Pigen under træet

Han havde kun udsat sig selv for fare, og hun gav de mange år, hvor hun havde arbejdet i Drabsafdelingen, skylden for, at det lige nu virkede som en slags lettelse, at det ikke var gået værre.

Kald mig prinsesse

- Men da I tog herud, vidste I vel ikke, at hun havde foretaget et opkald til 112?

På vej­en ringede hun til Gerd og meddelte, at hun var på vej.

Han så tænksomt op på Camilla.
- Der er

hårdt på hendes plejeforældre

- Har I sigtet ham? forlangte Louise at få at vide, da hun stod på Nymands kontor.
- Nej, svarede politiinspektøren

Så havde hun set på billederne fra deres sidste aften. Han havde forsøgt at forklare, og hun havde virkelig prøvet at forstå. Og måske havde Camilla ret. Det var faktisk ikke Eik, der havde gjort det forbi. Det var hende, der ikke kunne rumme at blive valgt fra, at føle sig sat til side. Så måske var hun kommet til at gøre det forbi, uden helt at forstå, hvad det rent faktisk var, han havde sagt.
Hun hørte sin mor stå op og forældrenes stemmer inde bag den lukkede soveværelsesdør. Mikkel vendte sig i søvne.
“Jeg savner jer,” skrev hun til Eik. Det var den første besked, hun havde sendt til ham, siden de skiltes, det var kun Jonas, hun havde skrevet sammen med. “Jeg håber, at I har det godt.”
Hun sad og overvejede, om hun skulle tilføje et hjerte eller en kyssemund, da hendes mobil ringede.
Louise rejste sig og gik ud i gangen, så Mikkel ikke vågnede. Først kunne hun ikke høre, om det var en mand eller kvinde, hun havde i røret. Stemmen var helt forvrænget af gråd.
- Hallo, sagde hun. - Hvem taler jeg med?
- Det er Mona, raspede stemmen, men Louise var klar over, at det ikke var Mona, der ringede, der var intet i den grådkvalte hulken, der havde noget at gøre med Monas lyse barnestemme.
- Gerd? spurgte hun forsigtigt, og der blev stille, som om personen i røret kæmpede for at genvinde kontrollen. - Gerd! gentog Louise.
- Ja, kom det uldent, men så begyndte gråden igen.

Det havde hun absolut ingen erfaring med, og det eneste, der lige nu stod meget klart for hende, var, at hun egnede sig bedre til at befinde sig på den anden side.

Mona var meget speciel og forestillede sig mange ting. Havde syner og drømme – jeg ved ikke, hvad man kalder den slags spirituelt halløj. Hun var en sød pige, aktiv og glad, men hun havde en livlig fantasi og lod sig indimellem rive med af de syner og fornemmelser, hun fik. Det handlede måske også om at få opmærksomhed, tror jeg. Inden turen havde jeg egentlig ikke opfattelsen af, at hun skilte sig ud fra de andre, men i tiden op til vi skulle afsted, begyndte hun at opføre sig mærkeligt og ville pludselig ikke med på lejrskoleturen. Hun var bange for, at der ville ske noget. Noget slemt, som hun sagde. Et par uger inden vi skulle rejse, opsøgte hun mig på lærerværelset og insisterede på, at vi skulle aflyse turen. Heldigvis bakkede hendes forældre op, da vi forklarede hende, at alle var nødt til at tage med, for det er jo stadig skole, selvom man er væk hjemmefra. Jeg tænkte faktisk, at det ville være sundt for hende at komme lidt væk. Men så skete