Nattens skygge

»For storme vil rase, oceaner vil slå

Når Gabriel ved hav og ved kyst vil stå

Han blæser i hornet en tone så sprød

Gamle verdener vil dø, og nye blive fød’.«

Frygt avler foragt, dernæst had.

Sic transit gloria mundi

hvordan jeg ville håndtere dem, hvis jeg skrev en krønike, en helgenskildring eller en middelalderroman

e havde været ivrige efter at hjælpe Matthew med at finde væsenet. Deres forslag åbenbarede en kollektiv tilsidesættelse af kvinder, hekse og enhver, der ikke havde en universitetsuddannelse. Henry mente, at London ville være det mest givtige sted at lede, men Walter overbeviste ham om, at det ville være umuligt at skjule mig for overtroiske naboer i den menneskefyldte by.

spørgsmål, når præsten er gået. Og hvis du prøver at sno dig udenom med den undskyldning, at ‘det er ikke min opgave at fortælle den historie’, tromler jeg dig.«

Walpurgisnacht. Valborgsaften. De tænder bål i hele by

Da vi havde sat os, kom hendes tjenestepige tilbage med et fad henkogte frugter.

Vi tilbragte weekenden stille og roligt, nød vores hemmelighed og hengav os

»Disse særlige salamandere var en gave fra kongen, da jeg vendte tilbage til Frankrig sidst i 1541.

Disse særlige salamandere var en gave fra kongen, da jeg vendte tilbage til Frankrig sidst i 1541. Kong Frans valgte salamanderen i flammer som sit

‘Der er ingen vej frem, der ikke har ham med.’

Din far siger, at en klog mand kan se mere fra bunden af en brønd, end en tåbe kan se fra en bjergtop.

Fortiden kan ikke afhjælpes

»Jeg tilgiver dig,« gentog hans far og slog armene om sin søn i en heftig omfavnelse. »Jeg tilgiver dig.«

Matthew og jeg sad i den store forhal næste morgen, da min svigerfar syntes at materialisere sig lige ud af den blå luft.

tilstødende rum, hvor jeg svagt kunne høre raslen. Matthew samlede bogen op og trak mig samtidig ubesværet op at stå. Han tog min hånd og førte mig hen til døren

Nogle gange virker det, som om verden er fuld af usynligt potentiale, der er lige uden for min rækkevidde.

ældgamle, revnede tagsten på det nedslidte hus, og vejrudsigten for de kommende måneder var endnu værre. Der var ikke penge til reparationer, så altmuligmændene slæbte skimlede papkasser ned ad trapperne for at sikre, at der ikke var noget værdifuldt, der blev skadet i fremtidige storme. Alt andet blev diskret kasseret på en sådan måde, at potentielle

«
Hendes stemme blev monoton som en messen.
»For storme vil rase, oceaner vil slå
Når Gabriel ved hav og ved kyst vil stå
Han blæser i hornet en tone så sprød
Gamle verdener vil dø, og nye blive fød’.«