Alvoren i Harry Søibergs noveller brydes indimellem af et varmt smil, mens han fortæller om otte skæbner fra de små provinsbyer og de bortgemte egne i det tidlige 1900-tals Danmark. Vi hører om mennesker fra alle samfundets lag: en stilfuld bankdirektør, en sølle rakker, en sværmerisk, godhjertet gartner og en naiv håndværkerkone. Historierne vidner om Harry Søibergs store menneskekundskab og hans livslange kærlighed til den danske provins.
Harry Søiberg (1880–1954) var en dansk forfatter, der blandede elementer fra forskellige genrer uafhængigt af samtidens litterære tendenser. Skønt Søiberg rejste vidt omkring, finder mange af hans romaner sted i Vestjylland, hvor han voksede op. Søiberg er mest kendt for sine fortællinger Øde egne (1906) og romantrilogierne De levendes land (1916–1920) og Søkongen (1926–30). I sine romaner benytter Harry Søiberg sig både af romantisering og symbolik, men hans delvis selvbiografiske roman På vej mod tiden (1952) bærer også elementer fra realismen og et socialistisk engagement.
