I Onde ånder giver Dostojevskij en dybdeborende analyse af nihilismen og terrorismen med udgangspunkt i en gruppe revolutionære centreret omkring lederen Pjotr Verkhovénskij og den dæmoniske kyniker og nihilist Stavrógin. Dostojevskijs visionære analyse forudsiger nærmest med profetisk klarhed den voldelige russiske revolution, og den er helt aktuel i forhold til den terrorisme, vi oplever i nutiden. Efter terrorangrebet 11. september skrev den franske filosof og frafaldne maoist André Glücksmann en artikel med overskriften 'Dostojevskij på Manhattan', hvor han trækker på beskrivelsen af nihilismens og terrorismens væsen i Onde ånder som et alment, potentielt menneskeligt karaktertræk. Det er Dostojevskijs mest ideologiske roman, en social og politisk satire med en social tragedie. Selve handlingen er i vanlig Dostojevskij-stil krimiagtig, barsk realistisk og medrivende med mange handlingsforløb.
En oversigt over personerne i romanen kan downloades her.
«Bogen er slet og ret vidunderlig læsning. Det er en af den slags yderst sjældne bøger, som fra første side går ind og griber læseren i struben og først slipper sit jerngreb, når den sidste side i bogen er vendt.» – Anna Libak, Weekendavisen
«Dostojevskijs mest besættende bog, en roman om en forbrydelse, mere spændende end selv de mest knugende krimier.» – Johs. H. Christensen, Jyllandsposten
«Den tog sigte mod den politiske terror i zartidens Rusland – men ramte plet i hele terrorismens idé og psykologiske anatomi til alle tider.» – Mette Dalsgård, Bogens Verden
«Den brillante vildskab i hans vid, den profetiske kraft og indsigt i hans satire, hans uforlignelige evne til at levendegøre og personificere de dybeste og mest komplekse moralsk-filosofiske spørgsmål og sociale ideer i karaktererne – forener sig alt sammen til at gøre dette 'pamflet-epos' til Dostojevskijs måske mest blændende værk … Onde ånder forbliver uovertruffen som et forbløffende forudseende portræt af den moralske sump, og mulighederne for selvbedrag ud fra de højeste principper, som er fortsat med at forfølge det revolutionære ideal (endog mere spektakulært) fra Dostojevskijs tid frem til vores egen.» – Joseph Frank, Dostoevsky

Parenteser