Bøger
Erik Jensen

Livet på øerne. Bind 1. Bornholmere og folk i Storstrømmen

Livet på Danmarks mange små øer har til enhver tid adskilt sig betydeligt fra resten af landet. De små samfund er ikke bare mere sammentømrede; man har også været nødt til at indordne sig efter naturen på en måde, der ikke har været nødvendig på de store øer og på fastlandet. I løbet af det tyvende århundrede har hele landet ændret sig uigenkaldeligt, og mange af de små øsamfund er truede på deres eksistens.
I løbet af 1980’erne udgav Erik Aalbæk Jensen otte bøger om livet på de danske øer. Bøgerne fortæller blandt andet om øernes historie, samfund, mere og mindre kendte beboere og enestående natur.
Første bind handler om Bornholm, Møn, Langø, Tærø, Bogø og Farø, der alle har sit eget særpræg og historie.

Erik Aalbæk Jensen (1923–1997) var en dansk sognepræst, forfatter, radio— og tv-medarbejder og modstandsmand. Han debuterede som forfatter i 1949 med romanen “Dommen” og fik sit store gennembrud 15 år senere med “Perleporten”, der i løbet af fem bind fortæller om samfundsudviklingen i Nordjylland fra 1930’erne til 1960’erne. Senere udkom «Livet på øerne” i otte bind om livet på de danske småøer. Erik Aalbæk Jensens bøger har vundet flere prestigiøse priser heriblandt Søren Gyldendal-prisen, Kritikerprisen og De Gyldne Laurbær. Erik Aalbæk Jensen er far til filmproducenten Peter Aalbæk Jensen.
425 trykte sider
Oprindeligt udgivet
2019

Vurderinger

    👍
    👎
    💧
    🐼
    💤
    💩
    💀
    🙈
    🔮
    💡
    🎯
    💞
    🌴
    🚀
    😄

    Hvad synes du om bogen?

    Log ind eller tilmeld dig

Citater

    Charlotte Pedersenhar citeretfor 2 år siden
    le sin. Trods sin størrelse og befolkningstallet på knap et halvt hundrede tusinde deler Bornholm vilkår med Danmarks mindre øer. Befolkningstallet er stagnerende, fordi ungdommen rejser fra øen. Der er ikke udviklingsmuligheder inden for de rammer, beliggenheden afsætter. Bornholm mangler, som de andre øer, industri. Der er stadig lidt stenindustri tilbage og nogle keramiske virksomheder og fiskeindustrier, men de giver ikke arbejde nok. Turismen er et af de store erhverv, men det er sæsonbestemt. Vintermånederne igennem ligger hoteller og pensionater øde hen. Personalet, der er i gang, når sommergæsterne fylder øen, går arbejdsløse.
    Bornholms vigtigste erhverv er stadig landbruget, men det kæmper med transportproblemer, som fordyrer de varer, landmændene må have ind udefra, og lægger en ekstra omkostning på de produkter, de sender bort fra øen. Det samlede resultat er, at skatten er høj for bornholmerne. Nogle af de bornholmske kommuner ligger helt oppe i toppen, målt med kommuneskatten i resten af landet.
    A
    Charlotte Pedersenhar citeretfor 2 år siden
    I begyndelsen, det ligger meget langt tilbage, var jeg mere i tvivl om, hvorvidt det kunne lade sig gøre at trives mellem menneskene, der boede i den natur og brugte den. De virkede reserverede og lidt bange for at give udtryk for følelser og den slags. Sommetider kan man ikke forstå, at de ikke er mere interesserede i det, der foregår i deres omverden, men efterhånden forstår man jo, at øen har ligget her afsondret fra det øvrige Danmark så længe, at folkene her måtte naturligvis lade deres egen kultur og deres egne fornemmelser og holdninger opstå af deres eget miljø, af sind og væsen herovre. Dengang vi kom, syntes vi, at de i mange ting var bagefter. Det kunne ikke være anderledes. For tredive år siden var der mange bornholmere, som aldrig havde været i København eller det øvrige Danmark overhovedet. Det var svært at komme derover, og det var svært at komme herfra og dérover. Forresten var der dengang folk på Christiansø, der aldrig havde været på Bornholm. Men så må man også huske på, at det, som har været med til at præge bornholmerne, er noget andet end det, som har præget jyder eller sjællændere
    Charlotte Pedersenhar citeretfor 2 år siden
    ind i. Men også først da, aldrig lige med det samme. Bornholmer bliver jeg aldrig. Det er bornholmerne de første til at vide. De skelner skarpt mellem en født og en ført, som de siger, og mig generer det ikke, at de selvfølgelig må kalde mig en ført og vil blive ved med det, selv om jeg så også skulle gå hen og blive tohundrede år her. Men jeg føler mig alligevel helt på linje med dem i syn og i måden at være på, også naturligvis fordi det specielt bornholmske udlignes og udjævnes nu af massemedierne og af den moderne tilværelse i det hele taget. Hvilket jeg ikke beklager i og for sig. Der er noget fælles menneskeligt, som er det bærende, uanset hvor man har sin rod og sit sprog fra. Menneskesindets oprindelighed og ægthed vil bestå, ingen tvivl om det, selv om det trues af store farer i udviklingen, sådan som den forløber.
    Engang magter vi også den, det er jeg ikke i tvivl om. Det kan godt være, der går nogle generationer. Jeg er ked af, at jeg ikke kan leve så længe, at jeg kommer til at opleve det, for det ville jeg gerne. Jeg er meget nysgerrig. Men det kommer, mennesket vil finde sig selv igen. Mennesker må høre sammen og hænge sammen og forbindes på et fælles grundlag af varme og en fælles fornemmelse for, at man er ikke til for sin egen skyld, men for omgivelsernes og for andre menneskers skyld. Det må vi komme til. Og det vil vi komme til, det er jeg oven i købet ret sikker på.“
fb2epub
Træk og slip dine filer (ikke mere end 5 ad gangen)