I alle de år, hvor hun havde afvist ham, havde hun overlevet, fordi han var der et sted i marsken og ventede. Men nu ville han måske ikke være der længere
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Hun piskede gennem kanalen, talte med skildpadderne og hejrerne og løftede armene højt op over hovedet. „Jeg vil samle ting hele dagen, alt, hvad jeg ønsker mig,“ sagde hun. I baghovedet var også tanken om, at hun måske kunne få Tate at se. Han arbejdede måske et sted i nærheden, og hun ville komme forbi ham. Hun kunne invitere ham med hjem til hytten for at dele kyllingetærten, som Jodie havde bagt
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Amanda Hamilton:
    „Du kom tilbage,
    blændede mine øjne
    som solens glitren på havet.
    Netop som jeg føler mig fri
    kaster månen dit ansigt på min tærskel.
    Hver gang jeg glemmer dig,
    hjemsøger dine øjne mit hjerte, og det bliver stille.
    Så farvel da
    indtil næste gang du kommer
    indtil jeg til sidst ikke ser dig mere.“
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    En gruppe mænd i overalls stod henne ved bagvæggen. „De nævninge kommer til at forklare et par ting.“
    „Kan Eric ikke få domsforhandlingen kendt ugyldig? Så vi kan få en ny retssag?“
    „Nej. Ved du ikke det? Man kan ikke blive stillet for retten for det samme drab to gange. Hun er fri. Hun slap godt fra det hele.“
    „Det var sheriffen, der ødelagde det for Eric. Han kunne ikke holde styr på sin forklaring, blev ved med at improvisere hen ad vejen. Så var det den ene teori, så den anden.“
    „Spankulerede rundt, som om han var med i en western.“
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    alsamfund. Retten er hævet.“
    En lille flok samlede sig omkring Chases forældre. Patti Love græd. Sarah Singletary skulede ligesom alle andre, men opdagede, at hun faktisk var ganske lettet. Miss Pansy håbede, at ingen så hendes kæbe slappe af. En enlig tåre trillede ned ad mrs. Culpeppers kind, og så viste der sig skyggen af et smil ved tanken om den lille skulker fra sumpen, som undslap endnu en gang.
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    have taget fejl. De fleste stirrede, ikke på Kyas baghoved, men på gulvet og væggene. Det virkede, som om det var landsbyen – og ikke Kya – der afventede en dom, og få mærkede den slibrige glæde, de havde forventet at opleve på dette afgørende tidspunkt.
    Nævningeformanden
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Hun vidste, hvor omfattende fordommene mod hende var, og at en hurtig kendelse ville betyde, at voteringen havde været meget kort, hvilket ville betyde en domsfældelse. Hun mindedes krampen i munden – det forskruede, forpinte liv som dødsdømt
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    var delvist ulv og det manglende led mellem abe og menneske. At hendes øjne glødede i mørket. Men sagen er, at hun blot var et forladt barn, en lille pige, der overlevede på egen hånd i en sump, sulten og frysende, uden at nogen hjalp hende. Med undtagelse af en af hendes få venner, Jumpin’, så tilbød ikke én af vores kirke- eller lokalsamfundsgrupper hende mad eller tøj. I stedet stemplede vi hende og afviste hende, fordi vi syntes, hun var
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Til sin procedure havde Eric valgt et slips med brede gyldne og vinrøde striber. I tilhørerlogen ventede
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    at det var miss Clark, som I så sejle mod nord i sin båd?“
    „Nej, det er jeg ikke.“
    „Hvorfor ikke?“
    „Det var mørkt. Månen steg først op senere. Og båden var for langt væk til, at man kunne identificere den med sikkerhed. Jeg kender alle her og ved, hvilke både de har, og jeg har set miss Clark i sin båd masser af gange og straks vidst, at det var hende. Men den nat var det for mørkt til at genkende båden eller se, hvem der sad i den
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    tynd sort sky viste sig i horisonten, og mens den bevægede sig hen mod dem, skød den hastigt opad. Den hvinende lyd steg i intensitet og volumen, mens skyen hastigt fyldte himlen, indtil der ikke var en eneste blå plet tilbage. Hundreder tusinder snegæs, der flaksede, skræppede og svævede og dækkede hele verden. Hvirvlende masser, som lagde an til landing. Måske en halv million hvide vinger, som struttede i harmoni, mens lyserød-orange fødder hang dinglende i luften, og en snestorm af fugle kom ind for at lande. En ad gangen, så ti ad gangen, så hundredvis af gæs, der landede blot få meter fra, hvor Kya og Tate havde siddet under bregnerne. Himlen blev tømt, og den våde eng fyldt, indtil den var dækket af dunet s
    Jacob Peder Dauerhøjhar citeretfor 3 måneder siden
    Ja, jeg så miss Clark stå der.“ Nu kiggede Sarah på Kya og huskede den lille pige, der kom barfodet ind i supermarkedet for alle de mange år siden. Ingen ville nogensinde få det at vide, men inden Kya havde lært at tælle, havde Sarah givet barnet ekstra byttepenge – penge, som hun havde taget fra sin egen pung, så saldoen i kasseapparatet stemte. Kya betalte selvfølgelig kun med små beløb til at begynde med, så Sarah bidrog bare med nogle fem- og ticentsmønter, men det måtte have været en hjælp.
    „Hvor længe ventede hun? Og så du hende rent faktisk stå på bussen klokken 14.30?“
    „Hun ventede
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)