Pigen de sendte tilbage

Adriana så på mig, som om jeg var blevet skør, men så trak hun også tøjet af og efterlod det sammen med sin angst i det lune sand. Hun tog mig i hånden, og vi spadserede ud i vandet i vores undertøj.

“Skal du ikke ind og hente ham?” spurgte Adriana i et forsøg på at udnytte Guidos kortvarige fravær.
Adalgisa svarede ikke, måske havde hun overhovedet ikke hørt Adriana.

Der var korte pauser i barnets gråd, hvor Adalgisas ansigtsudtryk klarede op, og hun lagde an til at løfte gaflen, som Guido havde bedt hende om.

Så serverede Adalgisa spaghetti alle vongole.

Efter den fredag i januar begyndte Adalgisa at overraske mig på forskellige måder. Jeg havde ellers troet, at jeg ikke ville få hende at se i lang tid, måske aldrig mere. At hun ville fortsætte med at betale for mig på sikker afstand.

Foran mig på bordet lå en dug med julemotiver og på den et stykke julekage. Dugens bort var pyntet med rensdyr, der trak kaner fulde af julegaver efter sig, men den første var blevet halshugget af stoffets kant, og de andre stilede direkte mod den samme kranke skæbne.

der var hun tit om eftermiddagen,” tænkte jeg højt. Jeg satte mig også. Jeg lagde

juleaftensdag nåede vinduet, vågnede min far på den anden side af væggen. Der lød rytmiske knirke­lyde fra deres gamle, slappe sengebund. Den lyd

Den mærkelige lyd i baggrunden, som jeg havde hørt, da Adalgisa ringede til mig i telefonboksen ved Ernestos bar, må altså have været barnegråd. Det må have været hendes barn, der græd.

Jeg kunne ikke få vejret, hjertet hamrede, og blodet dunkede i mine tindinger, som om en djævel var fanget derinde og sad og bankede med sine knyttede næver.