Hymne til friheden

Hvor langt skal tolerancen række over for de intolerante? Hvordan skal demokratiet forsvare sig mod dem, der ønsker det afskaffet? Kan man forsvare demokratiet ved hjælp af udemokratiske metoder, og risikerer man i så tilfælde ikke at underminere det demokrati, som man mener at forsvare? Hvor langt kan et demokrati gå i sit selvforsvar, uden at man samtidig gør vold på demokratiet?

Jeg anførte, at forskellen på et demokrati og et diktatur netop er, at førstnævnte skelner mellem ord og handlinger, mellem hvad folk siger og gør, og man kriminaliserer alene ytringer, der direkte tilskynder til vold, mens et diktatur behandler ytringer, som om de var handlinger.

et demokrati beskytter loven også antidemokratiske ideer og ytringer. Kriminalisering og forbud er hverken den rette eller mest effektive måde at besejre den slags overbevisninger på. Man driver dem bare ned i undergrunden. Desuden risikerer man i det aktuelle tilfælde med islam og Koranen at fremmedgøre fredelige og demokratiske muslimer, hvis opbakning er nødvendig, hvis kampen mod radikal islam skal vindes.

Jeg var af den opfattelse, at demokrati handler om lighed for loven, om samme frihedsrettigheder til alle, så længe man ikke tilskynder til vold, om ikke at sætte fundamentale principper ud af kraft af hensyn til et påstået højere formål eller en påstået politisk nødvendighed. Det har gang på gang vist sig at være demokratiets store styrke, selv om det i øjeblikket ses som udtryk for manglende handlekraft og et bevis på svaghed i forhold til autoritære regimer, hvor en enkelt eller få personer kan træffe hurtige beslutninger uden hensyntagen til opinion og institutioner.

betyder ikke, at man bare skal vende den anden kind til, snarere tværtimod. Tolerance er ikke det samme som stiltiende accept eller ligegyldighed. Tolerance forudsætter, at man giver udtryk for sin kritik, modvilje, sågar had til de ideer og ytringer, som man ikke bryder sig om.

Oliver Wendell Holmes på syretesten for ytringsfriheden i et liberalt demokrati: Ikke frihed for dem, der er enige med os, men frihed for de tanker, som vi hader.

bifalder ikke Wilders måde at ytre sig på. Den er alt for generaliserende, men jeg mener som nævnt ikke, at han skal retsforfølges. Praktisk finder jeg det forkert, fordi der ikke er noget historisk fortilfælde for, at man kan udrydde et synspunkt, man ikke bryder sig om, ved at kriminalisere det. Principielt er jeg imod, fordi vigtige samfundsdebatter ikke bør afgøres i retssale, men i en fri og åben meningsudveksling, så længe man ikke tilskynder til vold.

Mit svar var, at så længe Wilders ikke tilskyndede til vold, så var der naturligvis i et liberalt demokrati plads til ham og hans holdninger. Det betød selvfølgelig ikke, at han ikke skulle konfronteres af dem, der var uenige med ham. Han måtte ligesom alle andre finde sig i hån, spot og latterliggørelse.

Som mange europæere blander Gopnik efter min vurdering verbal krænkelse sammen med tilskyndelse til vold.

man kun skal kriminalisere den, hvis man kan gøre gældende, at det indebærer tilskyndelse til vold

kritik af ideer og dogmer er en del af kampen for oplysning og for ytrings- og religionsfrihed, mens forhånelse af individer er noget andet. Men til forskel fra mine kolleger i Paris er jeg af den opfattelse, at skellet mellem de to former for ytringer er moralsk og ikke bør være juridisk.

Etableringen af skellet mellem ord og handling har været helt afgørende for en robust beskyttelse af ytringsfriheden. Flere ting adskiller et demokrati fra et diktatur. En af dem er, at man i et diktatur kriminaliserer ytringer, som om de var handlinger.

et har også svækket ytringsfriheden, at EU med sin frihedsfjendtlige fortolkning af baggrunden for Holocaust har indført et nyt dogme i ytringsfrihedsdebatten, nemlig at onde ord fører til onde handlinger, og at onde ord i nogle tilfælde kan være en lige så alvorlig forbrydelse som fysisk vold.

EU’s love imod Holocaustbenægtelse og hadefulde ytringer er motiveret af en utopi. EU drømmer om at udrydde alt had i denne verden, sådan at vi en dag kan leve i et samfund uden krænkelser. Et Europa uden krænkelser vil med EU’s øjne indvarsle den evige fred. Denne verbalhygiejniske utopi har undermineret ytringsfriheden. Ikke bare fordi der ikke findes nogen præcis definition på had og krænkelse, men også fordi alle forsøg på at forvandle en utopi til virkelighed har friheden som sit første offer. Alle forsøg på at skabe en krænkelsesfri verden vil ende i tavshedens tyranni. Men det er selvfølgelig også en slags evig fred.

Ifølge Miklos Haraszti har EU gjort det vanskeligere for dem, der kæmper mod begrænsninger af ytringsfriheden i autoritære regimer. Før EU’s love mod Holocaustbenægtelse og skærpede krav til love mod hadefulde ytringer havde ytringsfrihedsaktivister rundt omkring i verden og på tværs af grænser med visse forventninger kunnet argumentere for en minimalistisk tilgang til grænserne for ytringsfrihed; altså at begrænsninger kun skal omfatte tilskyndelse til vold og andre kriminelle handlinger, ikke meninger eller verbale krænkelser. Håbet om, at den minimalistiske tilgang en dag skulle blive en fælles guldstandard og danne forbillede for den øvrige verden, døde en stille og ubemærket død med kriminalisering af Holocaustbenægtelse og andre hadefulde ytringer i EU.

Det indebærer tværtimod, at Holocaustbenægternes påstande skal pilles fra hinanden og udstilles. I et frit samfund tolererer man Holocaustbenægtelse, men bifalder det ikke, og man beskytter ikke Holocaustbenægtere mod hån, spot og latterliggørelse

sidste ende er spørgsmålet om den enkeltes holdning til ytringsfriheden og dens grænser båret af et menneskesyn:
Er mennesket et selvstændigt og myndigt individ med en evne til at orientere sig og tage stilling i verden, som derfor kan betros retten til at ytre sig frit og blive udsat for andres ytringer? Eller er mennesket – selvfølgelig med undtagelse af én selv og den gruppe, hvis synspunkter man deler – et sårbart væsen, der ikke er i stand til at træffe beslutninger om godt og ondt, rigtigt og forkert, og som derfor ikke kan håndtere sin frihed, men må have andre til at bestemme for sig?
Er mennesket et let offer for manipulation og propaganda, der forvandler det til en marionet eller slave af andres vilje, eller har det den fornødne kapacitet til at vurdere forskellige holdninger i et åbent samfund med adgang til en mangfoldighed af informationer?
Er mennesket udstyret med en fornuft og en bevidsthed, der sætter det i stand til at ræsonnere og gøre op med sig selv, hvordan det vil reagere på den ene eller anden ytring, eller er det at ligne med et væsen, der handler pr. instinkt og ikke besidder nogen form for selvkontrol?
For mig personligt er svaret enkelt. Jeg mener, at individets ret til at udtrykke sig frit i overensstemmelse med sine tanker og samvittighed er fundamentalt for et meningsfuldt liv og det at være menneske, men desværre vinder forestillingen om det sårbare menneske frem. For mig indebærer ytringsfriheden en grundlæggende tillid til mennesket som et voksent og moralsk selvstændigt væsen, der er i stand til at håndtere ubehagelige ytringer, som det ikke bryder sig om eller finder krænkende, mens beskæring af individets ret til at ytre sig frit er udtryk for mistillid til dets fornuft.

tilskynder til vold. Ytringsfriheden går forud for den politiske indretning af et samfund. Den kan ikke reguleres med henvisning til, hvad der måtte være i samfundets interesse. Men selv om ytringsfriheden kommer før staten, så er det selvfølgelig svært at forestille sig ytringsfrihed uden en effektiv stat til at beskytte den. Det bliver tydeligt, når et tyrannisk regime falder et eller andet sted i verden, og statsmagten går i opløsning. Det indebærer sjældent, at ytringsfriheden blomstrer, så friheden til at ytre sig forudsætter mere end afskaffelse af et diktatur.

Hvordan kan ytringsfriheden være en rettighed, hvis den kan annulleres i det øjeblik, man siger noget, som andre ikke bryder sig om? Ytringsfriheden har en værdi i sig selv helt uafhængig af den enkelte ytrings indhold, så længe man ikke

ytre sig, er der i princippet ingen grænser for, hvor det kan ende. Ingen kan tvinge én til at forvalte sin ytringsfrihed på en bestemt måde. Ytringsfriheden er ikke en gave fra staten eller samfundet, som kan doseres efter forgodtbefindende. I det øjeblik man begynder at stille betingelser til borgeres brug af retten til at ytre sig frit, taler man ikke længere om ytringsfriheden som en rettighed, men om statens eller samfundets belønning af en borger for god opførsel