Nicklas Bendtner – Begge sider

jeg har prøvet at spise på, og jeg kan næsten ikke tale om andet bagefter. Sovsen er tyk og smager meget specielt. Hvis man mærker godt efter, prikker den på tungen.
Det sker, at vi låner os til Sunwings tennisbane. Det er det, min far kalder det: at låne. Han har opdaget, at der er en dansk

VI LANDER TIL tiden. Jeg gumler lidt ekstra på tyggegummiet. Synker, indtil trykket daler i ørerne. Den kommer tæt på nu. Uvisheden.
Jeg har mødt den før, masser af gange, bare aldrig på landsholdet. Selv småskadet eller et stykke fra kampformen er jeg blevet udtaget. Sådan var det, da Morten Olsen bestemte.
Stemningen på vej hjem fra Stockholm har været presset. De færreste har sagt noget, når jeg har kigget ned gennem rækkerne. Heller ikke dem, der burde være bombesikre på en udtagelse.
Nicolai Jørgensen og jeg sidder forrest til højre, og på den anden side af midtergangen har vi Kasper Schmeichel og Jonas Lössl. Det er os med de længste stænger.

Domaine Ramonet, en af verdens bedste flasker hvidvin. På nettet står den i 25.000 kroner, men jeg er connected og kan springe mellemhandlerne over. Årgangen er 2009. Året, hvor det hele vendte for mig og min karriere.
Jeg puffer til glasset, som triller hen over gulvplankerne. Jeg drikker direkte af flasken. Alkoholen stryger til hovedet, og efter 20 minutter er montracheten væk. Jeg kommer på benene. Mærker intet til min lyske, da jeg tager trappen i fem store skridt. Champagneskabet holder 7,0 grader celsius. Den bedste temperatur at opbevare bobler i. Det bliver en Krug.
Tilbage på min plads stopper jeg så mange poser snus ind under overlæben, at det svier i tandkødet. Finder min mobil frem. Den har været på lydløs, siden vi kørte ind mod byen. Nu er der 67 ubesvarede opkald, +200 sms’er og +100 WhatsApp-beskeder. Jeg scroller igennem sms’erne. En af dem er fra Morten Olsen:
“Kære Nicklas. Ingen ord kan trøste dig lige nu. Men så igen: Husk at jeg fik tre slutrunder efter jeg fyldte 30.”

stående i et par minutter, selvom jeg har bestemt mig.
Nede i køkkenet finder jeg optrækker og glas. Der er intet spiseligt i skufferne, men det gør mig ikke så meget. Jeg er ikke sulten. Jeg er tørstig.
Midt på det runde spisebord er slikket i slikskålen smeltet til en sødligt lugtende masse. Jeg opgiver at blive siddende, så overdrevet varmt er det. Under vinduespartiet, det, der peger ud mod vandet, finder jeg træk. Jeg slår mig ned på plankegulvet. Ved siden af den irrede bronzeskulptur, som jeg købte i dyre domme af Carolines kunstnerveninde. Det var dengang, hvor vi lige var blevet kærester. Amagerdrengen og baronessen. Skulpturen forestiller en kvinde i havfrueagtig positur. Hun er næsten nøgen, men også kun næsten. Dengang sagde Caroline, at den lignede hende. At det var derfor, jeg skulle slå til.
Jeg trækker montracheten op. Domaine Ramonet, en af verdens bedste

Vi hyggede ret godt, da det bare var Jan-Ole og mig, for vi deler flere interesser. Han elsker også lidt fart over feltet, og hvis man nøjes med at speede på motorvejene omkring Wolfsburg, er det kein Problem. For der er ingen fartgrænser, og dermed har klubben intet at være utilfreds med.
Når vi kører turen frem og tilbage til Berlin, ligger vi på mindst 230 km/t., og af og til sidder vi med hjertet oppe i halsen. Jeg er uforbederlig, ingen tvivl om det, men jeg har brug for det adrenalinkick, som jeg snydes for på fodboldbanen.
Desværre kan Julie og Jan-Ole ikke helt finde ud af hinanden. De kan begge lide at stå i køkkenet, og jeg er gået hen og blevet stor fan af Jan-Oles mad. Så Julie føler jo nok, at han tager hendes plads. Det betyder så igen, at hun kommer til at kommandere rundt med ham. Og her skal man ikke tage fejl. Jan-Ole er kun ansat af mig og finder sig ikke i hvad som helst.
Til sidst bliver løsningen, at de er her på skift. Når Julie kommer i to uger, tager Jan-Ole til Danmark og opholder sig dér. Og når Julie smutter, vender Jan-Ole tilbage.

kal i byen, kan han komme med og stå for alting. Bestille flasker og den slags.
Min mavefornemmelse tager ikke fejl. Jan-Ole er virkelig en klassebutler. Meget venlig, meget serviceorienteret og helt enormt grundig. Hvis det regner, sørger han for en paraply, når jeg skal ned til bilen. Han lægger tingene alle de rigtige steder, pudser sølvtøjet, og hvad ved jeg.
Der er også noget hyggeligt ved at have ham gående. At lejligheden ikke føles gabende tom, når Julie er i Danmark, og jeg kommer hjem efter træning eller står op om morgenen.

elv opruster jeg på hjemmefronten. Butleroplevelsen i Torino var så positiv, at jeg får Julies PR-dame til at slå en stilling op. Hun viser mig de tre bedst kvalificerede ansøgere. En tidligere jægersoldat, en lidt ældre fyr og så Jan-Ole Herfurth, som hun har spottet i et indslag på morgen-tv. Jan-Ole er uddannet fra en international butlerskole. Vi er nogenlunde jævnaldrende, og jeg kan se det for mig. Han vil passe godt ind. Selv når jeg

Jeg hader at tabe, og mod ham er det ekstra slemt.

DER TRILLER MANGE tårer, når jeg skal afleveres i vuggestuen.

Jeg tænker mit. Én ting er inspirationskilder, noget andet er den trup, der skal kreeres med.

å de lyse aftener er jeg glad for at kunne klø på, yde en indsats og rense

KÅRE SÅ DEN ikke komme. Jeg gjorde heller ikke. Vi taler trods alt om en

Jeg ved det godt.

DER ER HELE tiden folk, som prøver at opfinde konflikter, og n

Uden De Bruynes evne til at skabe rum og servicere sine medspillere

Mit liv var mørkt nok i forvejen, og da de falske historier begyndte at dukke op, blev det ganske enkelt for meget.

ske, som har hæmmet mig siden biluheldet for ni år siden, føles allerede bedre. Den

Via min casinoven sender Paddy Powers-folkene en besked. De skal nok ordn

kender os på samme måde, som de kender os i Tårnby.
På et tidspunkt beslutter Nevers og jeg os for at udveksle kærester. Pigerne er friske nok, men det er ikke nogen god deal, for min dame er lækker, mens Nevers’ er til den sløje side. Det er som at få en Skoda for en Ferrari, men man er vel en ven.
Drengestregerne tager til. Det værste er nok, da vi bryder ind i skolens IT-lokale. Vi står med computerne i hånden, før vi får kolde fødder og tager flugten med tomme hænder. Kort tid efter kommer jeg i praktik i Amager Centrets Sportmaster – dér, hvor mine forældre mødtes. Sammen med en kammerat planlægger jeg det helt store kup. Jeg skal smide North Face-jakker ud af vinduet i baglokalet, og så står han dernede i gyden og tager imod. Jeg når at gennemføre min del, før jeg opdager overvågningskameraerne. Jeg panikker selvfølgelig og skynder mig ned for at hente jakkerne tilbage. I stedet stjæler jeg et par sneakers.
“Du har vist fået nye sko,” siger min mor, da jeg kommer hjem. “Hvor har du fået dem fra?”
Jeg kan ikke huske, hvad jeg svarer, men hun godtager min røverhistorie. Jeg tror ikke, hun vil indse, at jeg kan være en lidt af en bandit.
Vi nakker også cykler, når vi kan komme til det – det gør

altid. Når det var forventet, at jeg var ked af et eller andet, kunne det knibe med sådan for alvor at være trist. Når jeg skulle forestille at være forelsket, var jeg det sjældent. Når jeg burde glæde mig over noget, var jeg allerede videre. Og når andre snakkede om hjemve, vidste jeg dårligt nok, hvad de mente.
Lige indtil i dag. Jeg er 27, sidder i et rutefly fra Tyskland og genser London under indflyvningen til Heathrow.
Det er sidst i juli 2015, og der er kun gået et år, siden jeg pakkede mine ting og tog til Wolfsburg. Alligevel kan jeg mærke, at jeg har forandret mig. Da jeg boede her, satte jeg ikke nok pris på tingene. Alle de muligheder, jeg havde. Den status, jeg nød. Hvad andre ville have givet for at være i mine sko, i mine fodboldstøvler. Hvor stort det var at være nået så langt. Og hvor meget jeg burde have passet på det … Det sank bare ikke ind.
Jeg ved det godt. Jeg skulle have sat fodbold højest 24 timer i døgnet, syv dage om ugen. Det gjorde jeg ikke, og