Delia Owens

Hvor flodkrebsene synger

  • Tina Oppermannhar citeretfor 4 år siden
    æste det, blev aldrig træt af det.“

    Tate skubbede bønnerne rundt på tallerkenen.

    Scupper fortsatte. „Tro ikke, at digte kun er for tøsedrenge.
  • Kirsten Frimann Pedersenhar citeretfor 3 år siden
    Cove var bogstaveligt talt en backwater-by, som lå spredt rundt omkring flodmundingerne og rørskovene som en hejrerede, vinden har kastet rundt med.
    Kya stod barfodet og i for korte smækbukser, der hvor hjulsporet mødte vejen. Hun havde mest af alt lyst til at løbe hjem. Hun vidste ikke, hvad hun skulle sige til folk; hvordan hun skulle beregne pengene til indkøb. Men sult var en stærk drivkraft, så hun gik ind på Main og med bøjet hoved hen mod Piggly Wiggly-supermarkedet på et smuldrende fortov, der nu og da kom til syne mellem græstuerne. Da hun nærmede sig Five and Dime, hørte hun noget bag sig og nåede lige at springe til side, da tre drenge, der var et par år ældre end hende, susede forbi på deres cykler. Den forreste dreng kiggede tilbage på hende, grinede og kolliderede så næsten med en kvinde, der kom ud fra butikken.
    „CHASE ANDREWS, vil du så komme her! Alle jer tre drenge!“ De cyklede endnu nogle meter, men fortrød så og vendte tilbage til kvinden, miss Pansy Price, som solgte stof og syartikler. Hendes familie havde engang ejet den største gård i udkanten af marsken, og selvom det var længe siden, at de havde været tvunget til at sælge den, fortsatte hun med at spille rollen som fin godsejerinde. Hvilket ikke var let, når man boede i en lille lejlighed oven over dineren. Miss Pansy gik altid med hatte formet som silketurbaner, og denne morgen var hendes hovedbeklædning lyserød, hvilket fremhævede den røde læbestift og rougepletterne.
    Hun skældte drengene ud. „Jeg ku’ godt have lyst til at fortælle jeres mødre om det her. Eller bedre endnu, jeres fædre. Komme fræsende på den måde på fortovet og næsten køre mig over. Hvad har du at sige til dit forsvar, Chase?“
    Han havde den smarteste cykel – med rødt sæde og et forkromet styr, der var vendt opad. „Undskyld, miss Pansy, vi så Dem ikke, fordi pigen derovre kom i vejen.“ Chase, solbrændt og med mørkt hår, pegede på Kya, der var veget tilbage og stod halvt inde i en myrtebusk.
    „Glem hende. I kan ikke give andre skylden for jeres synder, ikke engang sumprakkerpakket. Nu skal I drenge gøre en god gerning og gøre det her godt igen. Der går miss Arial med sine indkøb, gå over og hjælp hende med at bære dem hen til hendes bil. Og lad det gå lidt tjept.“
    „Javel, frue,“ sagde drengene, mens de cyklede hen mod miss Arial, som havde undervist dem alle i anden klasse.
  • Per Spangsberg Madsenhar citeretfor 4 måneder siden
    Kya satte sig pludselig op og blev opmærksom: En af hunnerne havde ændret sin kode. Først blinkede den med den korrekte sekvens af streger og prikker, tiltrak en han fra sin egen art, og de parrede sig. Så blinkede den et anderledes signal, og en han fra en anden art fløj hen til hende. Den anden han afkodede hendes meddelelse og var overbevist om, at den havde fundet en villig hun fra sin egen art og svævede over hende for at parre sig. Men pludselig rakte ildfluehunnen op, greb ham med sin mund og åd ham, slugte alle seks ben og begge vinger.

    Kya så andre. Hunnerne fik, hvad de ville have – først en mage, så et måltid – bare ved at ændre deres signaler.
  • Per Spangsberg Madsenhar citeretfor 4 måneder siden
    1970

    Sproget i retten var selvfølgelig ikke lige så poetisk som marskens sprog. Men Kya så alligevel ligheder. Dommeren, tydeligvis alfahannen, sad sikkert i sin position, så han optrådte imposant, men afslappet som territoriets orne, der ikke føler sig truet af noget. Tom Milton udstrålede også selvtillid og status med lette bevægelser og faste standpunkter. En magtfuld buk, og anerkendt som en sådan. Anklageren på den anden side var afhængig af brede farvestrålende slips og bredskuldrede jakkesæt for at højne sin status. Han spillede stærk mand ved at slå ud med armene eller hæve stemmen. En mindre han er nødt til at råbe højt for at blive bemærket. Retsbetjenten repræsenterede den lavest rangerende han og var afhængig af sit bælte med den glinsende pistol, det klirrende nøglebundt og en klodset radio til at stive sin position af.
  • Per Spangsberg Madsenhar citeretfor 4 måneder siden
    Men hver gang hun tænkte på ham eller så ham, sprang hendes hjerte fra den gamle kærlighed til smerten ved at blive forladt. Hun ville ønske, at det kunne lægge sig til rette i den ene eller den anden side.
  • Per Spangsberg Madsenhar citeretfor 4 måneder siden
    En artikel om reproduktive strategier havde titlen „Sneaky Fuckers“. Kya lo.

    Det er velkendt, begyndte artiklen, at det i naturen normalt er hannerne med de mest fremtrædende sekundære seksuelle karakteristika såsom de største gevirer, dybeste stemmer, bredeste brystkasser og overlegen viden, der sikrer sig de bedste territorier, fordi de har jaget de svagere hanner bort. Hunnerne vælger at parre sig med de mest imponerende alfahanner og bliver derfor insemineret med den bedste dna, der er at få, som går i arv til hunnens afkom – et af de mest kraftfulde fænomener i tilpasningen til livet og dets fortsættelse. Foruden at hunnerne skaffer deres unger det bedste territorium.

    Men nogle forkrøblede hanner, der ikke er stærke, pyntede eller dygtige nok til at sætte sig på de gode territorier, har forskellige trick, der skal narre hunnerne. De spankulerer rundt med deres mindre kroppe i oppustede positurer eller råber jævnligt – om end med skingre stemmer. Ved at foregive og sende falske signaler lykkes det dem at snuppe sig en kopulering hist og her. Små oksefrøer, skrev forfatteren, trykker sig ned i græsset og gemmer sig nær en alfahan, som kvækker veloplagt for at hidkalde mager. Mens flere hunner bliver tiltrukket af hans stærke vokaler samtidigt, og mens alfahannen har travlt med at kopulere med én hun, springer den svagere han på en af de andre og parrer sig med den. De bedrageriske hanner blev omtalt som „sneaky fuckers“, luskede horebukke
  • Inge Gade Christensenhar citeretsidste år
    Ma

    1952
    Augustmorgenen var så brændende hed, marskens fugtige ånde draperede ege og fyrretræer med tåge. Luften stod usædvanligt stille imellem viftepalmerne bortset fra hejrens lave, langsomme vingeslag, da den fløj op fra lagunen. Og så hørte Kya, der kun var seks år dengang, netdøren smække. Hun stod på skamlen og holdt op med at skrubbe gryden ren for majsgrød og sænkede den ned i baljen med gammel sæbelud. Der var ingen lyde nu bortset fra hendes egen vejrtrækning. Hvem havde forladt hytten? Ikke Ma. Hun smækkede aldrig med døren.
    Men da Kya løb ud på verandaen, så hun sin mor i en lang brun nederdel, med gålæg der svirpede omkring anklerne, mens hun gik ned ad sandvejen i høje hæle. Skoene med de runde snuder var af kunstigt alligatorskind. Det eneste par sko, hun havde at gå i byen med. Kya ville kalde på hende, men varede sig for at vække Pa, så hun åbnede døren og stillede sig ud på fortrappen. Derfra så hun den blå beautyboks, som Ma bar. Normalt vidste
  • Kim Bertramhar citeretfor 2 år siden
    „Jeg ved intet om Murph, Mandy eller Missy.
  • Nanna Boll Grevehar citeretfor 2 år siden
    Selvfølgelig er der lyde, men sammenlignet med marsken er sumpen stille, fordi forrådnelsen foregår på celleniveau. Livet går i opløsning og stinker og vender tilbage til den rådne humus; et skarpt lugtende søle af død, der avler liv.
  • Susanne Mortensenhar citeretfor 2 år siden
    Den var primitivt bygget af brædder og et tag af bliktag, den voksede med tilbygninger til alle sider og gulve i forskellige niveauer afhængig af, hvor højt de murede stankelben holdt den op over sumpen.
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)